Vi har netop haft den varmeste dag der nogensinde er målt i Danmark. Oven i købet var det her i den østlige ende af Favrskov Kommune at rekorden blev sat – 37 grader i Ødum. Kun ved Odense lufthavn nåede temperaturen ligeså højt op.
Det er imidlertid ikke en rekord der er grund til at fejre, tværtimod. Det er næppe heller en rekord de mange mennesker der blev syge af varmen, har lyst til at fejre. I Danmark er der mig bekendt ingen der direkte er døde af varmen, men i Midt- og Sydeuropa er der flere snese som er døde på grund af den ekstreme varme.
Der skal dog nok komme flere rekorder, og også flere dødsfald. Hertil kommer de gener som varmen giver andre steder, lige fra bløde jernbaneskinner til manglende kølevand til de franske akraft-værker.
Det værste er at det kunne være undgået. Allerede i 1965 erkendte American Petroleum Institute at de fossile brændsler skabte et drivhuslag i atmosfæren. Og instituttets formand advarede direkte sine medlemsorganisationer – de amerikanske olieselskaber mv. – mod risikoen for en global opvarmning. Men selvom præsident Lyndon B. Johnson også blev informeret, skete der ikke rigtigt mere.
I de følgende årtier blev der dog snakket noget om problemet – ordet ‘drivhuseffekt’ kendes fx allerede i dansk fra 1971 – men det var længe en lidt akademisk snak primært mellem videnskabsfolk. Først da Margaret Thatcher (ja, hende var det!) satte ord på udfordringen i sin tale ved FN’s generalforsamling i 1989, nåede debatten ud over de snævre forskerkredse.
I løbet af 1990’erne kom klimaudfordringen ret højt op på den politiske debat. Generelt var venstrefløjen bekymret og krævede handling, mens det meste af højrefløjen mente at problemet blev overdrevet eller ligefrem var ikke-eksisterende. Konflikten blev i Danmark personificeret af Svend Auken og Anders Fogh Rasmussen; den første var socialdemokratisk miljø- og energiminister 1993-2001, den anden var fra Venstre og statsminister 2001-2009.
Fogh Rasmussen hørte dengang til blandt de mest aktive klimaskeptikere i Danmark, og da han blev statsminister, rullede han en række af Aukens tiltag tilbage. Desuden gjorde han den højt profilerede klimaskeptiker Bjørn Lomborg til direktør for et helt nyt Institut for Miljøvurdering. De konservative var splittet i perioden; deres daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen tog meget let på klimatruslen – og blev bl.a. citeret for at sige at man “ovre på Fyn stopper CO2 i drivhusene, du! Og så får de 20 pct. flere tomater”. Omvendt var deres miljø- og siden klima- og energiminister Connie Hedegaard anderledes bekymret for udviklingen.
Blandt andet under påvirkning fra Hedegaard begyndte Fogh Rasmussen dog siden så småt at ændre holdning; det samme gjorde også hans efterfølgere som statsministre, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning. Men ændringen kom for sent og var ikke særlig overbevisende. Allerede i 2009 havde Enhedslisten som det første parti vedtaget et egentlig klimapolitisk program, men bortset fra De Konservative havde de øvrige borgerlige partier meget svært ved at tage problemet helt alvorligt– og langt hen ad vejen fortsatte også Socialdemokraterne med at slæbe på fødderne.
Det samme gjorde de fleste ledende politikere over det meste af verden, især på højrefløjen. De viste sig som typiske populister og var mere bange for at tabe næste valg end for den globale opvarmning. Resultatet mærker vi i dag når vi sveder i varmen – eller ligefrem bliver syge af den.
Måske får populisterne deres straf når Skt. Peter sender dem ned i Helvede, men her på jorden går de fri. Nok forsømte de at handle mens tid var, men de får ingen straf. Og nu er de efterhånden også gået på pension, så de behøver heller ikke at frygte vælgerne – nu hvor vælgerne faktisk er sprunget ud som ’klimatosser’ der tager den globale opvarmning alvorligt.
Nej, Fogh Rasmussen og hans ligesindede overalt på den stadigt varmere klode behøver ikke at få sved på panden. I hvert fald behøver de ikke at frygte straf her på jorden. Vi må sætte vores lid til Skt. Peter, men det ville være dejligt hvis vi faktisk kunne stille dem til regnskab. Det ville også være ganske retfærdigt. Det er deres forsømmelser der er skyld i at mennesker nu dør i varmen – i snesevis, og også i Europa.
Vi har for længst fået en krigsforbryderdomstol, men vi burde også have en klimaforbryderdomstol hvor vi kunne føre sag mod de politikere der – ofte mod bedre vidende – talte klimatruslen ned og forsømte at handle.
