Foto: © Regionshospitalet Randers
Fra nytår får borgere i Favrskov, Randers, Norddjurs og Syddjurs Kommuner adgang til regionale sundheds- og omsorgspladser på seks forskellige adresser. Pladserne er til borgere, der har brug for pleje og behandling, men ikke for at være indlagt på hospitalet.
Som led i sundhedsreformen overtager Region Midtjylland fra 1. januar 2027 ansvaret for en række opgaver, der hidtil har været varetaget af kommunerne. Det gælder blandt andet de kommunale akutteams og midlertidige pladser, som fremover bliver en del af det regionale sundhedstilbud. Regionsrådet har nu godkendt placeringer af de kommende sundheds- og omsorgspladser.
I Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommuner, der tilsammen udgør Sundhedsråd Kronjylland, bliver pladserne fordelt på seks lokationer. Det bliver afdelingen Borgernær Sundhed på Regionshospitalet Randers, der får ansvaret for driften.
Den oprindelige plan omfattede otte lokationer, men af hensyn til de faglige rammer og økonomien i den daglige drift er det besluttet at samle pladserne på seks matrikler. Det betyder, at de to mindste planlagte lokationer – Randers C (det nuværende hospice) og Auning (det nuværende døgnafsnit ved Træningscenter Auning) – ikke bliver taget i brug. Det skyldes, at det vil være tæt på dobbelt så dyrt per plads at drive de to mindre steder sammenlignet med de øvrige lokationer.
– Det er et større puslespil at få det nødvendige antal pladser til at hænge sammen med den økonomiske ramme, vi har til rådighed. Derfor har det været nødvendigt at justere den oprindelige plan, og både sundhedsrådet og hospitalet har arbejdet konstruktivt med at finde en løsning. Jeg synes, vi er nået frem til et godt tilbud til borgerne, der hænger sammen både fagligt og økonomisk, siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).
Sundhedsråd prioriterer byggeprojekter De seks lokationer bliver udgangspunktet, når regionen overtager ansvaret fra kommunerne ved årsskiftet. Der skal samtidig arbejdes videre med, hvordan sundheds- og omsorgspladserne indrettes på længere sigt.
– Nu har vi lagt fundamentet for at komme godt i gang med sundheds- og omsorgspladserne fra januar. Det bringer os et vigtigt skridt tættere på et godt og trygt tilbud til borgere, der har brug for pleje og behandling uden at være indlagt på hospitalet. Samtidig arbejder vi i sundhedsrådet videre med en langsigtede model med fokus på at styrke det nære sundhedsvæsen, siger formand for Sundhedsråd Kronjylland, Jakob Søgaard Clausen (DD).
Fakta
Hvad er en sundheds- og omsorgsplads?
-
En sundheds- og omsorgsplads er et midlertidigt tilbud til borgere, der har brug for professionel pleje eller behandling udover, hvad der er muligt i eget hjem, men som ikke har behov for at være indlagt på et hospital.
-
På en sundheds- og omsorgsplads kan borgerne få den nødvendige hjælp og støtte i en periode, indtil de igen kan komme hjem. Medicin under opholdet er vederlagsfri.
-
Fra 1. januar 2027 overtager regionerne ansvaret for sundheds- og omsorgspladserne som led i sundhedsreformen.
Her placeres sundheds- og omsorgspladserne i Kronjylland: Med regionsrådets beslutning er det fastlagt, at der fra 1. januar 2027 bliver sundheds- og omsorgspladser på følgende seks adresser:
-
Randers NV: Nuværende Tryghedshotellet, Parkboulevarden 71P, 8920 Randers NV.
-
Assentoft: Nuværende døgngenoptræning i Svaleparken, Svalevej 11, 8960 Randers SØ.
-
Øster Tørslev: Træningshøjskolen Åbakken, Bakkevænget 1, 8983 Gjerlev J.
-
Hammel: Nuværende Plejehjem Solhøj, Dommerparken 15, 8450 Hammel.
-
Tirstrup: Rehabiliteringsafdelingen, Århusvej 35, 8400 Tirstrup.
-
Grenaa: Tidligere Plejecenter Fuglsanggården, Trekanten 1, 8500 Grenaa.