Skolernes sommerferie er startet, og dermed er Modelbane Europas sommersæson også kommet i gang. Traditionen tro sætter modelbanen i Hadsten de to flagstænger ud ved indgangen hver dag hen over sommeren for at markere åbningstiden i tidsrummet kl. 10 – 17.
- Vi glæder os altid til sommerperioden, fordi vi normalt modtager flere gæster end i resten af året, siger Bjarne Werliin fra modelbanen. Især de første par uger og de sidste er præget af besøg af bedsteforældre med børnebørn, mens børnefamilierne i højere grad dukker op midt i ferie, hvor forældrene typisk holder ferie. Vi tager også imod en del tyskere og nordmænd, der har lejet sommerhus i regionen.
De fleste gæster bruger mellem 1½ og 2 timer under besøget. Foruden at beundre de mere end 100 tog, som er i drift, kan man også lede efter detaljer i landskaberne som f.eks. figurer, der bevæger sig efter et tryk på en knap. Nogle familier kan få en hel dag til at gå hos Modelbane Europa.
Modelbanens folk kan også afsløre, at der nu og da i sommerperioden vil blive arrangeret små ”skattejagter”, hvor børnene kan gå på jagt efter detaljer på de store anlæg – og der vil være små gevinster til de dygtige skattejægere. Hvornår disse jagter finder sted, kan man finde ud af ved at holde øje med Modelbane Europas sider på Facebook og Instagram.
- Det er et stort set up, som kræver en del planlægning og en ekstra indsats af vores medarbejdere, fortæller Bjarne Werliin. Alle arbejder frivilligt og ulønnet med at tage imod og servicere vores gæster og holde togene i gang, men kontakten med de besøgende og den hyggelige stemning er baggrunden for, at vores folk giver den ekstra skalle i sommerperioden. De fortjener meget ros – og får den også ofte af vores gæster.
Man kan købe billetter ved indgangen, men også online via billetsalg.dk, hvortil der er link fra Modelbane Europas hjemmeside – https://modelbaneeuropa.dk/
Billetpriser:
Børn – 60 kr.
Voksne – 105 kr.
Familiebillet for 2 voksne og 2 børn – 270 kr.
Pensionister – 95 kr.
Den udvidede åbningstid varer indtil den 13. august.