”Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at kunne videreføre PingvinNyt.dk, som Lars Toft Hansen i sin tid stiftede og som han ejede og redigerede lige indtil sin død 11. januar”, udtaler Eigil Jacobsen.
”PingvinNyt.dk var ”first mover” som digitalt nyheds- og informationsmedie her i Favrskov, og jeg har haft fornøjelsen at arbejde tæt sammen med Lars i en årrække som frivillig freelance skribent.
Foreløbig har jeg fået tilsagn om, at ”gamle kendinge” som Tove Skipper, der med sine fantastiske naturbilleder og Kurt Villy Svendsen, der med sine uforlignelige anekdoter og julehistorier, begge har sat deres værdifulde præg på sitet, fortsat vil være en del af teamet på PingvinNyt.dk. Det glæder mig meget. Og denne glæde er jeg sikker på, at vores trofaste læsere deler med mig”.
”Fremadrettet håber jeg, at alle øvrige ”faste” bidragsydere med artikler og nyheder også vil fortsætte med at gøre PingvinNyt.dk levende og interessant for læserne.
Og lad mig fastslå, at der også er rigelig plads til andre med ”skrivekløe”…”.
”Jeg glæder mig også over, at så mange af PingvinNyt.dk’ trofaste annoncører allerede har givet tilsagn om at støtte udgivelsen af sitet. Stor tak for det!
Men der er god plads til endnu flere annoncører, der vil drage nytte af de mange tusinde læsere og de mere end 700 modtagere af nyhedsbrevet, som udsendes to gange ugentligt”.
”Der er således en solid grobund for at videreføre og videreudvikle PingvinNyt.dk”.
”Jeg kan altid kontaktes på mail: post@eigiljacobsen.dk for yderligere oplysninger.”