Kan du huske hvem der sagde: ”Der er ikke én frø, der er ikke én fugl, der er ikke én fisk der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik.”
Det var såmænd tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, og så vidt jeg husker, faldt ordene ved Venstres landsmøde i 2003.
Det var en glad og stolt Anders Fogh der her glædede sig over at Sven Aukens ’rabiate’ miljøpolitik var skrottet. Og sammen med Anders Fogh kunne især landmændene glæde sig. De snærende bånd som Auken – og EU – havde pålagt dem, var nu blevet løsnet. Samtidig blev også kampen mod klimaforandringerne aflyst, og Bjørn Lomborg blev sat i spidsen for et helt nyt miljøinstitut. Til gengæld blev de rigtige eksperter skældt ud for at være ’smagsdommere’ og sat på porten.
I dag – tyve år efter at Fogh fejrede sejren over Auken – ved vi at han talte usandt. Han fortalte ikke sandheden, han sagde kun det landmændene og klimaskeptikerne helst ville høre. Det var også det de fleste vælgere dengang helst ville tro på.
Resultatet ser vi i dag. Fiskene er væk fra de indre farvande, og der er langt færre af de gammelkendte fugle som svaler, lærker, stære og viber. Generelt er mange arter truet af udryddelse.
Årsagerne er forskellige, men de fleste kan føres tilbage til de mange husdyr og til den måde landmændene dyrker jorden. Gylle og kvælstof ledes ud i vandløb og fjorde, og sprøjtegiftene gør det de skal – slår uønskede dyr og vækster ihjel. Og dermed fjerner de fødegrundlaget for blandt andet fugle og sommerfugle.
Jeg bebrejder ikke primært landbruget. Jeg er selv vokset op på en gård, og jeg ved at landmænd er nødt til at strenge sig an når de skal have overskud og klare sig i konkurrencen. Og langt de fleste landmænd holder sig jo også inden for loven.
Min vrede i dag retter sig derimod især mod populistiske politikere som Anders Fogh og andre der ikke tør sige sandheden af angst for vælgerne. Politikere skal ikke løbe med, de skal træde i karakter, sige sandheden og gå forrest. Men det har det i udpræget grad knebet med, ikke kun i Venstre, men også i andre af de såkaldt regeringsbærende partier. De snakker folkestemningen efter munden, forlader sig på frivillige aftaler, beder om flere undersøgelser, lukker øjnene. Og spiller overraskede og chokerede når de opdager hvor deres manglende mod har ført os hen.
Derfor lytter jeg i disse dage interesseret på Venstre nuværende formand. Mener han det virkelig når han siger at landbruget skal pålægges en klimaafgift? Har han modet til at stå fast når vælgerne flygter, og medlemmerne jagter ham med høtyve?
Inderst inde ved vi det godt, alle sammen. Vi kan ikke fortsætte med at lade landbruget ødelægge havmiljøet og biodiversiteten. Men endnu er der populister der prøver at bilde vælgerne ind at fiskene, fuglene og sommerfuglene – og de andre arter vi har mistet, eller er ved at miste – kommer igen af sig selv.
Jeg håber du står fast, Jacob Ellemann!
