Foto: Gennem medlemskaber, donationer og fundraising ønsker #11paaryggen at rejse midler, som kan understøtte afdelingen på AUH i at realisere deres ambitioner, gode idéer og akutte behov. PR-foto #11paaryggen
BESTSELLER Foundation har tradition for at give en økonomisk håndsrækning til velgørende formål inspireret af kollegerne i BESTSELLER i forbindelse med årsskiftet. I år har alle medarbejdere i modevirksomheden – både herhjemme og i udlandet – haft mulighed for at foreslå en modtager på baggrund af, hvilket formål der ligger den enkelte på sinde.
“Rigtig mange kolleger i BESTSELLER greb muligheden og delte en sag, som står deres hjerte nært. Vi er blevet rørt over medarbejdernes engagement og de personlige motivationer, som vi har modtaget. På vegne af hele vores organisation er vi stolte over at kunne give en håndsrækning til seks organisationer, både i udlandet og i Danmark, som gør en forskel,” siger Tine Fisker Henriksen, direktør i BESTSELLER Foundation, som har hovedsæde på Store Torv i Aarhus.
Bedre behandling til børn og unge
Samlet bliver 3,5 millioner kroner fordelt mellem seks organisationer, der hver på sin måde hjælper en sårbar gruppe i sit lokalsamfund. En af de seks organisationer er foreningen #11påryggen, som støtter afdelingen Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital.
”Donationen fra BESTSELLER Foundation vil gøre en mærkbar og langsigtet forskel for børn og unge, som er indlagt på Aarhus Universitetshospital. Dels skal støtten bidrage til at udbrede hypnoterapi, som kan skåne børn i svær eller smertefuld behandling, og dels kommer vi til at støtte et toårigt projekt, som har fokus på at forbedre behandling af unge med alvorlig eller kronisk sygdom,” siger Anne Fjelsted Christiansen, formand i #11påryggen.
”Det er svært at beskrive vores glæde over at opleve denne opbakning fra BESTSELLERs medarbejdere. #11påryggen er en frivillig forening, som ikke kan eksistere uden private donationer. Med støtte i denne størrelsesorden kan vi hjælpe med at opfylde nogle af børne- og ungeafdelingens helt store ønsker og derigennem være med til at forbedre behandlingen for rigtig mange børn og deres familier.”
Et afgørende engagement
Støtteforeningen #11påryggen blev stiftet i efteråret 2022. Gennem medlemskaber, donationer og fundraising ønsker foreningen at rejse midler, som kan understøtte afdelingen på AUH i at realisere deres ambitioner, gode idéer og akutte behov.
”Det er svært at beskrive, hvor stor en forskel det gør for vores afdeling, at #11påryggen er så engagerede i at samle midler fra private og fonde, der gør, at vi – som i dette tilfælde – kan tilbyde børn og unge noget ekstra. Også en stor tak til BESTSELLER Foundation, som har ønsket at gøre en forskel for børn, unge og deres familier i en svær livssituation. Nu glæder vi os bare til at komme i gang med de spændende projekter,” siger Lone Fredensborg, chefsygeplejerske på Børn og Unge.
BESTSELLER Foundation er støttet af BESTSELLER, og fondens midler kommer fra det overskud, den danske modevirksomhed skaber. Siden fonden blev etableret i 2015, har den investeret og uddelt mere end 200 millioner kroner til initiativer, der skal skabe bæredygtige løsninger og varig trivsel.
Om donationen:
• Hvert år uddeler BESTSELLER Foundation – i samarbejde med medarbejderne i modevirksomheden BESTSELLER – en donation som en del af den årlige nytårsgave.
• I 2023 doneres i alt 3,5 millioner kroner til seks velgørende organisationer, der er foreslået af medarbejderne i BESTSELLER, som blandt andet har kontor i Aarhus.
• Samlet støtter donationen forskellige sårbare grupper: Børn i nød, unge mennesker med psykisk mistrivsel, personer og familier ramt af sygdom samt kvinder bosat i regioner med kvindeundertrykkelse.
• De seks udvalgte organisationer er:
◦ #11påryggen, som ønsker at støtte behandlingen af børn og unge på Aarhus Universitetshospital, Danmark.
◦ AIDER, som styrker kvinder på arbejdsmarkedet i Delhi-Haryana grænseregionen i Indien, et område kendt for at undertrykke kvinders rettigheder.
◦ headspace, som støtter unge mennesker i Danmark i at møde hverdagens udfordringer.
◦ Kinderhoffnung, der er dedikeret til at hjælpe børn og unge i Tyskland, især inden for uddannelse, sundhed og fattigdomsreduktion.
◦ SOS Børnebyerne i Bangladesh, der er dedikeret til pleje af forældreløse og andre sårbare børn.
◦ Stichting Ambulance Wens, der opfylder det sidste ønske i livet for ikke-mobile, terminalt syge patienter i Holland.