Når Socialdemokratiet går ind til de kommende budgetforhandlinger er det med ét klart formål: Sikring af den borgernære velfærd. Der er fra det borgerlige flertals side lagt op til et stramt budget, men vi mener ikke, at der er behov for store reduktioner på driftsbudgettet i 2023. Vi vil derfor arbejde for, at der ikke reduceres unødigt inden for børnepasning, skole, handicap og psykiatri samt ældreområdet.
Vi er optagede af, at vi som kommune leverer en høj kvalitet i servicen til borgerne. Derfor er det med bekymring, at vi ser ind i en fremtid med store udfordringer i rekrutteringen af kvalificeret arbejdskraft inden for særligt pleje og omsorg samt de pædagogiske fag. Vi har derfor et forslag med til budgetforhandlingerne om en tværgående strategi for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, så vi kan komme på forkant med udviklingen og optimere vores muligheder for at sikre kvalificeret arbejdskraft fremadrettet.
Et andet vigtigt fokus for os, vil være børn og unges trivsel og udvikling. Alt for mange børn og unge mistrives. Vi vil derfor fortsat arbejde for en folkeskole, der har de bedste muligheder for at imødekomme elevernes behov. I den forbindelse vil vi gerne have belyst, hvordan vi fremadrettet kan skabe bedre mulighed for at udskyde skolestarten et år, hvis det er til gavn for barnet. For de børn, der har særlige behov, vil vi arbejde for, at vi fremadrettet udvikler et mere specialiseret specialskoletilbud i Favrskov Kommune, så færre elever skal transporters til andre kommuner.
Endeligt er det vigtigt at fastslå, at vi ikke slipper indsatsen for at fremme den grønne omstilling. Derfor vil vi naturligvis også prioritere dette i årets budgetforhandlinger.
I de sidste 12 år, hvor der siddet en socialdemokratisk borgmester i stolen, har vi i Favrskov Kommune lavet brede budgetforlig på tværs af fløjene i byrådet. Vi håber, at det nye borgerlige flertal vil gå til forhandlingerne med samme sigte og ser frem til de kommende forhandlinger.
Socialdemokratiets prioriteringer i de kommende budgetforhandlinger
Af Isabell Friis Madsen, Borgmesterkandidat Socialdemokratiet i Favrskov Kommune