Af PET PEDERSEN, Radikale Venstre i Favrskov
Efter sommerferien skal byrådet i Favrskov behandle høringssvarene til den planlagte solcellepark mellem Hadsten Nord, Nr. Galten og Hadbjerg. Jeg håber, politikerne finder de sidste løsninger og vedtager projektet.
Debatten har været intens, og det er helt naturligt, at store forandringer skaber bekymringer. Når noget nyt placeres tæt på vores hjem, reagerer vi som mennesker. Men vi skal også huske at se på helheden.
På borgermødet i Sløjfen i juni hørte jeg en ung tilflytter til Hadbjerg fortælle, at hendes venner nu fravalgte området på grund af solcellerne. Jeg forstår godt følelsen af usikkerhed, når landskabet omkring ens hjem ændrer sig. Men lad os også bevare proportionerne. En solcellepark er ikke et støjende industriområde, og den ændrer ikke vores byer til det værre.
Jeg har selv boet næsten 30 år lige op ad jernbanen. Vi har levet med mange års sporarbejde, støj og besværlig transport mod Aarhus. Alligevel elsker vi området, og mennesker flytter fortsat gerne hertil. En solcellepark kan ganske enkelt ikke sammenlignes med de daglige gener fra en jernbane.
Hvis det samme areal i stedet var blevet udlagt til et nyt boligområde, som vi har set andre steder omkring Hadsten, havde debatten om tab af natur formentlig set meget anderledes ud. Vi ønsker vækst, nye borgere og levende lokalsamfund – men udvikling kræver strøm.
For Hadsten, Nr. Galten og Hadbjerg giver projektet samtidig konkrete lokale gevinster. Vi beskytter vigtige drikkevandsressourcer og får mulighed for et nyt rekreativt område med skov, læbælter, stier og opholdsmuligheder i stedet for intensivt landbrug.
Selvfølgelig skal vi fortsat arbejde for solceller på tage, skoler og parkeringspladser. Alle de nære løsninger skal i spil. Men de kan ikke stå alene.
Strømmen fra solcelleparken bliver en del af den samlede danske energiforsyning. Det handler derfor ikke kun om vores eget lokalområde, men om et fælles ansvar for den grønne omstilling og vores fremtidige energisikkerhed.
Den dag anlægget ikke længere er nødvendigt, kan det fjernes. Jorden er ikke tabt for altid.
Kære byråd: Lyt til bekymringerne, men lad ikke frygten blive den eneste stemme. Stem for fremtiden, fællesskabet og en løsning, der rækker længere end vores egen baghave.
Læserbreve og debatindlæg er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.