Østjyllands Politi fremstillede i dag torsdag kl. 15.00 en 50-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for brandstiftelse.
I løbet af de seneste ugers tid har Østjyllands Politi fået flere forskellige anmeldelser om brande i Ulstrup – og onsdag aften kl. 22.18 rykkede en patrulje ud til endnu en brand på Hovedgaden i byen.
Ved politiets ankomst til stedet nogle få minutter senere kunne betjentene konstatere, at der var brand i en skraldespand, som det også havde været tilfældet ved flere af de seneste brande i byen.
Skraldespanden var udbrændt, og en nærtstående skraldespand var ligeledes hårdt medtaget af branden, som dog hurtigt blev slukket, da brandvæsenet ankom et par minutter senere.
Efterforskningen af sagen ledte politiet på sporet af en 50-årig mand, der blev anholdt kl. 00.32 og sigtet for brandstiftelse.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen, da brandene fortsat er under efterforskning.
Mange henvendelser vedrørende spoofing-opkald
Østjyllands Politi har over den seneste tid modtaget en del henvendelser fra bekymrede borgere, der er blevet ringet op fra et vellignende dansk telefonnummer og forsøgt svindlet.
Opkaldet kommer fra en robotlignende engelsktalende stemme, der udgiver sig for at være fra politiet. Ifølge henvendelserne beder stemmen i telefonen om, at man skal indtaste forskellige numre undervejs i samtalen i et forsøg på at franarre dig dine penge og personlige oplysninger.
Vi opfordrer til, at man straks lægger røret på, hvis man bliver ringet op af en lignende stemme. Opkaldet kommer ikke fra os. Der er med stor sandsynlighed tale om såkaldt ‘spoofing’, hvor udenlandske svindlere ændrer visningen af deres eget nummer til et tilfældigt dansk nummer. På den måde ser det ud som, man bliver ringet op fra et dansk nummer, selvom opkaldet kommer fra udlandet.
Hvis du er blevet franarret dine personlige oplysninger, skal du hurtigst muligt kontakte din bank og få spærret dine konti. Hvis du modtager et nyt opkald, skal du smække røret på. Vi opfordrer til, at du anmelder det til os, hvis du er blevet udsat for spoofing. Det gælder dog kun, hvis man allerede er blevet udsat for svindel. Hvis du blot modtager et mistænkeligt opkald, som vi pt. får mange henvendelser om, skal du bare smække røret på – selve det mistænkelige opkald behøver du ikke anmelde til politiet.