Der findes mennesker, der drømmer om at vinde i Lotto. Andre håber på en lønforhøjelse. Og så er der Skattestyrelsen, som tilsyneladende har kastet sig ud i en veritabel skattejagt – efter redaktørens egne penge.

Første kapitel udspillede sig i juni, hvor et særligt dedikeret regnestykke afslørede, at staten skyldte redaktøren den nette sum af… 99 øre. Et beløb så astronomisk, at det naturligvis straks blev overført til NemKontoen. Ingen kan beskylde myndighederne for at lade småpenge ligge.
Man kunne have troet, at sagen dermed var afsluttet. Men nej. Skattestyrelsen har tydeligvis haft svært ved at slippe mysteriet. Endnu en gang er lommeregnerne blevet støvet af, regnearkene åbnet og kaffemaskinen sat over.
Resultatet? En ny sensation!

Efter endnu en minutiøs gennemgang har man opdaget, at der faktisk gemte sig hele 610,51 kroner. Dertil kommer 9,52 kroner i for meget opkrævet dag-til-dag-rente. Dog må staten naturligvis have sine tidligere udbetalte 99 øre tilbage – rundet op til én krone, for der skal være orden i regnskabet.
Det giver en samlet gevinst på 619 kroner, som lander på kontoen den 19. august.
Man må næsten beundre vedholdenheden. Hvis samme grundighed blev anvendt på huller i vejene, togforsinkelser eller offentlige byggeprojekter, ville Danmark være tæt på verdens ottende vidunder.
Nu melder det spændende spørgsmål sig: Er dette virkelig sidste akt? Eller sidder der netop nu en embedsmand med panden i dybe folder og tænker: “Vent… hvad nu hvis vi har overset 37 øre?”
Det ville næsten være synd at stoppe nu. Måske kan redaktøren se frem til endnu et brev om et par måneder. Denne gang med den glædelige meddelelse, at redaktøren er berettiget til yderligere 14,63 kroner – naturligvis efter modregning af en tidligere afrunding og regulering af en historisk rente fra den 17. marts klokken 14.27.
Man kan naturligvis kun glæde sig over, at skattekronerne bliver passet med en sådan nidkærhed. Især når de en sjælden gang finder vej tilbage til den, de kom fra…
Men man kunne selvfølgelig også spørge, om den samme energi evt. kunne bruges på at gøre skattesystemet en smule enklere?
Men det ville nok være alt for nemt.
Og så ville læserne af PingvinNyt.dk jo gå glip af næste sæson af “Skattestyrelsen – Jagten på de Forsvundne Ører”.
Jeg glæder mig allerede til fjerde genberegning…
