GLÆDELIG JUL –
KOM POSTEN..?
Af Kurt Villy Svendsen
Efter alle de dramatiske lidelser postbuddet fra forleden gennemgik, kan man godt komme i tvivl, men naturligvis kom juleposten – også i år, for posten SKAL som nævnt ud, og jeg håber, alle ærede læsere hver især har fået julekort fra venner, bekendte og familie, for julekort hører sig nu engang højtiden til. Helst overbragt pr. post – om end buddet ikke længere er klædt i rødt; beklageligvis, for det moderne intetsigende, blågrumsede svenske arbejdstøj tangerer jo hærværk.
Eller makværk. Der er frit slag i julebolledejen.
I hvert fald kom postbuddet punktligt til jul i 1924, for da kom det danske nationalsymbol – det røde postbud – ekstra på mærkerne. Julemærkerne forstås.
Dagens lokalhistoriske motiv fra Hadsten rummer et gran posthistorie:
Johannes Nielsen i Hadsten sender ønsket om en glædelig jul til Kirstine Mikkelsen i Vinderup, men har glemt, at portoen for et brevkort er 15 øre.
Da afsenderen kun satte et 10-øres frimærke på forsendelsen, blev kortet sat i strafporto, som var det dobbelte af den manglende frankering.
10 øre er herefter påklæbet som portomærke og opkrævet hos modtageren.
Den kære, ofte med længsel ventede røde brevomdeler, optræder på julemærket 1924 med hele to personer: Det store postbud siges at symbolisere frimærket; det lille bud viser julemærket.
Julemærket 1924 markerer Postvæsenets 300-års jubilæum, og mærket blev skabt af en tegner, som også er mesteren bag et stort antal postkort: Rasmus Christiansen.
Christiansen blev født i Bjertrup ved Hørning den 13. februar 1863 (død 11. november 1940), og han rummede et talent, der spændte vidt, begyndende med en uddannelse som maler.
Evnerne som tegner viser sig i de talrige, smukke postkort, Rasmus Christiansen har beriget os med. Postbude optræder ofte i Christiansens værker, ligesom militærliv stod hans hjerte nært.
Bemærk: Rasmus Christiansen har fået et postbud med i døren
Landskaber, skibe, børn, smukke kvinder og hestetrukne slæder og vogne i vintermiljø:
Rasmus Christiansen var god til det hele, men én ting findes sjældent fra denne kunstners hånd: Nisser!
Indtil videre er jeg kun truffet på et enkelt eksemplar, men hører gerne, om andre kender til flere nissekort fra denne dygtige tegner.
Ved Hadsten postkontor huskes stadig det gamle postbud, som på en bitterlig kold dag ved juletid følte Ødum-ruten længere end normalt. Den blåfrosne næse blev gnedet grundigt undervejs af stive fingre, som i ny og næ måtte søge varmen inde i armhulerne under den tykke postfrakke.
Pludselig kom en trivelig kone frem fra et ydmygt husmandssted ved Røved.
Hun holdt meget af sit postbud, og da han netop denne dag overrakte hende et par julekort fra familien i Randers, sagde hun:
-Post – vil du ikke med ind og have en kop kaffe og et spejlæg..?
Det ville posten gerne, så han trak frakken af og hang den op på et søm i gangen. Kasketten smed han på en mælkejunge. Lige som posten trådte ind i stuen, lød der et vræl fra køkkenet:
-KAT – vil du SÅ se at komme ud af min stegepande..!
Flere af Christiansens postbude kæmper med juleposten
I min egen familie så vi også frem til landpostens tilsynekomst gennem de meterhøje snedriver, som altid dækkede landskabet i 50´erne. Til tider kunne man kun se det sølvglimtende etatsmærke i toppen af kasketten, når brevbæreren med cyklen over skulderen kom til syne på den tilsneede kommunevej.
Mine bedsteforældres postbud var meget samvittighedsfuld i sin gerning som landpost. Alligevel var han kendt for ikke så sjældent at aflevere breve forkert.
Fik han en øl for meget på ruten – eller en snaps, ledsaget af et glas Kijafa – hvad sådanne bude til tider kunne blive udsat for, kneb det med at tyde adresserne.
Posten ville imidlertid også gerne have klarhed over, hvem brevene var fra. En dag sad han og tøede op ved køkkenbordet hos mine bedsteforældre, medens han nød en lille svirper og en Comtesse-cerut.
Et af brevene vendte og drejede han flere gange i hånden. Til sidst udbrød posten:
-NEJ, se nu det brev her. Det ka´ a æ´ forstå, hvem ka´ være fra…
Min bedstefar satte sin kop på bordet og løftede det ene buskede øjenbryn.
Så brummede han:
-Neiij – men a tøws´, det er store sager, hvis du ka´ holde rede i, hvem det er til, post..!
Kurt Bud – under omdeling på Langskov-ruten…
Nej – det har aldrig været problemfrit at være post, selv om de gamle julekort med nisser, grise, katte, egern, geder og postbude oser af hjemlig julehygge.
Kortene minder mig om de gange, jeg hen ad eftermiddagen vendte hjem fra juledagenes postomdeling i eller omkring Hadsten.
Så stod Hanne klar med kaffen og en snaps – tilsat en pandekage med brombærsyltetøj og Nutella.
Således også den Juleaftensdag, hvor hun fortalte mig, at vor egen landpost var budt ind til formiddagskaffe.
De snakkede lidt om vejret, og idet posten tyggede en ekstra gang på den sidste bid brød, kiggede han eftertænksomt op og sagde:
-Sig mig engang, Hanne – var der sennep på den ostemad?
-Nej, Poul, sagde Fru Svendsen – det kommer jeg da aldrig på…
-Nå, så var´et sgu´ nok en hveps. Det krasset´ lidt i halsen…
Dermed nåede vi frem til juleaftensdag. Tak til de tålmodige, der holdt ud i striden med nisser og andre uhyrer, for vi kom vidt omkring i december. Indledningsbilledet er af Alfred Schmidt, 1910, og det afsluttende motiv står Ludvig Møgelgaard for, 1920. Man kan ikke komme igennem en decemberkavalkade uden disse fortrinlige kunstneres julemotiver.
Nu er der kun ét tilbage; det er de gode ønsker:
Jeg håber, at antallet af godteposer bliver fordoblet i år, og at julelysene vil skinne som aldrig før og varsle glæde. Gid børneøjnene – og de gamles med – stråler af forventning, og lad kræmmerhusene bugne af slik, dadler og pebernødder.
Må anden, flæskestegen og rødkålen dufte af ægte jul, og gid de sukkerglaserede kartofler vil smage som en vidunderlig himmerigsmundfuld.
Lad den varme risengrøds kanelsukker være sød og sprød, så smørklatten smelter, gylden og lækker, og husk en skål på loftet, så julefreden bevares.
Glædelig og velsignet jul til jer alle..!
