Vi ved nok alle at transport er en af de største klimasyndere. Over en tredjedel af den globale opvarmning skyldes transportsektorens udledning af CO2, og heraf udgør transport af personer langt den største del. Og især har fly en stor negativ effekt på klimaet.
De fleste vil sikkert godt rejse på ferie uden at bidrage til den globale opvarmning. Men kan man det? Nej, det er kun når man cykler eller går, at man transporterer sig helt klimaneutralt. Men ellers er transport med elektriske tog den mest klimavenlige rejseform, og langt mindre skadelig end transport med fly.
Men kan man tage toget ud i Europa? Ja, man kan godt stå på toget i Hinnerup eller Hadsten og stige af i Ljubljana, Genova eller Abisko. Ganske vist tager det noget tid, og man skal skifte flere gange undervejs. Men det kan fint lade sig gøre, og med et interrail-pas er det overraskende billigt at foretage lange ture med jernbane rundt i Europa.
Et af arrangementerne i Favrskovs Klimauger handler netop om lange togrejser. Det har form som en erfaringsudveksling, og her kan man blive klogere på hvad der kan lade sig gøre, og hvilke udfordringer man kan møde. Og man er meget velkommen til at fortælle om sine egne oplevelser og erfaringer.
Mødet er arrangeret af tidligere byrådsmedlem Peder Meyhoff i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Bofællesskabet Overdrevet.
Peder er netop kommet hjem fra en længere tur til Genova, Rom og Toscana sammen med sin kone. Det var en fin tur, fortæller han. Eneste problem var en mindre forsinkelse på hjemruren mellem Berlin og Hamburg. Omvendt var turens store overraskelse at se hvor fine og præcise de italienske tog er.
Peder og hans kone har også prøvet at rejse nordpå med interrail. Sidste eftersommer tog de op gennem Norge og hjem gennem Sverige, med det længste ophold i Abisko i Lapland.
Foruden oplæg fra Peder vil også Heidbra Jónsdottir fra Hadsten fortælle om sine og sine mands oplevelser som interrail-rejsende til Spanien og i Østeuropa.
De to oplæg kommer til at handle om rejse med tog, om hvad man bør tage højde for når man planlægger sin tur, hvor man kan finde køreplaner og købe pladsbilletter – og om at kunne løse de udfordringer der kan opstå, undervejs. Og bare rolig, siger Peder, vi viser ingen traditionelle feriebilleder!
Mødet afholdes mandag 17. april kl. 19:30 i Overdrevets fælleshus, Overdrevet 1, Hinnerup. Der er gratis adgang.