GRØNLÆNDERINDE
Af Kurt Villy Svendsen
I 1921 udgav Julemærkekomitéen i anledning af 200-året for Hans Egedes ankomst til Grønland et meget smukt julemærke med titlen ”Grønlandsk pige i nationaldragt”, eller kort og godt i daglig tale: ”Grønlænderinde”.
Her står pigen, smuk og frodig, omgivet af Grønlands nationalvåben med isbjørnen og Danmarks lille rigsvåben, og for at markere højtiden yderligere, blev ”Julen” skrevet på både grønlandsk og dansk.
De tre kronede løver og ni hjerter er også med. Populært kaldes de ”søblade”.
Årets kunstner hed Harald Moltke, og skønt Moltke tegnede et glimrende mærke, faldt han mig bekendt aldrig for fristelsen til at tegne julekort.
Det gjorde som bekendt Axel Mathiesen, og lad da Mathiesens fine julemotiv med en dansende isbjørn omgivet af nisser være dagens indgangsbillede.
Som det fremgår, er det ene julekort af lokalhistorisk art; sendt til Hans Sager, c/o Gårdejer P. Sager, Hallendrup pr. Hadsten, og det er forsynet med Voldums poststempel i pæn udgave.
Underskrevet af Kristen Peter, og det er højst sandsynlig den unge Kristen Peter fra gården, der ønsker glædelig jul – og ham, vi ser på billedet.
Det spændende kort blev støvet af endnu engang, da Martin Winther Nielsen – drengen fra Vinterslev, der blev maskinmester, og nu er bosiddende i Vietnam – leverede mig en god historie til juleadspredelsen, for er der nogen, der kender til Grønland, er det Martin.
Omkring 12 år blev det til på den store, kolde ø, hvor Martin Winther tilmed nåede at få sit kørekort i hus. Mange læsere husker sikkert Martin fra sidste års julebog, hvor vi hørte om hans opvækst på Galten Hede.
-Grønlænderne fortalte mig, at i gamle dage, hvor flytningen fra vinterbopladsen til sommerbopladsen, Aasivik, foregik med konebåd, som blev roet af grønlænderinder, var de mest populære roersker dem med lange bryster. De kunne således amme børnene ved at slænge brystet over skulderen til ammaat’en på ryggen, og fortsætte med at ro uforstyrret, beretter Martin og fortsætter:
– Ammaaten er en pose af skind, hvor børnene opbevares under rejser. Det er derfor, grønlandske børn tænker mere på fortiden end fremtiden. De voksede op med at se på, hvor de HAVDE været, frem for at se, hvor de skulle hen.
Enhver kultur har sin særegne form for humor, og ikke mindst i eskimoiske samfund, hvor man boede tæt sammen af mange grunde. Peter Freuchen skrev mange bøger om sine oplevelser, og mange af dem blev af samtiden betragtet som skrøner, eller ligeud løgnehistorier, men efter at have boet i Arktis i nærved 12 år, er jeg mest tilbøjelig til at tro, at de fleste af dem er nær ved sandheden.
Freuchen fortalte engang om en Canadisk eskimo, som hed ”Johnny der ræber, når han spiser”, og det navn var han ikke glad for.
Som skikken var, kunne han invitere hele landsbyen til en fest, en såkaldt potlatch, hvor man gav alt, hvad man ejede, til festen, og når måltidet, som var essensen af festen, ebbede ud, skulle de ældste samles og beslutte et nyt navn til festens ædle giver.
Spændt ventede han så på beslutningen i yderste armod, da han havde spenderet alt hvad han ejede for at slippe af med det forhadte navn. Det nye navn blev højtideligt proklameret for hele bopladsen, men kom i oversættelsen til at lyde således: ”Johnny der IKKE ræber, når han spiser”.
Man kan levende forestille sig personen ud fra denne korte beskrivelse, og latteren, der må have fulgt med.
Med hensyn til det nævnte kørekort var Martin Winther ikke i besiddelse af et dansk i forvejen, da han kom til Grønland for at arbejde som maskinmester i De Offentlige Værker, så han besluttede sig for at erhverve førerbeviset i Narssaq i 1980. Til det formål skulle han først køre sammen med en person, som i forvejen havde kørekort.
En maskinarbejder ved navn Leif, der var grønlandsk gift og havde været på øen i mange år, kørte Martin Winther rundt på nogle flotte ture ud til vandværket og et vandindtag på siden af Qaqanguap eller Qaqasuaq, (Lillefjeld eller Storefjeld), hvor en lille elv var inddæmmet, så en pumpe kunne give et bidrag til vandforsyningen.
Desuden var der en kunstig sø lidt øst for byen, som reserve i tilfælde af vandmangel.
Martin fortæller, at når der indimellem blev fundet bakterier i de hyppige vandprøver, skulle de til fods langs de vandløb, der bidrog til vandforsyningen finde ud af, hvor forureningen stammede fra. Som oftest var det et dødt får, der var årsagen.
Udover fåret, kunne man indimellem finde gamle 89´er riffelpatroner eller endog ældre grønlandske mønter, da folk åbenbart havde anvendt vandindtaget som ønskebrønd.
Vandsøen blev også anvendt som badesø – endog indimellem med heste, som der var en del af på egnen. Det var af hygiejniske grunde forbudt at bade i vandsøen, men vi frygtede mest for drukneulykker, og engang hvor en dreng druknede, blev søen helt tømt for vand, da folk ellers ikke ville drikke vandet.
Efter at have kørt sammen med Leif i et par uger, skulle Martin Winther aflægge køreprøve.
Der var kun een betjent i byen og kun eet vejskilt, og det var på pakhuset nede ved Atlantkajen, der påbød at køre venstre om pakhuset.
Martin blev bedt om at køre en tur rundt i byen og parkere og vende, som man kunne forvente, alt imens betjenten indskærpede færdselsreglerne på Grønland:
1: Højeste hastighed er 40 km i timen.
2: Man må ikke køre bil, når man har drukket spiritus.
3: Hold tilbage for al trafik fra højre.
4: Man må ikke køre bil, når man har drukket spiritus.
Køreturen sluttede på havnen, hvor Martin lykkeligvis kørte den rigtige vej rundt og bestod prøven. To uger senere blev han torpederet af en privat taxa, hvor føreren havde glemt punkt 2 og 4 i færdselsloven.
Bilen blev erklæret totalskadet, og Martin Winther måtte vente til næste skibsforbindelse, før han igen kunne køre tjenestevogn i embeds medfør: En splinterny VW Golf.
Julekortet med nissen som jæger er ganske hyggeligt; fornemt stemplet Hadsten 23.12.1921 med grønlænderpigens julemærke bundet til frimærket.
Vi kan også nyde et par sjove julekort, hvor omgivelserne er Grønland værdig – ja måske er en af nisserne i bilen rent faktisk Vinter-gammelnissen Martin…
