DUMMERE END GEDEN…
Af Kurt Villy Svendsen
Julemærket fra 1913 – motivet med englen og nissen og i øvrigt det eneste julemærke, der var kvadratisk – blev kritiseret af køberne – såvel på grund af formatet som sammenblandingen af symboler – så Julemærkekomitéen udskrev derfor en konkurrence om motivet til mærket i 1914.
Mange forslag kom på bordet, næsten 300, men til sidst enedes man om et motiv med en lille pige, der fodrer duer på Rådhuspladsen.
De hvide duer kan have talt til håbet om fred, idet 1. Verdenskrig brød ud samme år.
Bag mærket stod kunstnerne Valdemar Andersen og Wilfred Glud, og der blev trykt 8,5 millioner stk. Pris som tidligere nævnt: 2 øre.
Jeg har et lidt usædvanligt julekort, sendt 1914, tegnet af Peder Chr. Pedersen, og her hygger Gammelnissen sig gevaldigt med et egern, der sikkert hedder Ratatosk og er i godt humør, fordi der er julemad på fadet. Nissen er egernets ven i nøden, kan man sige, for som bekendt kunne egernet Ratatosk i den nordiske mytologi bevæge sig mellem ild og vand, og hvad der ligger der imellem.
P. C. Pedersen har tegnet mange sjove nissemotiver, men et egern er ikke helt almindelig kost på et julekort. I forhold til grisen og katten gælder det samme i øvrigt for en gedebuk, men i dag skal vi høre lidt om begge disse bæsters optræden på datidens julekort.
Når min gamle kollega ved Hadsten Postkontor, landposten Leo Jensen, virkelig mente at nogen skilte sig ud med en uheldig bemærkning eller opførsel, kom det prompte: -Han er dummere end geden!
En kvindelig postassistent kunne også – når hun følte, at budenes opførsel gik over stregen, råbe: -Du er en ged! (Det var ikke ment som en ros.)
Uanset disse sprogblomster er julebukken eller julegeden, som han også kaldes, en ganske imponerende størrelse. Geden Heidrun boede på taget af Valhalla, og her sad hun og udvekslede bageopskrifter og alverdens røverhistorier og udtænkte skumle planer sammen med egernet Ratatosk, der satte pris på et godt kogleår og havde en forkærlighed for nøddehorn.
Som bekendt spændte Thor to geder for sin vogn – Tandgrisner og Tandgnost – og Thor kunne tilmed æde sine gedebukke. Så længe, han bevarede knogler og skind, kunne de straks genskabes.
Men nu bliver det uhyggeligt:
I Holbergs skuespil ”Julestuen” farer Arv i 9. scene ind på gulvet og skriger: ”Jeg er julebukken, husbond”.
Han er iklædt et hvidt lagen og har to store horn i panden, og så ryster folk i julebukserne.
Senere kommer han ind igen – sodsværtet i ansigtet og med en pind i munden, hvorpå der står to lys. Han rider på et par karle, som har bagdelene vendt mod hinanden. Og så nøjes folk ikke længere med kun at ryste i bukserne.
I må forstå, at Julebukken er en farlig svend, som har for vane at tage alle de børn, der ikke har fået pænt tøj på juleaftensdag. Helt tilbage i tiden – mens selv Gammelnissen var ung og kry – blev folk bange for geden, som har så langt hår, at det dækker benene.
To kæmpestore horn bruges til at stange de skrækslagne børn med.
Desuden er han ledsaget af en gris, som kaldes Glosoen, fordi den altid glor på mennesker og grynter, så de stivner af skræk ved mødet.
Der fyger gnister fra dens børster, og så er den lige så stor som en Limousine-tyr fra ”Bægaard” i Lyngå og har desuden hugtænder. På ryggen af det ene bæst sidder nissen med sin røde strikhue og uldne hoser og vadmelsbukser og hyler og skriger.
Hvis man møder dette optog ved kirkelågen, skal man straks sige ”Halleluja” og krydse benene for at få det til at løbe udenom.
Glemmer man i høst at tage korn fra til Glosoen, vil hun juleaften ligge og grynte og prutte under bordet og puste alle julelysene ud.
Og tro mig: Prutteri fra en ægte prutmester som Glosoen kan ødelægge en familieaften og lægge en dæmper på selv den bedste julefrokost.
Med tiden fandt Gammelnisserne ud af, at disse skumle skabninger kunne formildes ved hjælp af nogle gode potter juleøl, en heftig bitterdram og rigelig med risengrød og ekstra smørklat.
Senere er grisen som bekendt blevet kristne menneskets bedste ven, og selv julebukken er blevet så mild af sind, at vi nu om stunder har fået lov til at fremstille ham af halm og ståltråd.
For os, der kørte knallert, da sådan en hed Everton, SCO, Derby eller Puch, får udtrykket ”Gedebukkestyr” helt ny betydning. Vi griber skælvende om håndtaget med ærbødighed.
Se endnu engang indledningsbilledet med en tilfreds nisse til geds med høj cigarføring og med dejlige julepakker på bagagebæreren. Og minsandten: Der har vi jo Glosoen ved siden af.
Soen ser både veldresseret og mild ud på julekortet, og det er nok fordi, hun har været igennem den dygtige norske tegner Gunnar Bratlies hænder.
Samtidig med sit arbejde på Porsgrunns Porcelænsfabrik tegnede Bratlie masser af postkort, og der blev også tid til mange julekort, markedsført af blandt andet K. Witt-Møllers Kunstforlag i København.
Bemærk signaturen B for Bratlie, men som også kan læses som 13 – antallet af bogstaver i kunstnerens navn.
Lis Kristensens store samling af postkort indeholder naturligvis også et godt motiv fra 1914, sendt til hendes oldefar, Niels Jensen på ”Duelund”, Vissing Mark pr. Lerberg Station, som der står i adressefeltet. Her står en nissedreng og funderes over julegrisens skæbne, medens grisen taler godt for sig fra svinehuset.
I samlingen findes et julekort adresseret til Agnes Stenderup, Højgaardslund i Hadsten (eller Højgaardshus, se opslaget), men hvor lå den ejendom..?
Et godt motiv fra Hadsten skal vi også have med, og det kan passende være et smukt, snedækket motiv af Sct. Pauls Kirke.
Kirken var godt nok ikke bygget endnu i 1914, men det var præcis i det år, en gruppe foretagsomme borgere gennem annoncering slog et slag for opførelsen af byens kommende kirke, hvilket gav bonus fem år efter…
