Tre unge på 15-16 år er tiltalt i en sag om planer om et angreb på Hadsten Skole.

Ifølge anklageskrifterne var børn og ansatte på skolen udset som mål, og der indgik våben og sprængstoffer i planerne. Læs lige den sætning én gang til:

Børn og ansatte på Hadsten Skole. Våben. Sprængstoffer.

Det er svært at forestille sig en mere alvorlig sag i et lokalsamfund.

De tre unge er tiltalt – ikke dømt. Skyldsspørgsmålet afgøres ved domstolene, og sådan skal det naturligvis være. Men anklagerne er virkelige. Sagen er virkelig. Og de spørgsmål, den rejser, er i den grad virkelige. Alligevel er den politiske reaktion nærmest ikkeeksisterende.

Fra Christiansborg? Tavshed…

Men endnu mere påfaldende: Fra vores egne folkevalgte politikere i Favrskov? Larmende tavshed!

Hvor er I henne?

I er ellers ikke svære at få øje på, når der skal klippes en snor, fotograferes ved et kommunalt projekt eller fortælles på Facebook om alt det gode, I foretager jer.

Men når en sag rammer, som er så mørk, så ubehagelig og så alvorlig, at den kræver andet end politiske floskler, bliver der pludselig meget stille. Det er ikke godt nok.

Og undskyldningen kan ikke være, at sagen først skal afgøres ved domstolene. Ingen forlanger, at et byrådsmedlem skal afgøre skyldsspørgsmålet på Facebook.

Men vi kan med rette forlange, at vores folkevalgte forholder sig til, hvordan ganske unge mennesker overhovedet kan ende et sted, hvor et angreb på en skole angiveligt bliver en konkret plan.

– Hvor er debatten om radikalisering?

– Hvor er debatten om de digitale mørke miljøer, som nogle unge opsøger?

– Hvor er debatten om nihilisme, ensomhed, mistrivsel, manglende fællesskaber og fraværet af mening?

– Hvor er spørgsmålene om, hvorvidt skoler, kommune, politi, psykiatri og andre myndigheder har de nødvendige redskaber til at opdage faresignalerne?

Og det helt enkle spørgsmål er:

Hvad vil I politikere gøre for at mindske risikoen for, at noget lignende kan ske igen?

For dette er ikke en sag, man bare kan tie sig igennem og håbe forsvinder fra forsiderne.

Men måske skyldes berøringsangsten netop, at sagen er vanskelig.

Den passer ikke nødvendigvis ind i de sædvanlige politiske fortællinger om terror og radikalisering.

Hvis anklageskriftet står til troende, kommer mørket denne gang ikke langvejs fra. Det findes blandt helt unge mennesker i vores eget lokalsamfund.

Og så bliver spørgsmålene straks mere ubehagelige.

For så handler det også om os selv. Om det samfund, vi har bygget. Om de fællesskaber, nogle unge ikke føler sig som en del af. Om den meningsløshed, vrede eller fascination af vold, der kan få unge til at søge mod internettets mørkeste afkroge.

Det er selvfølgelig komplekst. Men kompleksitet er ikke en undskyldning for tavshed.

Tværtimod. Det er præcis dér, vi har brug for politikere. Ikke kun når der skal fordeles penge, vedtages lokalplaner eller skændes om en rundkørsel eller en solcellepark.

Men når et lokalsamfund bliver konfronteret med noget, der er så alvorligt, at der ikke findes et nemt svar, har vi i endnu højere grad brug for, at vores folkevalgte træder i karakter.

Tavshed er også et politisk valg.

Og lige nu er det dét valg, alt for mange af jer folkevalgte synes at have truffet.

Hvis anklager om planer om et angreb med våben og sprængstoffer mod børn og voksne på Hadsten Skole ikke er alvorlige nok til at få jer på banen, er det svært at forestille sig, hvad der er.

Borgerne i Hadsten og resten af Favrskov har ikke brug for politikere, der kun træder frem, når dagsordenen er behagelig.

Vi har brug for politikere, der også tør stå der, når spørgsmålene er grimme, svarene vanskelige og emnet politisk ubekvemt. Det hedder lederskab, hvis I skulle være i tvivl.

Og lige nu er fraværet af det øredøvende.