For nogle år siden skulle det danske fodboldlandshold spille en kamp mod Norge i Parken i København.
Der skal jo altid gå nogle minutter i en en slags optakt, og i den anledning var der en journalist, der havde opdaget sangeren Johnny Madsen i køen og ville lave et interview med ham. Madsen sagde først ”ikke lige nu!”. Men da han var sluppet fri af trængslen sagde han: ”at folk altid havde så travlt med at rakke ned på norsk fodbold – det må være fordi, de ikke havde prøvet norsk mad.”
En henkastet bemærkning, men man skal være forsigtig med de der små løsgående småhistorier – ellers kan gennemrejsende her i Danmark jo let komme til at tro, at det, der serveres på rastepladserne ved vores motorveje, har noget som helst med dansk mad at gøre.
Der er ingen gode historier at hente for feriefolket med de uroilige unger på bagsædet, for hver gang vi danskere glemmer vores historie, bliver tomrummet fyldt op af et monopol som i dette tilfælde Monarch. Og som en dansk kok for nylig sagde det i radioen.” Monarch er ikke et sted, man spiser, det er noget, man bliver idømt, fordi der ikke er andre muligheder”.
HELLERE EN OMVEJ og et godt måltid, især når vi holder ferie. Hellere lytte end have travlt. Ferietravlt. Vi skal jo have samlet op på alle arbejdsårets ”Ikke-lige-nu’er”.
Næst efter ”Glædelig jul og godt nytår”, så er det nok en af de mest brugte sætninger i det danske sprog: Ikke lige nu…”.
Vi siger det, når Lukas kommer hjem fra skole og vil fortælle om Sofie, der bliver mobbet i gymnastiktimerne.
Vi siger det, når vores bedste veninde ringer og fortæller, at hun har fundet en rød læbestift på mandens skjortekrave.
Vi siger det, når børnene vil vise os en tegning, de har lavet henne i SFO’en.
Vi siger det, når vi lige er ved at sætte en kogevask over – og naboen vil give et glas hvidvin.
Og når manden kommer sent hjem fra arbejde og kravler ned i dobbeltsengen for at få en knuser: ”Ikke lige nu!”.
Og som vi lever i dag, er vi jo tvunget til en masse ”Ikke-lige-nu’er”, en masse ”nej’er”. Men hvad er det egentlig, vi så siger ”ja” til i stedet?
DET MESTE ER LAVET AF RUSTFRIT STÅL – eller Apple:
Vaskemaskiner, komfurer, køkkenborde, mobiler, røremaskiner, biler, i-pads, støvsugere, tørretumblere, køleskabe, o.s.v.
Og næsten alt det, vi siger ”nej” til, handler om følelser. De er så besværlige og tager så pokkers lang tid.
Børn, der er glade elller kede af det, ægtefæller, der trænger til kærlighed, veninder, der skal skilles, naboer, der trænger til en sludder, gamle venner, der tager tabletter mod depressioner, nye venner, der gerne vil tættere på, end vi har tid til.
SELVFØLGELIG HANDLER DET om tid.
Vi finder hele tiden på noget nyt, der skal give os mere tid til bare a være. Men bruger vi de nye ting rigtigt?
Både computere og mobiler er udviklet til brug i arbejdstiden, men vi ved alle, at de griber ret så forstyrrende ind i fritiden. Vi arbejder mere og mere hjemme, som det tydeligt viste sig i corona-tiden.
Og køkkenerne stjæler også mere tid, selvom vi har mikrobølger, kaffemaskiner, o.s.v. Vi bruger faktisk godt en time mere på husarbejde, end vi gjorde før alle maskinerne. Og tallet vokser med cirka fem minutter hvert år.
Ifølge fremtidsforskerne kan vi ikke længere imponere hinanden med eksotiske menuer, smarte nye elbiler, store villaer og håndsyede jakkesæt.
Hvis man vil give udtryk for overskud, styr på tingene og det fine liv, skal man satse på den gode tid.
DE MANGE KAFFEBARER rundt omkring er et godt eksempel.
Tidligere parkerede man en sportsvogn ulovligt udenfor baren, styrtede ind for at kvæle en espresso og så afsted igen.
I dag er sportsvognen blevet afløst af noget så gammeldags som strikketøj.
Når man sidder der ved fortovskanten og strikker, mens man sludrer med en god veninde om følelser, kærlighed, skilsmisser og erotiske eventyr, så kan man mindes sangen ”Time is on my side, yes it is”, som mange af os lidt ældre kan huske med både Rolling Stones og Moody Blues.
”Var det noget med en genopfyldning?”
”Ja tak, lige nu…”.
