– af Lone Glarbo, byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne Favrskov
I Hadsten Nord er der lige nu omkring 330 ha jord i spil til et kæmpe solcelleanlæg, heraf 240 hkt solceller.
Men måske er det på tide at stille det helt grundlæggende spørgsmål:
Hvad vil vi egentlig med Favrskov Kommune?
Vil vi udvikling – eller afvikling?
For når man ser på området mellem Hadsten, Hadbjerg og Nørre Galten, så ligger det faktisk et af de mest attraktive udviklingsområder i hele kommunen. Området ligger tæt på E45, centralt mellem Aarhus og Randers og med kort afstand til arbejdspladser, infrastruktur og pendling.
Det er svært at pege på mange andre steder i Favrskov med samme potentiale – måske kun Søftenområdet.
Derfor bør vi som kommune turde tænke længere end solceller.
Kunne man forestille sig, at en del af området – eksempelvis 25, 30 eller 50 ha – i stedet blev udlagt til boliger og byggegrunde? Så kan vi passende flytte solcellerne ud til motorvejen i stedet for i det planlagte område.
Ikke beton over det hele. Ikke en ny storby. Men en langsigtet plan for vækst og bosætning.
Vi mangler, meget snart, attraktive byggegrunde i den østlige del af kommunen. Flere boliger vil kunne:
• tiltrække nye familier,
• skabe flere skatteindtægter,
• styrke skoler, foreninger og handelsliv,
• og gøre det lettere at fastholde udviklingen i Hadsten Nord.
Hvis vi ønsker en stærk kommune i fremtiden, så er vi nødt til også at tænke i bosætning og vækst – ikke kun tekniske anlæg.
Jeg mener derfor, det er helt legitimt at spørge:
Er den bedste anvendelse af så attraktivt et område virkelig 330 ha solceller?
Vi skal passe på, at vi ikke gør de mest attraktive områder i Favrskov til områder, man kører forbi – i stedet for områder, mennesker flytter til.
Solcelleanlægget er i høring lige nu, og jeg håber virkelig at vi modtager mange høringssvar, som gør det nemmere for byrådet at træffe en afgørelse på et fuldt oplyst grundlag.
Favrskov skal udvikles. Ikke afvikles.
Mange unge på landet mangler ikke gratis busser – de mangler busser
Forslaget om gratis busser til unge under 22 år lyder umiddelbart både sympatisk og tillokkende. Selvfølgelig er det positivt, hvis flere unge får mulighed for at komme til uddannelse, fritidsaktiviteter og fritidsjob uden store transportudgifter.
Men inden begejstringen løber af med os, er der nogle spørgsmål, der fortjener svar.
For det første er der jo ikke noget, der er gratis. Når politikere taler om gratis busser, betyder det blot, at regningen flyttes fra den enkelte bruger til skatteborgerne. Nogen skal altid betale, og det må vi ikke glemme i debatten. Derfor er det rimeligt at spørge, hvor pengene skal komme fra, og hvilke andre områder der eventuelt må holde for.
For det andet er virkeligheden meget forskellig rundt omkring i landet. I de større byer med mange afgange kan gratis busser måske give god mening. Men hvad med de unge, der bor i områder, hvor busruterne for længst er blevet nedlagt?
I mange landkommuner er udfordringen ikke billetprisen. Udfordringen er, at der slet ikke er en bus.
Skal staten så finansiere nye busruter? Skal kommunerne betale? Eller skal unge i disse områder have adgang til gratis Flextrafik? Og hvordan skal det administreres i praksis?
Jeg er ikke afvisende over for tanken om gratis busser. Tværtimod kan det måske være med til at fastholde passagerer på de ruter, der stadig eksisterer, og dermed forhindre yderligere nedlæggelser. Det ville være positivt.
Derfor kan man godt få den tanke, at dette endnu engang er et forslag, der tager udgangspunkt i storbyernes virkelighed. For unge i København og Aarhus er spørgsmålet måske, om bussen skal være gratis.
Hvis vi mener noget med Danmark i balance, skal vi huske hele landet – også de unge, der bor uden for de største byer. Ellers risikerer vi endnu engang at vedtage en ordning, der gavner mest dér, hvor mulighederne i forvejen er størst.
Læserbreve og debatindlæg er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.
