Sansende festival og sanselige bøger
Af Ann, Hadsten og Hammel Biblioteker
Lørdag den 26. september forvandles Hinnerup til en levende scene, når SANS inviterer på en guidet kulturvandring fyldt med kunstneriske indslag, overraskelser og sanselige oplevelser undervejs. SANS er en ny festival, der handler om at se sin by med nye øjne og gå på opdagelse med åbne sanser.
Ris. Soja. Smør
Roman Manako Kajii sidder fængslet sigtet for en række mord på enlige mænd, som man mener, hun har forført med sin madkunst. Hun nægter at udtale sig om sagen, men indvilger i at mødes med journalisten Rika Machida for at oplære hende i glæden ved mad og ikke mindst glæden ved smør. Det bliver begyndelsen på et madeventyr for Rika, hvor alt fra simple retter som ris, soja og smør til større Michelin-værdige måltider beskrives, så læseren efterlades med rumlende mave og løbende mundvand. Smør er en sanselig og enestående roman, der på overfladen handler om mord og mad, men som også er en streng kritik af kvindeidealet i et moderne, japansk samfund.
Smør. Af Asako Yuzuki
Undersøgelse af sanserne i poetisk form
Digte I Smagen af stål fra 2014 indleder Pia Tafdrup sin sansekvintet, der afsluttes næsten et årti senere med Berøringen af hud fra 2022. Hver bog indeholder 55 digte fordelt i ni afsnit og tager afsæt i en af de fem forskellige sanser, der undersøges i poetisk form. Digtene i samlingen De fem sanser handler ikke kun om det fysiske og det kropslige, men giver også anledning til refleksion om det eksistentielle ved at være et menneske i den verden, vi lever i.
De fem sanser-samlingen. Af Pia Tafdrup
For de yngste – Læs og lær om sanserne
Billedbog Pelle og Ronja er i zoologisk have, og her oplever de mange sjove og spændende ting. Hele vejen gennem historien handler det om sanserne, og der lægges op til snak om, hvad børnene lugter, smager, føler, ser og hører. Teksten i bogen veksler mellem ord og små billeder, så nye læsere kan være med, og I kan hjælpes ad med teksten. Bogen opfordrer til dialogisk læsning, da siderne indeholder samtaleemner og ideer til aktiviteter, der gør barnet til en aktiv medspiller i historien. De fine illustrationer af Lea Letén er rare, indbydende og børnevenlige. Læs bogen med dit 3-7-årige barn og tag sammen på en eventyrlig rejse ind i sanserne.
Sammen om sanserne. Af Ina Victoria Haller