Der er sket noget med vores forhold til konsekvenser.
Vi er blevet et folk, der mener, at alle problemer kan løses – bare af nogle andre: Politikerne. Kommunen. Staten. Teknologien. Naboen. Bare ikke os selv.
Vi lever i modsætningernes tidsalder, men opfører os, som om modsætninger er noget, der kun gælder de andre.
– Vi vil have billigt kød – og god dyrevelfærd.
– Vi vil have flere pædagoger, sygeplejersker og SOSU’er – men arbejde mindre selv.
– Vi vil have lavere skat – og bedre velfærd.
– Vi vil have levende handelsgader – men klikker “Køb nu” hos en netbutik, så snart prisen er 37 kroner lavere.
– Vi vil have ren energi – men ikke vindmøller i udsigten, solceller på marken eller højspændingsmaster over horisonten.
– Vi vil have datacentre langt væk – mens vi sender tusindvis af billeder af frokosten, katten og sommerferien op i “skyen”, som om den svæver et sted mellem skyerne og Vorherre. Den ligger bare i et datacenter. Et sted, som nogen helst ikke vil have som nabo.
– Vi vil have urørt natur – og træ til nye klimavenlige byggerier.
– Vi vil have ulve – bare ikke i nærheden af vores egne får.
– Og vi vil naturligvis have bolig med havudsigt. Men hvis havet tager udsigten lidt for bogstaveligt, så må fællesskabet bygge diger for milliarder. Privat gevinst. Offentlig regning.
Det er ikke hykleri i klassisk forstand. Det er værre. Det er forestillingen om, at verden skylder os en tilværelse uden ulemper.
Vi har vænnet os til, at enhver ubehagelig konsekvens kan outsources. Hvis ikke til staten, så til skatteyderne. Hvis ikke til skatteyderne, så til den næste generation.
Men sådan fungerer virkeligheden desværre ikke
Der findes ingen CO₂-neutral luksustilværelse uden aftryk. Ingen skattefri velfærdsstat. Ingen billig kotelet med lykkelige grise. Ingen grøn omstilling uden anlæg. Ingen urørt natur, hvor naturen opfører sig præcis, som vi synes, den skal.
Alligevel er den offentlige debat fyldt med mennesker, der optræder, som om alt kan lade sig gøre samtidig. Måske er det derfor, den bliver mere og mere skinger. For når virkeligheden insisterer på at minde os om, at alting har en pris, leder vi febrilsk efter nogen at give skylden.
Sandheden er langt mere banal
Hvis man vil have noget, må man også være villig til at betale for det. Med penge. Med udsigt. Med bekvemmelighed. Eller med kompromis.
Det lærte vores bedsteforældre os med ét enkelt ordsprog:
”Man kan ikke både blæse og have mel i munden”
Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange der stadig tror, at netop de er undtagelsen fra denne kloge læresætning…
