De fleste, der er godt og vel voksne i dag, kan sikkert godt huske degang familier samledes omkring et måltid hver aften.
Så kunne man lige høre, hvordan det var gået i skolen og på arbejdet. Måske også lidt om, hvordan drømmene for weekenden så ud, og hvornår man skulle undvære bilen, fordi den skulle til syn.
Og var der stadig råd til den ferie, man havde snakket så meget om? Eller var det igen et valg mellem camping eller ned til mormor og morfar?
SÅ KOM DET berømte samtalekøkken.
Væggen mellem spisestue og køkken blev revet ned, mange steder blev der lavet en såkaldt køkkenø, mikrobølgerne rykkede ind og andre nye maskiner rykkede ind på pladsen mellem vasken og køleskabet.
Det var i den forbindelse, vi første gang blev plaget med den mest rædselsfulde sætning, der stadig i dag ødelægger alle pauser mellem første og anden halveg i fodbold:
”Luksus alle har råd til!”.
Men også i livet i det såkaldte ”samtalekøkken” forsvandt sammen med vandet fra opvaskemaskinen.
Mange hverdage kom til at foregå på den måde, at mor kommer træt hjem med bæreposer fra Netto, samtidig med at lillesøster kaster et stykke pizza fra i går ind i mikroen, fordi hun skal spille double med sin badmintonmakker klokken atten, ellers er der ingen ledige tider på banen.
Mens mor tømmer poserne, ringer far inde fra arbejdet og siger, at de har fået gæster fra Japan, han kommer nok først hjem efter elleve. Endelig løber storebror gennem køkkenet for at hente sine fodboldstøvler, de skal spille semifinale mod Hesselager, og han tager sig en fransk hotdog ude i hallen.
Så meget for det gode måltid, tænker mor, mens hun lægger farsen ind i fryseren og helt alene nipper lidt til en skål salat fra i søndags.
Måltidet lever, og har kolossal stor betydning, også i andre sammenhænge
I juni 2023 bød den tyske kansler, Olaf Scholz, den franske præsident, Emmanuel Macron, på middag i sin hjemby, Potsdam. Åbenbart en lille forsmag på et større statsbesøg, så de værste uenigheder omkring atomkraft, CO2, Washington og EU-forsvar kunne bliv eryddet af vejen og druknet i velsmag og nye kartofler.
Scholz og Macron sad alene uden spindoktorer og embedsmænd og snakkede åbenbart om, hvordan man kunne rede trådene ud til fordel for Europa.
Det handlede også her om relationer og kommunikation, og et godt måltid er en fælles reference, især hvis sovsen har den nødvendige kvalitet.
God gastronomi kan åbne mange sind, mere og bedre end hvis man står i en kantine med automatkaffe og en nabo, der stadig ryger cigaretter uden filter.
Og det er der ikke noget nyt i.
Signe Wulff fortalte i Weekendavisen om Talleyrand, den franske udenrigsminister, der skulle styre Wienerkongressen i 1814.
Kong Ludvig var ved at begrave ham i gode råd, da Talleyrand svarede:
”Deres Majestæt, jeg har mere brug for gryder end for instruktioner!”
Det var også Talleyrand, der nogle år før inden nogle forhandlinger sagde til Napoleon:
”Giv mig gode kokke, og jeg skal skaffe Dem gode aftaler.”
DET GODE MÅLTID har en lang og spændende historie.
Da Churchill holdt fødselsdag i Teheran i 1943, havde han inviteret både Stalin og Roosevelt med som gæster.
Mange af de involverede holdt siden hen fast på, at det måltid ændrede udfaldet af Anden Verdenskrig.
Lad os håbe, at Scholz og Macron fik god mad. Og lad os håbe, at det gode måltid snart igen rykker ind i danske ”samtalekøkkener”.
Far, mor og børn har forskellige mødetiden om morgenen, klarer sig med kantiner og madpakker til frokost og kommer sjældent hjem på samme tid.
Det gode måltid er ikke en ”luksus alle har råd til”, men en simpel nødvendighed, hvis ikke de grundlæggende relationer i en familie skal overlades til psykologer og psykiatere.
Og set i det lys, fungerer måltider fint uden køkkenø og mikrobølger.
