Foto: © Vejdirektoratet
Vejdirektoratet ombygger krydset mellem Viborgvej og Fuglsangvej på rute 26 for at forbedre trafiksikkerheden. Det opgraderede kryds vil efter planen stå færdigt i maj 2027.
I krydset mellem Viborgvej og Fuglsangvej i Favrskov Kommune er der registreret flere ulykker i nyere tid. Vejdirektoratet begynder derfor nu at etablere venstresvingsspor på Viborgvej i begge retninger, der skal mindske risikoen for, at trafikanter, der skal dreje til venstre, bliver påkørt bagfra. Samtidig forbedres oversigten i krydset ved at flytte stoplinjen på Fuglsangvej frem, så trafikanterne får bedre udsyn til trafikken på Viborgvej ligesom hastigheden fremover sættes ned fra 80 kilometer i timen til 70 kilometer i timen.
Jonas Møller Johnsen, der er projektleder i Vejdirektoratet, glæder sig over at krydset får en længe ventet opgradering, der sikrer et mere sikkert kryds samt en bedre fremkommelighed, til glæde for de mange daglige trafikanter.
”De nye tiltag vil bidrage positivt til trafiksikkerheden og forhåbentligt kan vi helt undgå ulykker i fremtiden. Ligeledes vil venstresvingsbanerne skabe en forbedret fremkommelighed, fordi ingen bilister længere skal holde stille på Viborgvej og blinke til venstre, mens de venter på et hul i den tætte trafik. Jeg håber, at det vil opleves som en markant forbedring i krydset” siger Jonas Møller Johnsen.
Vejdirektoratets entreprenør, Kølkær Entreprenør, starter arbejdet i den kommende uge, hvor de skal forberede arbejdsområdet ved at lave ny asfalt, striber og afmærkning. Herefter vil trafikken igennem krydset køre i nye, smalle vognbaner med 50 kilometer i timen.
Enkelte arbejdsfaser udføres om aftenen og natten, fordi entreprenøren skal arbejde fra én af de to vognbaner. Her opsættes der signalanlæg, så trafikken kan passere skiftevis.
Anlægsarbejdet forventes afsluttet i maj 2027.