Med massiv sponsoropbakning fra både byens erhvervsliv og privatpersoner er det lykkedes at skaffe midler til at købe LED-oplyst mastepynt til alle master med gadelys på Jernbanegade fra rundkørslen i øst til T-krydset ved Skolegade i vest.
– Vi havde virkelig glædet os til at vise det hele frem for også på den måde kvittere for den fantastiske sponsoropbakning, vi har fået, og som vi er meget taknemmelige for. Efter flere års tilløb er det hele gået op i en højere enhed, men nu trækker vi – bogstaveligt sagt – stikket. I hvert fald på en del af udsmykningen, som vi ikke hænger op i år, siger formanden for Thorsø Håndværker og Borgerforening, Anette Povlsen Hvam.
Det sker i erkendelse af hele energisituationen lige nu.
– Vi synes ikke, vi kan lægge navn til at etablere en julebelysning i det omfang, vi egentlig havde regnet med. Det er vi kede af, men vi skal alle spare, og vi håber på forståelse for beslutningen.
Til gengæld regner vi så med, at vi næste år kan gå julen i møde med omkring 40 master med LED-oplyste motiver gennem hele Jernbanegade, siger Anette Povlsen Hvam.
Udsmykningen i Thorsø begrænses i år fra rundkørslen til et stykke vest for Torvet.
Thorsø skruer ned for julelyset
I to år har Thorsø Håndværker og Borgerforening arbejdet intenst på at få skabt en julebelysning i byen lidt ud over det normale