Skt. Hans Aften minder os om pligten til at fastholde håbet for friheden og håbet for vejen ud af det mørkeste mørke:
”Hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde” – lyder det som bekendt i Midsommervisen.
Skt. Hans Aftens budskab er først og fremmest frihed.
Et budskab om, at en frihed er os givet, som sætter os ud over døden og mørket, som betyder, at livet og håbet sejrer over dets modsætninger i sidste ende.
Trods alt og i trods mod den ondskab, mismod og håbløshed, som også hører livet til. Ikke mindst nu, hvor der igen er krig i Europa!
For det er netop det, der bliver fortalt i Midsommervisen:
Det mørke skal trodses, for at man frimodigt, modigt, ja frygtløs kan begive sig ud i verden i et håb om og med troen på, at det gode i sidste ende besejrer det onde.
Og det er langtfra en tro, som man behøver være troende kristen for at bekende sig til, men det er på den anden side centralt i den tro, som vi i den vestlige civilisation bekender os til, og som hos os danskere materialiserer sig ved den støtte og opbakning, som vi yder det ukrainske folk og deres kamp for frihed.
Det kan godt fortrænges i vores daglige optagethed af varmeregninger og inflationsramte dagligvarepriser. Og ofte overser vi også ”værnemagerne” iblandt os…
De virksomheder, der uden blusel støtter Putin i hans ubarmhjertige og brutale krig mod et naboland.
Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på de danske virksomheder som ECCO-sko og Rockwool.
Men hvad med os selv? Har vi købt ECCO-sko til vores børn? Og er vores nye tilbygning isoleret med Rockwool?
Så er vi de facto også selv værnemagere, og støtter derfor Putins frygtelige overgreb og krigsforbrydelser i Ukraine!
Indtil klokken 13.30 i dag den 23. juni ville jeg også have nævnt kaldt Carlsberg Bryggerierne for værnemagere, men netop i dag har de meddelt, at de (endelig…) har solgt deres aktiviteter i Rusland. Så nu kan du med god samvittighed købe og drikke Carlsberg-produkter igen.
Friheden er naturligvis ikke givet. Og det ved vi også inderst inde. Og derfor har Midsommervisen aktualitet som aldrig før i vores tid.
Hvis der er et sted, hvor de i dag er bevidste om det, er det i Ukraine, hvor man er overladt til den rendyrkede ondskab, som den iscenesættes af Putin og hans klakører, der næres af en diabolsk, konspiratorisk og dysfunktionel forestilling om et nyt Stor-Rusland, som man ikke skal være historiker for at forestille sig vil være baseret på inhumanitet og foragt for den frihed, som ukrainerne kæmper for.
Det er sagt så ofte, men det skal gentages igen og igen, så vi ikke glemmer det: Vi er forenet i en frihedskamp med ukrainerne mod mørket, mod ondskaben, mod alt det, som er modsætningen til den kultur, som vi er baseret på.
Derfor er ukrainernes frihedskamp vores frihedskamp!
Det er blevet tydeligt for os siden Ruslands brutale overfald på Ukraine, at Vesten i udgangspunktet er alene om at bakke ukrainerne op. Til gengæld står vi samlet med en styrke, som man ikke har set i årtier, formentlig fordi vi godt ved, at der er noget langt større på spil: Nemlig vores egen frihed.
Det handler om værdier, det handler om retten til at tænke, tro, mene, tegne, synge, ja, udtrykke, hvad man vil, fordi det er de rettigheder, der gør os til frie mennesker.
Derfor er det også vores pligt aldrig at glemme det ukrainske folks kamp, for deres kamp for frihed er også vores kamp!
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af PingvinNyt.dk’s redaktør, Eigil Jacobsen,
og klummen sætter som oftest respektløst og unuanceret fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser, og hvor navnlig politik
og politikere fylder meget. Både lokalt, regionalt og nationalt.
Hensigten med klummen er først og fremmest at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for skribentens egne holdninger.