Lyder det som noget, du har hørt før?
Så har du ret…
Samtlige landets statsministre siden salig Poul Schlüter – dvs. Poul Nyrup, Anders Fogh, Helle Thorning, Lars Løkke – og nu også Mette Frederiksen har lovet mindre bureaukrati og mere velfærd for pengene…
Budskabet i statsministerens nytårstale denne gang lød nogenlunde sådan her:
”I det nye år vil vi tilbyde alle landets kommuner at blive fri af næsten alle statslige regler på en række velfærdsområder, så I (den danske befolkning – red.) lokalt kan skabe den folkeskole, den ældrepleje og den børnehave, I ønsker” (citat slut).
Altså: I indeværende år vil ALLE kommuner – også Favrskov Kommune – få tilbudt at undtage sig selv for den statslige detailregulering i forhold til skoler, daginstitutioner og ældrepleje!
Hvorfor har vi så ikke set vores nye borgmester, Lars Storgaard, lade champagnepropperne springe i byrådssalen? Er det ikke lige det, han og det nye flertal i byrådet ønsker?
Det vil vi mægtig gerne have et svar på her på PingvinNyt.dk…
Men det får vi temmelig sikkert ikke…
Hvorfor?
Fordi Lars Storgaard i lighed med de fleste af os godt ved, at det ikke har sin gang på jorden…
Det ville da også være Danmarkshistoriens største paradoks, hvis den mest centralistiske regering nogensinde vitterlig skulle springe ud som danskernes store forkæmper for mere decentralisering og frihed til den enkelte kommunalt ansatte sosu-ansatte, pædagog eller skolelærer.
Det lidt ligesom med vejret: Alle taler om det, men ingen gør noget ved det…
Frihed til de ansatte i ældreplejen, daginstitutionerne og skolerne kræver tilbundsgående sanering af det kommunale bureaukrati, hvilket alle siger, at de støtter, men bedrøveligt få, ja nærmest absolut ingen – selv borgerlige – kan eller vil levere…
Hverken borgmester eller menige byrødder har – undskyld udtrykket – ”røv i bukserne” til at tage det nødvendige opgør med veletablerede interesser (læs: DJØF)…
Hensigten med klummen ”SYNSPUNKT” er at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for redaktørens egne holdninger.
Her sættes der fokus på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser,
og hvor navnlig politik og politikere fylder meget. Både lokalt, regionalt og nationalt.
– Og som oftest både respektløst og unuanceret…