Foto: Hammel Gymnastikforening er blandt de tre finalister til prisen Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening 2023
Hammel Gymnastikforening har kæmpet sig helt frem til målstregen i dysten om at blive DIF og Danske Spils Årets Idrætsforening 2023. Seks foreninger var blandt 1056 indstillinger af en jury blevet udvalgt til at gå videre til en befolkningsafstemning.
Ved afstemningen blev der afgivet i alt 5.378 stemmer, og Hammel Gymnastikforening, der repræsenterede Region Midtjylland, fik, sammenholdt med juryens vurdering, stemmer nok til at blive en af de tre foreninger, der nu officielt er nomineret til prisen.
”Jeg vil gerne ønske alle seks finalister tillykke. Det har været dejligt at mærke stoltheden hos foreningerne over at være med i opløbet om at vinde prisen. Tre af foreningerne går nu videre til ’finalen’ i Herning, men alle seks foreninger har fortjent at vinde,” siger formand for DIF, Hans Natorp.
Hans Natorp udgjorde juryen sammen med Nikolas Lyhne-Knudsen, direktør for Danske Spil A/S, og Rikke Nielsen, der er tidligere håndboldlandsholdsspiller og nuværende leder af LykkeLiga – et håndboldfællesskab for børn og unge med udviklingshandicap.
Hammel Gymnastikforening har 5.300 medlemmer i en by med kun 7.000 indbyggere. En stor del af foreningens store succes hænger sammen med indførelsen af et sportspas i 2020. Det giver medlemmerne mulighed for at prøve en lang række forskellige idrætsaktiviteter, og siden er medlemmerne væltet ind.
Ud over Hammel Gymnastikforening gik Krumspring (gymnastik og motorik) og Volleyklubben Vestsjælland også videre fra afstemningen.
De tre foreninger modtager nu invitationer til DR’s store Sport 2023-show, der afvikles i Jyske Bank Boxen den 6. januar. Vinderen afsløres i forbindelse med showet, som bliver transmitteret direkte på DR1.
Vinderen modtager ud over hæderen 100.000 kroner, mens de øvrige tre foreninger, der var med i afstemningen hver modtager 10.000.