Tirsdag den 15. august var der officiel genåbning af Randers Teater, der har været under ombygning siden starten af 2022. Randers Kommune og de tre fonde A.P. Møller Fonden, Salling Fondene og Louis-Hansen Fonden står bag finansieringen af om- og tilbygningen, som nu endelig står klar, så teatret igen kan byde publikum velkommen i egne og stærkt forbedrede faciliteter.
“Vi har forsøgt at lave et hus, som kan bruges til alt det, vi slet ikke kan forestille os endnu,” lød det bl.a. fra Peter Westphael, teaterdirektør for Randers Teater, da han holdt sin velkomsttale for de ca. 200 inviterede gæster til genåbningsfesten.
”Den mest markante forandring for publikum er den store, lyse, højloftede foyer, som pryder teatrets facade, men der er også sket mange, mindre synlige forandringer, som kommer til at få stor betydning for det daglige arbejde på teatret”, fortalte Peter Westphael.
Randers Teaters Kor underholdt fra den store trappe i foyeren, hvorefter publikum blev fordelt i to af salene, hvor Søren Haug-Fausbøll gav en opvisning i improvisationskunst i den ene og Grundholdet fra teatrets egen Talentskole optrådte i den anden.
Derefter gik alle i den store sal, hvor borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen, holdt åbningstalen, og direktør i Dansk Erhverv (forhenværende kulturminister), Brian Mikkelsen holdt festtalen.
Efter disse officielle taler fik de inviterede gæster et forrygende one man show med Caspar Philipson ved flygelet.
Aftenen sluttede med tapas og hygge til livemusik af Pojken Flensborg og Emil Otto.