PÅ AFVEJE
Af Kurt Villy Svendsen
Så kom december – julemåneden – traditionernes tid, også her på PingvinNyt, og hvordan kan december indledes bedre end med historien om den kække trafikassistent, Frøken Ellen Bach, og hendes medlevende slædetur i 1939, når den samtidig kan suppleres med et smukt billede af Hadstens berømte – nogle vil sikkert mene berygtede – jernbaneoverskæring fra samme år?
Når der desuden tilføjes et smukt julekort af kunstneren Ludvig Møgelgaard samt hovedpersonen selv, falder det hele på plads.
Ellen Helleberg Rasmussen påbegyndte i 1935 sin uddannelse til trafikassistent ved DSB, som på daværende tidspunkt havde haft ansættelsesstop i 10 år.
Der var 40 elever på holdet; heraf udgjorde kvinderne 10 %.
Efter sin eksamen i 1938 blev Ellen tilknyttet Glyngøre, men pr. 1.1.1939 gjaldt det Hadsten, hvor stationsforstanderen hed Charles Frost.
Den 31.12.1938 klokken 18 satte Ellen for første gang sine ben i Hadsten, og vi er stadig mange, der husker Ellen i det smukke hjem på Dr. Larsens Vej 8.
-Da jeg stod på perronen i Hadsten den vinteraften, var det første, jeg hørte, kanebjælder, fortalte hun mig engang over en kop kaffe i den store ejendom på bakkedraget, medens øjnene lyste af glæde over mindet:
-Det lød så smukt, og jeg var sikker på, det varslede godt for fremtiden.
Som enlig kunne man ikke dengang tilkomme en lejlighed, og der var mangel på beboelse i Hadsten, men til al held havde Ellen fået et lille, men hyggeligt værelse på Afholdshotellet i Østergade 21 – bygningen, der i dag rummer resterne af Nordea og byens velrenommerede ejendomsmæglervirksomhed Danbolig.
Hotellet var et velbesøgt sted med såvel teatersal som biograf, og der var jævnligt foredrag, sang, gøgl og dans.
Her lærte Ellen hurtigt personalet fra P. O.-købmandshandlen at kende.
Næsten alle ansatte indenfor detailhandel, håndværk og landbrug var i 30´erne ansat med kost og logi, men personalet fra P. O. spiste på Afholdshotellet.
Den unge trafikassistent fik en jævnaldrende veninde i boghandlerdatteren Inger Drøhse, og de havde en oplevelse, som ikke længere deles af mange i byen. Pigerne nåede at komme i biografen i den gamle teatersal i Afholdshotellet, hvor de så ”Præsten i Vejlby”, men den 1. marts 1939 kunne de besøge byens nye biograf på bakken i Nørregade og se ”Livet på Hegnsgaard”.
Tæt på julen 1939 faldt sneen tæt over Hadsten, mens de unge damer kom gående gennem Afholdshotellets gård. Der var liv i rejsestalden, for staldforpagter Jørgensen kom i det samme trækkende med sin gamle og meget rolige hest, så Inger Drøhse blev overmodig og sagde:
-Goddag Jørgensen. Gi´r De ikke en kanetur, nu hvor føret er til det?
-Det har jeg sgu´ ikke tid til, brummede staldforpagteren, men så skruede Ellen Rasmussen (som dengang var ugift og hed Bach) charmen på:
-Jamen, vil De så ikke bare spænde for, Jørgensen – så kan jeg sagtens selv køre den…
-Nå, råbte Jørgensen:
-Har De virkelig forstand på det, Frøken Bach? Joh, så må De da gerne låne Gamle Blis…
Under megen latter kørte de to kåde piger af sted; over banen gik det i højt humør og ud af det daværende Ballevej til Faurskov, hvor de i fin stil svingede ind i skoven.
Det var et prægtigt kaneføre, og turen ind på de smalle, snedækkede skovveje var som taget lige ud af H. C. Andersens eventyr.
Men ak – de to piger havde ikke taget højde for, at man på grund af skovarbejde havde spærret vejen med en aflåst bom, og da det var søndag, var der naturligvis ingen arbejdere.
-Ja, så holdt vi jo der med skov på begge sider, lo Ellen. -Og den gamle hest blev stående – støt som en klippe.
-Ved du, hvordan man bakker med sådan en, spurgte hun Inger Drøhse.
-Nej, svarede veninden: -Men er det ikke noget med at sige HRYYY HRYYY HRYYY?
Derpå rykkede de i tømmerne i ti minutter, mens de skiftedes til at ”hry´e”, men Blis var urokkelig. Pigerne begyndte at fryse bravt og følte sig efterhånden lidt i knibe, for gå fra hesten ville de ikke. Pludselig dukkede en ung mand op mellem træerne. Det var en af kommiserne fra Karl Larsens Købmandsgaard i sydbyen, og ham havde Ellen set før.
-Åh, Olsen, råbte hun. -De har vel ikke forstand på at bakke med en hest?
-Jow, svarede denne: -A er fra Dybvad, så det er a født op med. Hvis damerne lige vil stige af…
På den måde blev Inger Drøhse og Ellen Bach reddet, men de var ikke helt så kæphøje på hjemvejen.
