JULEMARKED OG ANDRE NISSERIER…
Af Kurt Villy Svendsen
Juletid er også markedstid, og før Coronaen forpestede landet, besøgte jeg altid Kolind Julemarked første weekend i december.
Her vrimlede det med nisser og brændte mandler i alle afskygninger, og der blev serveret klejner og æbleskiver til kaffen, og glade mennesker sad ved lange borde og fik kalenderlysene galt i halsen. Coronaens eftervirkninger kombineret med den ulyksalige krigssituation i Europa og deraf følgende stigende energipriser aflivede i år det gamle, hæderkronede julemarked og meget andet sjovt, vi holdt af.
Måske kan noget af det fornøjelige genopstå? Hvem ved?
Genopstandelser har vi heldigvis hørt om før.
Før i tiden kunne man tilmed være så heldig at støde på politikere af enhver partifarve på julemarkedet. De forsøgte med slesk tale og bolcher at købe gæsternes stemmer til kommende valg.
Faktisk kunne man ikke undgå dem, for den slags har det med at mænge sig.
Endvidere smisker de sig ind på børnene med balloner og billig lakridskonfekt.
En munter soldat fra Socialakrobaterne trak mig et år til side og råbte:
-Ja – værs´go, snup du bare et bolche…
Jeg gik nærmere og betragtede udvalget.
-Hvis det ikke går for hårdt ud over partikassen, vil jeg faktisk hellere have en kuglepen, svarede jeg, og det havde kammeraten ikke noget imod. Da hans blik ramte min skjortelomme, tillod han sig dog at brumme: -Det ser ellers ud til, at du har nok i forvejen…
-Hov hov, svarede jeg: -Den ene er en hobbykniv, men lad være med at sige det til nogen…
-Nej for pokker, grinede kammeraten: -Så bliver du sgu´ anholdt lige på stedet og kørt i Norddjurs arresthus…
I selvsamme øjeblik var det, at tankevirksomheden blev skærpet, for mit kære gamle familiemedlem, Fætter Villy fra Randers, nærmede sig boden.
Vi ses ikke så ofte, men alligevel undrede det mig, at han bar hvid kittel, og der rundt om hans hals hang et stetoskop. Måske var det Villys nye stil.
Da opdagede jeg, at fætter i den ene hånd holdt en blodtryksmåler, og under armen sad en synstavle. Desuden stak der mindst fire røde-kors kuglepenne op af hans jakkelomme bag et par servietter og nogle gummihandsker.
-Nå, det var da hyggeligt, Villy, begyndte jeg, men han afbrød mig:
-Hej Kurt Villy – gamle homo. Det er længe siden, hvad? Jeg var for resten ved læge i går. Inde i Dytmærsken, du ved. Hun siger, jeg lider af kleptomani, og jeg aner sgu´ ikke engang, hvad ordet det betyder… Gi´r du en bajer…?
Medens vi drak øllet, faldt snakken på Hadstens stolte folkefest, Lilleåmarkedet, men tidligere tiders velbesøgte hestemarkeder i stationsbyen kom vi også ind på.
En forhenværende gårdejer fra området ved Lerbjerg blev som dreng sat til at gå bagved og genne på en hest, der skulle afleveres til en handelsmand på markedet i Hadsten.
Knægten, der trak hesten, var imidlertid en overfrisk laban, der mente, at det først og fremmest gjaldt om at få solgt hesten.
På vejen mødte de en anden handelsmand, der interesseret betragtede dyret.
-Er den krikke til salg, spurgte han.
-Ja, fanme´ så, råbte knøsen, og efter lidt parlamentering frem og tilbage blev der givet håndslag, og så var den hest omsat.
Dette blev ikke modtaget med begejstring af handelsmanden, der allerede havde købt hesten, og som et par rigtige gammelnisser kom de op at slås om retten til dyret.
Sådan kunne der let opstå skærmydsler, når det månedlige marked blev afholdt på pladsen tæt på byens velkendte udskænkningssted – Hadsten Kro – hvor der meget belejligt efter veloverstået handel kunne drikkes lidkøb, så man kunne få en ordentlig blæser på.
