Onsdag den 15. april kl. 19.00 inviterer Hinnerup Bibliotek til en aktuel og tankevækkende aften med Emma Holten.
Med udgangspunkt i sin anmelderroste bog Underskud sætter hun fokus på, hvordan vores samfund måler værdi – og hvad der går tabt, når økonomiens sprog bliver den primære målestok.
I løbet af aftenen udforsker Emma Holten, hvordan økonomiske begreber former vores forståelse af arbejde, omsorg og samfund. Hun stiller blandt andet spørgsmålet: Hvad sker der, når aktiviteter som omsorg, relationer og fællesskab – som ofte ikke kan måles i kroner og øre – får mindre plads i den måde, vi vurderer værdi på?
Publikum kan se frem til en engagerende samtale om omsorg, magt og de strukturer, der præger vores hverdag, og om hvorfor nogle af de vigtigste bidrag til samfundet ofte er dem, der ikke optræder i regnearkene.
Emma Holten er en markant stemme i debatten om digital kultur, ligestilling og økonomi. Hun sidder blandt andet i bestyrelsen for Digitalt Ansvar og Blaagaard Teater. Hun har tidligere været ekspert i feministisk økonomi i European Institute for Gender Equalitys Experts Forum og er medlem af rådgivningsudvalget for kvinders rettigheder hos Human Rights Watch.
Billetter kan købes på favrskovbib.dk. Afholdes i samarbejde med FOF Favrskov.

