POSTEN SKAL UD..!
Af Kurt Bud
-Uha, post – alt det, du har at slæbe på her i julen. Ja, jeg har jo lagt mærke til, at du altid suser gennem vejen på din cykel og springer så gesvindt rundt mellem både kasser og brevsprækker. Med den fart, du har på, kan du da aldrig få et indtryk af ruten, kan du..?
-Indtryk, Fru Nielsen – indtryk..! Nu ska´ a sej´ dig jen´ ting, og det er æ´ to ting:
Den her skramme over øjet fik jeg ude ved Kollerup, da forkarlen vendte sig om og svingede en høtyv uden at se mig komme ind på gårdspladsen.
Hullet i hovedet er fra Randersvej, hvor jeg væltede i grøften ud for Arne Nielsens tankstation og landede ovenpå en hesterive.
Oppe i Villa ”Højden” på Søndergade bed en schæferhund hul i mine bukser og trak skindet af min ene røvbalde, og på Nørregade styrtede jeg med cyklen ud for ”Rosenholm” og forvred mit knæ.
Henne ved P. O. på hjørnet stødte jeg sammen med en anden cyklist, der kom i rasende fart ned ad Nørregade, fordi kæden var hoppet af, så der knuste jeg min ene albue og mistede cykellygten.
På Kirkevej kom jeg til at køre ind i præsten, så jeg måtte betale ham 50 kr. i erstatning til en ny krave, og en dag, hvor regnen styrtede ned, sprang en gris af en lastbil ved Slagteriet og landede i min taske, så jeg tabte alle små breve, der forsvandt i mudderet.
Det allerværste var imidlertid dengang, hvor jeg på en iskold sen og mørk Lillejuleaftensdag røg af vejen til Faurskov og landede i Sølund Sø, hvor cyklen gik til bunds med posttaske og det hele, og jeg nær var druknet. Heldigvis kom Poul Erik forbi kort efter og fik øje på mig, så han kørte mig tilbage til Posthuset, for ellers var jeg frosset ihjel.
Mener du stadigvæk, man ikke kan nå at få indtryk af turene, Fru Nielsen – eller vil du måske nu omsider give dit postbud den dram og en kop kaffe med klejner, du altid går og snakker med naboerne om..?
Nu er det snart jul.
Carøe-Posten på sin rute ad Langskov/Hadbjerg til, men hvor?
Hils på postbudene Carøe og Hougaard – velkendte skikkelser gennem en hel menneskealder i Hadsten og omegn – iført jernheste…
Hougaard-Posten ved “Damsgaard” i Over Hadsten