Det startede med et læserbrev her på PingvinNyt.dk, hvor de konservatives René Schneider slog til lyd for, at etableringen af trinbrættet i Laurbjerg ikke har sin gang på jorden. Derfor så han heller ingen grund til at hælde endnu flere penge ud af kommunekassen for at få et privat rådgivningsfirma til at udarbejde endnu en rapport.
Ikke fordi René Schneider er imod trinbrættet – tværtimod skrev han, at det ville være af stor værdi for Laurbjergs borgere og ikke mindst for områdets skoleungdom.
En anden konservativ byrådspolitiker, Mette Nøhr, har ligeledes tidligere givet udtryk for sin skepsis over for mulighederne for etablering af trinbrættet.
René Schneiders læserindlæg fik først Venstres Simon Buus Olsen og dernæst Birgit Liin til tasterne.
Simon Buus Olsen benyttede lejligheden til at så tvivl om ”partilinjen” hos de konservative og Birgit Liin mente, at det faktuelt var forkert af René Schneider at skrive, at DSB ikke ønsker at stoppe i Laurbjerg, men påpegede, at ARRIVA kontraktligt er forpligtet til at gøre det. Lidt ”godda’-mand-økseskaft”…
Det gode spørgsmål er, om vores lokalpolitikere skal stå i egen ret eller blot agere politiske lemminger?
Stemmer vi på lokalpolitikere med kant og holdning til byrådsarbejdet eller stemmer vi på byrådets politiske partier?
Hvis det er sidstnævnte, medfører det så spørgsmålet:
Hvorfor så overhovedet stemme personligt ved byrådvalgene?
Interessen for byrådsarbejdet blandt Favrskovs borgere er i forvejen behersket – mildest talt. Det er relativt sjældent, at byrådsmøderne er tilløbsstykker på tilskuerpladserne i byrådssalen. Og det er yderst sjældent, at byrådspolitikere ”gider” at skrive læserbreve og debatindlæg i løbet af valgperioden.
Det med skrivelysten ændrer sig først den seneste månedstid op til næste valg…
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af PingvinNyt.dk’s redaktør, Eigil Jacobsen,
og klummen sætter som oftest respektløst og unuanceret fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser, og hvor navnlig politik
og politikere fylder meget. Både lokalt, regionalt og nationalt.
Hensigten med klummen er først og fremmest at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for skribentens egne holdninger.