Vi er mange, der aldrig lærte at holde af det nye komma.
Hvorfor?
Fordi vi ikke forstod den dybere mening med det…
Nu – efter tre årtiers drabelige sprogkampe – er den ”Store Danske Kommakrig” endelig slut. Og tak for det.
Når den nye udgave af Retskrivningsordbogen udkommer, er det enden på krigen. Fornuften har sejret, og Dansk Sprognævn har endelig viftet med det hvide flag.
Nævnets stædige kamp for at man undlader at sætte komma før ledsætninger, bliver nu endegyldigt lagt i graven.
På trods af nævnets og dansklærernes ihærdighed for ikke at skulle trætte danske skoleelever med kommasætningens faste og let forståelige regler, har fornuften sejret til sidst.
Nu skal eleverne altså ”kun” lære grammatisk kommasætning og lære at sætte ”kryds” og ”bolle”, når de skal lære retskrivning, akkurat som vi gamle dinosaurer fik det ind med skolemælken i ”den sorte skole”.
Det nye komma blev aldrig levedygtigt. Faktisk har det henlevet en ynkelig tilstand af uværdighed og er på det seneste endt i en sproglig uhelbredelig tilstand.
R.I.P. – jeg kommer ikke til begravelsen…
Så må vi bare håbe for vores skoleungdom, at landets dansklærere har tilegnet sig de grundlæggende ”kryds-og-bolle” regler…
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af PingvinNyt.dk’s redaktør, Eigil Jacobsen,
og klummen sætter som oftest respektløst og unuanceret fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser, og hvor navnlig politik
og politikere fylder meget. Både lokalt, regionalt og nationalt.
Hensigten med klummen er først og fremmest at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for skribentens egne holdninger.