JULEUHYGGE OG MIN HJEMEGNS VEMODIGE KLANGE…
Af Kurt Villy Svendsen
I gamle dage, når det var rigtig stormende vinter – Gammelnisser kalder det Fimbulvinter – med snefog i luften, istapper, som altid faldt ned og ramte postbudene i nakken, og der var isblomster på ruderne og forfrosne tæer i træskoene, ja – da blev folk meget bange, når skramlende vogntog af særpræget karakter drønede hen over himlen julenat.
Det var nissekaner, styret af Oldnisser – det vil sige den slags ondskabsfulde nisser, som ”De Nattergale” i ”The Julekalender” kalder Nå-Så´ere”, og de kendtes ikke kun på min hjemegn i Varde Landsogn, men også i Hadsten og omegn, hvor de gjorde livet surt for folk og fæ i og omkring kirkerne.
Knagende og knirkende bragede kanerne gennem aftenmørket, og den langskæggede besætning messede hylende uhyggelige viser tilsat sjofle og modbydelige slagord ud i luften, mens de strøede om sig med kanonslag, skrubtudser og heksehyl, som skræmte livet af alle kirkegårdens katte.
Undervejs gjorde ekvipagerne holdt i de kristne kirkers tårne. Med tænderne gned disse forfærdelige skabninger rust af kirkeklokkerne, som de smurte mederne med, og efter at have ædt rub og stub af mus og rotter i krypten og skyllet det hele ned med stjålen altervin, fortsatte de rejsen.
Det var den ondskabsfulde, tyvagtige og udstødte del af nisseverdenen, der huserede, men oblaterne rørte de aldrig. Det kan også blive for tørt.
Så kiggede min gamle bedstefar forskræmt op og stønnede bedrøvet, at nu var disse vanvittige, menneskeplagende dæmoner også kommet til Blaksmark og resten af Varde landsogn, og han skreg til sidst i sin kvide:
-Vi bliver hjemsøgt Margrethe…
Ja, sådanne optog kunne i sandhed give bedstefar hovedpine, rysteture og anfald af feber, men bedstemor havde lært af en gammel kone fra Assens på Fyn, hvor Bedste var født, at man skulle fange tre korsedderkopper og komme dem i et fingerbøl.
-Åh Margrethe, råbte han forpint, mens Bedste fangede edderkopperne: -Skynd dig lige lidt..!
-Ja, ja – Marinus, svarede hun hvert eneste år: -Jeg skynder mig lige så lidt, jeg kan..
Så bandt Bedste en hvid linnedklud om fingerbøllet og lagde pakken ind på bedstefars mave. Hovedpine og feber forlod ham straks, og han kunne igen holde på en julesnaps uden at spilde.
Efter en sådan anstrengende vinternat, hvor aftenstjernen skælved af kulde fra sydvest, som Aakjær skriver, var det en sand lise for sjælen at stå op dagen efter og se, at landpostbuddet trofast fulgte telefonpælene og kom stampende gennem snemasserne i sine bælgvanter med cyklen over skulderen og posttasken på nakken.
Posten hed i øvrigt Olling og havde et ekstrajob med at kupere hundehaler, hvilket han i begejstrede vendinger fortalte mine bedsteforældre om over julekaffen og det tilhørende glas Kijafa med en Comtesse-cerut til.
-Jamen – Olling, sagde min bedstemor altid bekymret: -Gør det ikke ondt på de stakkels hunde..?
-Nej, brølede posten: -Det gør sgu´ æ´ ondt, Margrethe. De sejer da bar´ wiw..!
Så kiggede bedstemor på ham med sit milde smil, for hun kunne faktisk rigtig godt lide posten.
Hun syntes, han var så pæn en mand. -Han ligner Charles de Gaulle på næsen, sagde Bedste.
Der er også lidt Charles de Gaulle over dagens mesterlige julekort udført af Alfred Schmidt – afsendt 1910.
Frankrigs tidligere præsident og Gammelnisser har næse for at se lidt godt ud…
Nåh – ja; så er der jo tilmed Alfred Schmidts kendte julegravhund. Måske den også sagde ”Wiw”…
Til sidst på en så bevægende dag må vi simpelthen se et godt billede af Sct. Pauls, Hadstens smukke bykirke, og der er ikke ét gram rust på kirkeklokkerne…
