Af Eva Dixen, Hadsten Bibliotek
Rav i AULA’en
Roman Der er mange ting man skal lære, når man starter i skole. Især indskolingsforældrene, som stifter bekendtskab med Aula for første gang. Vi er i et fiktivt univers, en fiktiv skole med fiktive karakterer, men alligevel rammer ”Hvorfor skal skoletasken være så tung” lige ned i et letgenkendeligt scenarie. Vi følger kommunikationen gennem et skoleår, og det er simpelthen noget så morsomt. Mine varmeste anbefalinger til alle indskolingsforældre. Så er I forberedte.
Hvorfor skal skoletasken være så tung. Af Rikke Lindgaard
Den knugende realisme
Noveller Jeg anbefaler femten noget så velskrevne noveller af Thomas Korsgaard. Det er ikke noveller, du bliver i godt humør af, og det er heller ikke meningen. Korsgaard skriver lige ind i hjertekulen om øjeblikke, om hemmeligheder, der gør ondt. Om den ensomme John, der skralder i containeren for at lave en god middag for to. Om telefonsælgeren Thomas, hvis 19-årige chef Mickey kalder ham en underskudsforretning. Derfor føler Thomas sig nødsaget til at sælge en forsikring til en ældre syg dame på hospice. Om Kim, som har samvær med sin lille datter og støder på sin blakkede fortid på legepladsen.
Tyverier. Af Thomas Korsgaard
Bæredygtighed
Roman Lille satirisk roman om at sætte klimadagsordenen øverst og få sit liv gjort bæredygtigt. Bitte vil redde kloden og hun går all in. Alle pengene for hendes solgte bil skal for eksempel gå til at redde regnskoven. Hun bliver en decideret klimatosse, og selv om det kammer helt over, og det ikke er så nemt i vores land fyldt med velfærd, så giver det os læsere mulighed for at reflektere over vores egen indsats mod klimaforandringerne.
Den dag Bitte blev bæredygtig. Af Mette Reinhardt Jakobsen