Det er med stor glæde, at Ulstrup Slot endnu en gang kan slå dørene op til en spændende
Midsommerkoncert med et af Østjyllands absolut bedste kor: Aarhus Kammerkor.
Det er efterhånden blevet til en fast tradition med Aarhus Kammerkor på Ulstrup Slot, og hvem
husker ikke forrige års udsolgte koncert med N.W. Gades Elverskud?
Aarhus Kammerkor består af ca. 30 erfarne sangere og koret dirigeres af korets stifter Erik Bjørn Lund, som gennem de seneste 40 år har holdt et usædvanligt højt niveau.
Aarhus Kammerkor har en omfattende koncertvirksomhed og synger såvel egne koncerter samt større korværker sammen med bl.a. Aarhus Symfoniorkester.
Til koncerten på Ulstrup Slot har koret valgt et meget spændende koncertprogram delt i 2 halvdele. I første afdeling synger koret klassisk musik: glæd Jer til dele af Mozarts Requiem fra 1791, musik af Carl Nielsen fra ca. 1900, og nyere musik fra vor tid.
I pausen serveres et glas vin/vand og hapser af lækre oste, og man kan nyde de smukke omgivelser i slotsgården.
Efter pausen synger koret et lettere repertoire: musik af Lund, Whitacre, Clapton og andre. Koncerten vil naturligvis blive afsluttet med ”Thank you for the music”.
Under det meste af koncerten vil koret blive akkompagneret af dets faste pianist Allan Dahl Hansen, som har fulgt koret de seneste 10 år.
Hele arrangementet varer knap 2 timer og billetter à 100 kr. købes ved indgangen. MobilePay eller kontant. Kom i god tid og glæd jer.
Arrangør: Aarhus Kammerkor
Læs mere om arrangementer på Ulstrup Slot: Kalender

