HAR HAN IKKE GLEMT HESTENE…
Af Kurt Villy Svendsen
Enten handelsmand Niels Houmann eller læge Johan Møller var ejer af Hadstens første rigtige automobil – det vil sige en bil med fire hjul, henholdsvis en Loreley med nummeret V 429 og en Adler indregistreret på V 412.
Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at de herrers automobiler var byens første motorkøretøj. Det fortælles fra pålidelig kilde, at en dejlig sommerdag i 1904 kom en svedende mand til syne på toppen af Nørregade – eller ”Hulvejen til Galten” – som vejen hed på den tid.
Mandens målbevidste skridt gjaldt Hadstens dengang nye og flotte apotek.
-Åh, apoteker Tømme. Det er rart at se Dem, råbte Hadsten Højskoles forstander, H. C. Nielsen-Svinninge, da han svedende trådte ind af døren:
-Jeg er i voldsomt bekneb for et par liter benzin…
-Så gerne, sagde apotekeren og fyldte en flaske op med en rødgul væske, som rev i næseborene. Højskoleforstanderen greb en lakridsrod til at styrke sig på; forlod apoteket og begav sig tilbage i samme retning, som han var kommet
Efter sigende var Nielsen-Svinninge den 3. person i Danmark, som købte et motorkøretøj, og det var en model med tre hjul. Vidunderet var åbenbart også en smule ukendt for forstanderen, for lidt før bakken ved vejen til Hinge – hvor LECA-værket graver det berømte ler ud af bakkerne mod Ølst – gik køretøjet i stå med et sagte tøf.
Efter at have sparket lidt til de spinkle gummihjul, kom forstanderen i tanker om, at forhandleren i Randers havde omtalt et brændstof ved navn benzin.
Bilen blev skubbet til side på marken, og Svinninge travede derpå ad grusvejen ind til apotekeren i Hadsten, som var egnens eneste benzinforhandler.
Da Nielsen-Svinninge nåede tilbage til sin vogn, havde tre raske drenge erobret den, og under højlydt skråleri og skrigen løb de nu hen over marken. To af dem skubbede bag på ekvipagen, mens den tredje tronede på førersadlen.
-Vil I straks forføje jer væk fra mit automobil, I labaner, brølede forstanderen.
Knægtene fortrak, men den mest modige råbte dog tilbage:
-Har han ikke glemt at få heste med til vognen?
-Mine heste er her i tasken, svarede forstanderen og trak benzinflasken frem.
Derpå hældte Nielsen-Svinning indholdet i tanken og drejede et par gange på håndsvinget.
Motoren satte i gang, og mens drengene skreg af skræk, rullede Nielsen-Svinninge atter ud på Randersvej og forsvandt i retning af Hadsten i en blågrå tåge.
Som det ses på den imponerende apotekerkonvolut fra 1905, var vareudvalget stort i Hadstens nye sundhedshus.
Blandt talrige varenumre, til højre på kuverten – mellem Marvolie og Quillajebark – finder vi den forjættede vare: BENZIN!
-Sig mig engang en ting, Forstander. Er sådan en automobil han- eller hunkøn..?
-Kære Apoteker – den er helt sikkert hunkøn, for den er morderlig kostbar, vanskelig at styre – og så gør den et rædsomt spektakel..!
(Tegning af Alfred Schmidt, – manden bag utallige julekort og postkort med muntre motiver.)