Foto: Skærmprint fra favrskov.dk
Hvert år bliver der udpeget 100 talenter ind for velfærdssektoren, og i år er social- og sundhedsassistent Tanja Bechmann Søiberg at finde iblandt dem.
Når Tanja Bechmann Søibergs leder beskriver hende som medarbejder, så lyder det sådan her:
– Tanja møder beboerne med varme, respekt og ro og har et særligt blik for det enkelte menneskes behov. For Tanja handler pleje ikke kun om opgaver – det handler om relationer, værdighed og om at skabe en hverdag, hvor beboerne føler sig set og trygge.
Sådan står der nemlig i den indstilling, der ligger til grund for, at Tanja Søiberg nu er udpeget som et af landets velfærdstalenter i 2026. Hun arbejder som social- og sundhedsassistent på Hinneruplund, og hun vil bruge udpegningen til velfærdstalent til at sætte fokus på et fag, hvor man hver eneste dag gør en stor forskel for andre mennesker.
– Borgerne kan mærke, når man et til stede i sit job, og så roser de en, og man kan mærke, at de er taknemmelige. Den følelse er fantastisk. Mine kolleger og jeg arbejder i et fag, hvor man giver meget af sig selv og har et stort ansvar, og derfor gør det mig selvfølgelig glad at blive anerkendt for indsatsen. Det motiverer mig til at fortsætte med at blive dygtigere og gøre det allerbedste, jeg kan, for borgerne, siger Tanja Søiberg.
Det er pensionsselskabet PenSam og FOA Ungdom, der står bag den årlige udpegning af 100 unge talenter, der arbejder inden for velfærdssektoren, og som hver dag gør en forskel for andre mennesker. Man skal være under 36 år for at komme i betragtning, og indstillingen skal komme fra borgere, kolleger eller egen leder. Tanja Søiberg er blevet nomineret af sin leder.
– Det sidste par år har jeg haft fokus på at udvikle mig arbejdsmæssigt. Jeg har haft blod på tanden, og det var en stor oplevelse for mig at læse min leders indstilling af mig. Det gør mig glad og stolt, at min leder har set min udvikling. Det motiverer mig til at fortsætte med at blive dygtigere. Alle fortjener at få at vide, at man er dygtig til sit arbejde, og at der er brug for en. Fremover vil jeg være opmærksom på, at jeg jo også kan indstille kolleger som velfærdstalenter. Jeg har dygtige kolleger, som jeg spejler mig i hver dag, siger Tanja Søiberg.
Hun er sammen de øvrige velfærdstalenter blevet fejret ved et arrangement på Christiansborg i København og hos FOA i Randers. De har alle fået et diplom og et katalog med de indstillinger, der er skrevet for hvert enkelt velfærdstalent.
– Det er inspirerende at læse, hvad alle de andre er dygtige til. Det er der stor læring i. Hvis de læser min leders indstilling om mig, så håber jeg, at de kan uddrage, at for mig handler arbejdet ikke kun om opgaveløsningen. Det handler også om, at jeg altid gør det allerbedste, jeg kan, siger Tanja Søiberg.
Hun har været uddannet i seks år, og heraf har hun arbejdet på Hinneruplund i de sidste tre år. Hun vil gerne bruge titlen som velfærdstalent til at sætte fokus på SOSU-faget som et fag, hvor man kan udvikle sig.
– Det er vigtigt for mig at vise, at det er et fag, hvor der er plads til udvikling, og at man kan få flere ansvarsområder. Jeg er fx vejleder for nye kolleger, jeg er UTH-ansvarlig, og jeg er også tillidsrepræsentant – jeg har det fint med at gå forrest og italesætte ting, som vi kan gøre bedre for både borgere og medarbejdere, siger Tanja Søiberg og fortsætter:
– Faget er for alle, som vil gøre en forskel. Jeg har mange ufaglærte kolleger, som der er et stort potentiale i. Nogle af dem synes, at jobbet er svært i starten, og det kan det også godt være. Men de fleste bliver dygtige og trygge i arbejdet. Jeg kan faktisk godt blive overrasket over, hvor dygtige de er. Måske er der et nyt velfærdstalent blandt dem.