Der findes en ganske særlig dansk form for markedsøkonomi. Det hedder landbrug.

Her er man fri erhvervsdrivende, når pengene tjenes, men næsten en offentlig institution, når regningen skal betales… Ingen mestrer denne disciplin bedre end dansk landbrug.

Forleden dag sad 4.500 landmænd i en fyldt hal og buhede ad miljøminister Christian Rabjerg Madsen. Dagen efter rullede traktorerne mod Christiansborg. Det er efterhånden blevet et velkendt ritual.

Først vedtager Folketinget regler, som landbruget ikke bryder sig om. Så advarer erhvervet om massekonkurser, affolkning, fødevarekrise og civilisationens snarlige sammenbrud. Dernæst dukker traktorerne op. Og til sidst kommer det spørgsmål, som i dansk landbrugspolitik næsten altid ligger lige under overfladen: ”Hvor meget får vi i kompensation?”

Det er et fascinerende spørgsmål fra et erhverv, der ellers dyrker forestillingen om den selvstændige landmand som selve inkarnationen af frihed.

Landmanden vil være fri

Fri for bureaukrati. Fri for politikere. Fri for embedsmænd. Fri for miljøregler. Fri til at dyrke sin jord. Fri til at investere. Fri til at producere. Men helst ikke fri til at gå fallit…

Her bliver liberalismen pludselig mere kompliceret. For når markedet, miljøkravene eller demokratiet gør en investering mindre rentabel, opdager landbruget gerne en hidtil ukendt begejstring for staten. Den stat, som for fem minutter siden var en kvælende bureaukratisk kolos, bliver nu bedt om at finde milliarderne frem.

Frihed, viser det sig, er vidunderligt. Så længe andre garanterer bundlinjen…

En stald er ikke en menneskeret

Lad os tage et ganske almindeligt eksempel: En landmand låner 30 millioner kroner og bygger en stor svinestald med henblik på eksport. Det er en investering. Ikke en samfundskontrakt. Ikke et løfte til kommende generationer. Ikke en moralsk fordring på statskassen. Det er en investering.

Landmanden har vurderet markedet, lovgivningen, renten, efterspørgslen og fremtiden og er nået frem til, at det er en god idé at låne 30 millioner kroner og producere svin. Det står ham frit for. Men det besynderlige begynder, når investeringen senere viser sig ikke at kunne bære de krav, samfundet stiller. Så skifter gælden karakter. Pludselig er de 30 millioner ikke længere landmandens forretningsmæssige risiko. De bliver et politisk argument.

“Vi har jo investeret”, lyder det. Ja – det har restauratøren også. Det har tømrermesteren også. Det har fabrikanten også. Det har familien, der åbnede en butik på gågaden seks måneder før internethandlen åd kundegrundlaget, også. At man har brugt mange penge på en bestemt fremtid, giver ikke krav på, at fremtiden indfinder sig. Det er faktisk hele idéen med risiko.

Prøv argumentet på alle andre

Forestil dig restauratøren foran Christiansborg. Han har lånt fem millioner til sit køkken, men nye regler om brandsikkerhed gør driften dyrere. Derfor kræver han fuld kompensation. Forestil dig vognmanden, hvis lastbiler mister værdi på grund af nye miljøkrav. Eller butiksejeren, hvis forretning blev værdiløs, fordi kundernes vaner ændrede sig. Eller medievirksomheden, hvis forretningsmodel blev smadret af teknologisk udvikling.

De kunne alle sammen stille sig på Slotspladsen og forklare, at de har investeret i tillid til de gamle vilkår. Svaret ville være lige så brutalt, som det ville være indlysende: ”Sådan er det at drive virksomhed!”

Men når det gælder landbruget, bliver denne selvfølgelighed behandlet som en provokation. Her antages det tilsyneladende, at en investering i jord, stalde og gylletanke etablerer en slags hævdvunden ret til fortsat indtjening. Som om staten ved udstedelsen af byggetilladelsen samtidig har underskrevet en evighedsgaranti:

”Kære landmand. Vi lover hermed, at dansk miljøpolitik, klimakrav, dyrevelfærd og befolkningens ønsker aldrig vil udvikle sig på en måde, der forringer værdien af Deres investering.”

Sådan fungerer et samfund naturligvis ikke. Og gudskelov for det.

En del af problemet er, at dansk landbrug stadig er omgivet af en sentimentalitet, som ingen anden stor industri nyder godt af.

Vi taler om “landmanden”, som om han nødvendigvis står med halmstrå i munden og personligt malker familiens rødbrogede ko ved solopgang. Virkeligheden er en anden…

Store dele af moderne dansk landbrug er højteknologisk, gældsfinansieret, eksportorienteret industriproduktion. Der handles med jord, maskiner, foder, kemi, kredit, eksportkontrakter og levende dyr i industriel skala.

Alligevel bliver debatten igen og igen trukket tilbage til slægtsgården, mulden og den danske madpakke, så snart nogen foreslår at behandle erhvervet som netop dét, erhvervet selv hævder at være: Et erhverv!

Vi får at vide, at landmændene “brødføder os”. Det er en effektiv formulering, fordi den får enhver regulering af landbruget til at lyde som et angreb på selve aftensmaden. Men danske svin produceres ikke i industriel skala, fordi nationen ellers sulter. De produceres, fordi nogen kan tjene penge på at sælge dem. Det er der intet odiøst i. Tværtimod. Det kaldes handel. Men så må vi også holde op med at omtale eksportproduktion, som om den var en humanitær nødhjælpsoperation.

Det mest interessante ved landbrugets frihedsargument er det, som mangler.

For friheden har aldrig kun én part: Landmanden ønsker friheden til at producere. Men naboen ønsker rent drikkevand. Fiskeren ønsker en fjord med fisk i. Og badegæsten ønsker et hav uden iltsvind og fedtemøg.

Skatteborgeren ønsker ikke nødvendigvis at betale for at reparere miljøskader, som private virksomheder har tjent penge på at skabe. Og dyr er ikke maskindele, blot fordi deres lidelse kan omsættes til lavere produktionsomkostninger.

Når samfundet strammer reglerne for kvælstof, pesticider, klima eller dyrevelfærd, er det derfor ikke nødvendigvis et “angreb på landbruget”. Det kan også beskrives med et mindre dramatisk ord, nemlig regulering.

Vi regulerer fabrikker. Vi regulerer banker. Vi regulerer restauranter. Vi regulerer byggepladser. Vi regulerer medicinproducenter. Vi regulerer alle erhverv.

Det mærkelige ville være, hvis landbruget var undtaget.

Ja, konkurser er tragiske

Her kommer så det argument, der altid skal lukke diskussionen: Men hvad med familien?Hvad med gården, der har været i slægten i fire generationer? Hvad med mennesket bag regnearket? Det er alvorlige spørgsmål. En konkurs kan ødelægge økonomier, ægteskaber og livsdrømme. At miste en gård, som ens familie har drevet i generationer, kan være et voldsomt personligt tab.

Men det særlige ved tragedier er, at de ikke kun rammer landmænd. Restauratøren, der mister sin restaurant efter 30 år, har også et livsværk. Selvstændige håndværkere kan også miste huset. Butiksejere kan også ligge søvnløse over banken. Iværksættere kan også se tyve års arbejde forsvinde.

Vi kan godt have medfølelse med mennesker uden at ophæve økonomiens spilleregler for deres branche. Faktisk er det en mærkelig form for nedladenhed at forestille sig det modsatte…

Som om landmanden ikke er et myndigt menneske, der kan træffe økonomiske beslutninger og bære konsekvenserne af dem, men en slags nationalt plejebarn, som staten har pligt til at beskytte mod verdens forandringer.

Landmænd er voksne mennesker. De er erhvervsdrivende. De kan læse en låneaftale. De kan tjene penge. De kan stemme. De kan demonstrere. Og de kan tage fejl.

Det er derfor, traktordemonstrationerne har noget næsten paradoksalt over sig.

Her kommer den frie landmand kørende til staten i et stykke maskineri til flere millioner kroner for at kræve beskyttelse mod konsekvenserne af den økonomiske frihed, han ellers forsvarer. Det er naturligvis hans demokratiske ret. Men vi andre behøver ikke lade os imponere af motorstørrelsen. Et demokrati fungerer ikke sådan, at den branche med de største køretøjer får de mildeste regler. Og politiske beslutninger bliver ikke mere urimelige, fordi de mennesker, der er imod dem, kan blokere en motorvej.

Landbruget må gerne kæmpe for sine interesser. Det gør alle andre erhverv også. Men så skal vi kalde det dét: Interessekamp. Ikke folkets oprør. Ikke kampen for Danmarks overlevelse. Ikke den lille mands sidste desperate forsvar mod systemet.

En kapitalintensiv branche forsøger at beskytte værdien af sine aktiver og begrænse sine omkostninger. Fair nok. Men spar os for glorien.

For det principielle spørgsmål er meget enkelt: ”Er landmænd frie erhvervsdrivende?” Hvis svaret er ja, må de have samme vidunderlige og ubarmhjertige frihed som alle andre: Friheden til at investere. Friheden til at ekspandere. Friheden til at tjene en formue. Friheden til at tage fejl. Og friheden til at gå konkurs…

Man kan ikke kræve kapitalismens gevinstmuligheder og samtidig forlange socialstatens madras placeret under enhver fejlinvestering.

Enten mener man, at landmanden er et frit menneske. Eller også mener man, at han er statens økonomiske ansvar. Dansk landbrug vil tilsyneladende gerne være det første, når pengene tjenes, og det andet, når regningen kommer…

Det er ikke frihed. Det er særbehandling med traktordæk. Og måske er tiden kommet til at sige det højt?