DMI varsler kraftigt snefald samt risiko for snefygning i en stor del af landet fra torsdag formiddag frem mod fredag. Som varslet ser ud lige nu, forventes det meste af Midtjylland at blive ramt, med særlig stor risiko på Djursland. Varslet kan dog ændre sig hurtigt, og Østjyllands Politi opfordrer alle, som skal ud torsdag eller fredag til at holde sig orienterede om vejrsituationen hos DMI og på politiets hjemmeside.

Vær opmærksom på, at vejret kan være forskelligt i forskellige dele af landet, så det er vigtigt at holde sig orienteret om vejret både hvor man er og på ens destination. Vejret kan desuden skifte i løbet af dage, så det er en god idé at tænke fremad, og overveje vejrsituationen både når man skal ud, og når man skal hjem.
I Østjylland vil den lokale beredskabsstab være sat, hvori alle de relevante myndigheder sidder klar til at hjælpe borgerne, hvi det bliver nødvendigt.
Skal du ud at køre torsdag eller fredag, så sørg for at være godt forberedt:
-
Tag hjemmefra i god tid og bliv så vidt muligt på de større veje, da de oftere er ryddede
-
Kør kun ud, hvis du har vinterdæk eller snekæder
-
Rens alle ruder og lygter for sne og is
-
Medbring varmt tøj, skovl, tæppe og en opladet mobiltelefon
-
Sørg også for, at der er strøm eller brændstof på bilen
-
Hav lidt mad og drikke samt livsnødvendig medicin med, hvis uheldet er ude, og du sidder fast i sneen
Følg med i myndighedernes anbefalinger på Politi Update og følg vejr- og trafiksituationen hos DMI og på trafikinfo.dk