Min bror døde for nogle år siden.
Som så mange andre tilbragte han sin sidste tid på et hospice.
Her besøgte jeg ham tit, og så sludrede vi om løst og fast, fortid og fremtid, og selv om han var meget syg, var han meget præcis i sine sætninger. En af de sidste husker jeg stadig:
”JEG ER KLAR til at dø, men jeg ved ikke, om jeg har råd.”
For at gøre det så billigt som muligt ville han gerne brændes, i en urne og ned i en fællesgrav.
Da jeg besøgte ham næste gang, var hans ældste søn med, og vi fik overtalt min bror til en lille sten, så vi havde et sted at gå hen, når vi savnede ham.
Sønnen, Mikkel, og jeg gik nogle ture ude på landet, hvor jeg boede dengang. Ude på en af markerne fandt vi en lille hjerteformet sten, hvor der var plads til min brors navn: Ras.
JEG KØRTE UD til den lokale stenhugger og fik ham til at skrive ”Ras” på stenen, ikke andet, ingen tal eller yderligere bogstaver.
Da jeg hentede stenen, måtte jeg betale en regning på 4.000 kroner.
Stenen skulle jo frost- og stødprøves – selvom den sandsynligvis havde ligget ude på marken i flere hundrede år. Den er mindre end en fodbold, men sådan er reglerne.
Og så kom alle de øvrige regninger.
I Danmark er det sådan, at vi i gennemsnit betaler 0,88 procent af vores løn i kirkeskat.
Ras havde arbejdet i 50 år og altså betalt et ret stort beløb til folkekirken, men det gav ikke rabat, da han døde.
3.000 for kremering, 1.300 for kapelleje, 1.600 for orgel og kor, 5.000 for urnegrav, og det dækkede kun jordlejen, hvis der skulle muld og perlesten på, kostede det yderligere 5.000 kroner.
Gebyr til skifteretten 1.700 kroner, gravstedvedligeholdelse 3.000 kroner.
Bedemanden sagde selv, han var flink, da han skulle have 20.000 kroner. Alene den rustvogn, der kørte Ras til kremeringen, skulle have 6.000 kroner for nogle få hundrede meter. Danmarks dyreste taxa må man sige.
Hvis man lægger udgifterne til mindesammenkomsten oveni, så kostede Ras’ død cirka det samme som udbetalingen på en pæn ejerlejlighed i København.
Alle skulle tjene penge. En buket tulipaner til 60 kroner kostede 150 kroner, når det var til en begravelse.
Og en ting er pengene, uanset hvor mange af dem, man har. Jeg synes, det er værre med moralen. Sorg er som et stykke råddent kød, der tiltrækker alle spyfluerne.
”Jeg er klar til at dø, men jeg ved ikke, om jeg har råd…”
HVORFOR SKAL MAN som medlem af folkekirken betale kirkeskat i et langt liv og så have yderligere en regning, hvis der skal muld på urnegraven?
