Regeringen bryster sig af at ville gøre kollektiv transport gratis for unge under 22 år. Det lyder flot. Det lyder retfærdigt. Og det lyder som god klimapolitik.
Men kun hvis man bor de rigtige steder…
For endnu en gang viser Christiansborg, at man ser Danmark gennem storbyernes vinduer. Regeringen har skabt en ordning, der giver en markant økonomisk gevinst til unge i København, Aarhus, Odense og Aalborg – mens unge i landdistrikterne må nøjes med at kigge misundeligt med.
For hvad hjælper gratis kollektiv transport, hvis der ikke er nogen kollektiv transport?
I København går der metro hvert tredje minut. Busserne kører konstant, og S-togene binder byen sammen døgnet rundt. Her bliver gratis transport en kærkommen gave.
I Favrskov og mange andre landkommuner er virkeligheden en helt anden. Her er bussen ofte et særsyn. Mange landsbyer har ingen busforbindelse, der passer med skole, ungdomsuddannelser eller fritidsjob. Stort set alle landdistrikter har slet ingen kollektiv transport. Aften- og weekendkørsel er en illusion.
Resultatet er, at regeringens “gratis transport” bliver gratis for dem, der allerede har et velfungerende transportsystem – mens de unge, der har det største behov for hjælp, bliver ladt tilbage på perronen.
Er det virkelig lighed?
Regeringen peger på Flextrafik som løsningen. Men enhver, der rent faktisk har prøvet at bruge ordningen, ved, at den sjældent er særlig fleksibel. Turen skal bestilles flere timer i forvejen. Man bliver kørt lange omveje for at samle andre passagerer op, og spontane planer kan man godt glemme. Det er ikke frihed. Det er planlagt afhængighed.
Samtidig taler regeringen varmt om, at alle unge skal have lige muligheder for uddannelse, fritidsliv og arbejde. Men hvordan skal en 18-årig fra en landsby i Favrskov tage et fritidsjob, hvis den sidste bus kører, før arbejdsdagen slutter? Hvordan skal man dyrke sport, gå til musik eller besøge venner, hvis alternativet er at tigge sine forældre om et lift?
Sandheden er, at regeringens politik endnu en gang afslører den voksende kløft mellem by og land. Når man bor i hovedstaden, er kollektiv transport en selvfølge. Når man bor på landet, forventes man åbenbart bare at have en bil – eller en mor og far, der kan agere chauffører. Det er hverken grøn politik eller social retfærdighed.
Enkel løsning – hvis vores lokalpolitikere vil…
Hvis regeringen virkelig mener, at alle unge skal have lige muligheder, må den begynde at tænke anderledes. Hvorfor ikke lade lokale taxaselskaber indgå som en del af den kollektive trafik? Med en ordning koblet til Rejsekortet kunne unge i områder uden busser bestille en lokal taxi til samme pris – eller gratis – som storbyernes metro og busser. Teknologien findes. Taxaerne findes. Behovet er åbenlyst. Det eneste, der mangler, er den politiske vilje.
Derfor er opfordringen til Favrskovs folkevalgte enkel: Hold op med at acceptere, at Christiansborgs løsninger kun passer til postnumrene i de store byer. Kræv, at landdistrikternes unge bliver behandlet ligeværdigt. For lighed handler ikke om at give alle det samme. Lighed handler om at give mennesker de samme muligheder.
Indtil regeringen og byrådet forstår den forskel, vil vores unge i det skæve Danmark fortsat blive glemt – mens storbyernes unge endnu en gang løber med gevinsten.
