Var valgløfterne op til kommunalvalget sidste efterår blot luftfrikadeller og bragesnak?
Noget kunne tyde på det…

Læserbreve og visioner under valgdebatter manglede ellers ikke løfter og visioner for et ”Favrskov i udvikling og balance”. Ikke mindst løfterne til udvikling af kommunens landdistrikter.
Kære politiker: Du har nu siddet i byrådssalen i 4 måneder. Hvor mange konkrete forslag har du ind til nu lagt frem i byrådet?
Tager denne redaktør fejl, når han hævder, at svaret er nul konkrete forslag?
I så fald må du gerne korrekse mig!
Favrskov har både et øst/vest og et by/land-problem
Landbosamfundene i kommunen er under afvikling.
Mange landsbyer og landområder har mistet indbyggere, og befolkningstallet vil fortsætte med at falde. Flere flytter væk og nye kommer aldrig til.
Tilbagegangen i Favrskov ligner de 50 af landets i alt 98 kommuner. De, der bliver tilbage, bliver ældre og færre…
Huse står tomme som købmandsbutikken og skolen. Der er fundamentale huller i den offentlige trafik og i mobilsignalet. Internettet er flere steder lige så sløvt som viljen til en grundig samfundsdebat om, hvad lokalpolitikere og befolkning egentlig vil med denne kommune – altså HELE kommunen!
Hvornår tør du – kære lokalpolitiker – begynde at tale om det unævnelige, nemlig at nogle landbosamfund og små landsbyer simpelthen må lukke?
Hvornår tør du sætte spørgsmålstegn ved det rimelige i, at kommunen skal bekoste dyre skoler, vuggestuer og børnehaver, busser, veje o.s.v. på en lille og svindende del af befolkningen, der enten er tvunget til eller ønsker at bo ”længere ude” end flertallet af befolkningen i kommunen?
En stor del af landboerne er de facto tvunget til at blive boende. Hvorfor? Fordi det ofte er umuligt at finde købere til boliger på landet. Hvorfor? Blandt andet fordi, det er umuligt at få et realkreditlån, selv om man teoretisk kan købe 10 ejendomme ude på bøhlandet for det samme som en enkelt villa koster i Søften.
Kære politiker: Husk nu på, hvordan du leflede for landdistrikterne i efterårets valgkamp.
I praksis har du indtil nu ignoreret alt det, du lovede og reduceret problemerne ”derude” til en belastning, som du overlader til forvaltningen at regne på, om noget kan betale sig…
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af PingvinNyt.dk’s redaktør, Eigil Jacobsen,
og klummen sætter som oftest respektløst og unuanceret fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser, og hvor navnlig politik
og politikere fylder meget. Både lokalt, regionalt og nationalt.
Hensigten med klummen er først og fremmest at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for skribentens egne holdninger.