I deres hyggelige lejlighed på Søndergade har Hanne og Ove Rosenkvist fundet fotoalbummet frem til ære for PingvinNyt.dk’s redaktør.
Anledningen er, at de snart får frokostgæster fra ”over there”, nærmere betegnet fra Amerika.
Hanne og Ove Rosenkvist finder billeder frem til PingvinNyt.dk
Udvekslingsstudenter i 1983
I august 1983 steg to unge amerikanere af toget i Hadsten.
Kathrine (kaldet Kathy) Brunett, og Kevin Clark skulle være udvekslingsstudenter i et år og bo ved fem danske familier.
Det var Rotary Hadsten, der havde arrangeret opholdet, og de to gik på det nye Hadsten Gymnasium i 1983/84.
Lige siden har de holdt kontakt til byen og de mennesker de dengang mødte, nemlig
deres ”reserveforældre”, deres ”søskende” samt venner og lærere fra gymnasiet.
Besøgte Hadsten igen i 2003
For tyve år siden, i 2003, besøgte de to igen Hadsten.
Kathy havde dengang sin mand, David og børnene Nellie og Cooper med, mens Kevin kom alene.
Nu har de to meddelt deres ”forældre” at de gerne vil besøge Hadsten igen her 40 år siden, de kom til byen første gang.
Kathy tager sin voksne søn,Cooper, med. Han er opkaldt efter sin oldefar, der skrev den kendte roman ”Den sidste Mohikaner”.
Skal bo i Korsholm
Under opholdet i Hadsten skal de tre bo hos gartnerparret Ellen og Knud Jepsen i
Korsholm.
Ellen Jepsen havde dengang for 40 år siden et godt tag på de unge amerikanere og blev en højt skattet ”mor”. Det var Ellen, der lærte dem om dansk skik og brug og de første danske gloser – ja mere end det, for de unge studerende, der kom til byen i august, talte et forståeligt dansk inden jul, selvom deres kammerater på gymnasiet hellere ville lufte deres engelsk.
Aktivt program
Kathy og Kevin har selv lagt et aktivt program for deres besøg.
Tirsdag 11. juli er der lunch kl. 13.00 hos familien Hanne og Ove Rosenkvist
i Søndergade 1 i Hadsten. Her står menuen efter udtrykkeligt ønske fra amerikanerne på
sild og Hannes karrysalat, frikadeller og kold kartoffelsalat, lun leverpostej og lagkage med flødeskum.
Onsdag 12. juli er der jubilæumsmiddag hos Ellen og Knud Jepsen i Korsholm,
kl.18.00 med deltagelse af de øvrige værtsfamilier og ”søskende”, som er Beth og Lars Pedersen, Bodil og Gunnar Vinge-Hansen samt Jytte og Hans Gadeberg.