LIVET ER IKKE LET; JULEN EJ HELLER SLET…
Af Kurt Villy Svendsen
Dagens billede viser Pingvinhuset, Østergade 2 i al sin vinterpragt; fotograferet i 2009, og således blev det lørdag den 17. december.
Med blot en uge tilbage til juleaften, er det på høje tid at fortælle en sandfærdig julehistorie fra dengang, jeg selv gik i korte bukser og just havde lært alfabetet.
Ja, det var dengang, hvor det altid sneede til jul, og hvor byens senestærke postbude nød en Blå Thor i Budstuen før udgang og hver dag væltede på cyklerne op ad en spejlglat Nørregade, hvor juleposten derefter blev delt ud til alle verdenshjørner.
Og det var dengang, der altid var juletræ på Hadsten Kro med julegløgg og klejner og Thors julebryg til at skylle saltstænger og vaniljekranse ned med.
Min fætter Villy deltog altid, ledsaget af Thors gode produkter, og ved et arrangement af den slags kom der liv i den kølige decembernat tæt ved Lilleåens bred, fortalte fætter engang.
Det er godt nok mange år siden, sagde Fætter Villy, men pludselig fik borgerne i midtbyen sig en oplevelse, som mange stadig husker så lysende klart som en funklende julekerte fra ASP-Holmblad.
Hårdt fysisk arbejde i frostvejr kræver indre varme, hvorfor to af byens store, stærke postbude en aften – efter veludført gerning til kroens juletræ – tog plads ved et bord i ”Rød Stue” for at nyde julens opkvikkende produkter.
Desuden passede stuens farve jo så godt til deres flotte uniformer, for den gang var et postbud ordentligt og propert påklædt.
Efter nogle timer drak de ud og forlod kroen, men midt på Søndergade kom de op at skændes om en af postkontorets velproportionerede assistenter, og kort efter markerede en række afsindige råb og skrig, at de var kommet i voldsomt håndgemæng i Ågade.
Begge d´herrers hjerter slog for samme ungmø, og selv om de inderst inde vidste, at hun ikke ville vide af nogen af dem, gik de under indflydelse af alkoholen fra sans og samling, hvorefter slaget bølgede frem og tilbage for til sidst at finde sin afslutning ud for Kjolefabrikkens bygning.
Den ene fik tildelt en blodig næse og et flækket øjenbryn; den anden to blå øjne og et hul i tindingen. Derefter fik den anden fire tænder slået ud, men nikkede i det samme sin kollega en skalle, hvilket kostede et knækket kindben.
Den første rev derefter højre øre af den anden, men han kvitterede med et spark i skridtet, hvilket i øvrigt kostede ham selv en forstuvet fod, idet modparten havde et veludviklet underliv.
Det gjorde modparten hidsig, og han tildelte den haltende et spark i bagdelen, som sendte ham flyvende hen ad gruset, hvorfra han alligevel sprang op og kvitterede med at kaste en kampesten i ansigtet på modstanderen, som derved brækkede næsen, der smukt tog plads ud for venstre øre.
Det kunne være endt galt, men da dukkede pludselig en patruljevogn fra Randers op på skuepladsen, og ud sprang to betjente.
Da forenede de to slagsbrødre imidlertid kræfterne og tildelte hver politimand en skalle med tilhørende sæbeøje, hvorpå de gennembankede begge ordenshåndhævere med deres egne stave og undløb i den nærliggende Lilleåpark og fortsatte op til Randersvej, hvor de drejede af ved Elgårdsvej og gemte sig under to melsække inde i førerhuset på en gammel Ferguson.
-Men bare rolig, snøvlede politiassistent Fladmast, da han aflagde rapport:
-Politiet har en anelse om, hvem de er og har et stærkt bevismateriale, idet vi er i besiddelse af det afrevne øre…
Den slags gik naturligvis ikke upåagtet hen, så politimesteren fra Randers mødte personligt op Lillejuleaften hos Hadstens postmester, som inviterede på cigar, Grand Marnier samt konfekt og klejner i privaten ovenpå posthuset.
-Ved De hvad postmester, sagde politimesteren og hævede glasset, medens han blæste en tung, blågrå røgsky ud i stuen:
-Jeg har haft selveste øverste myndighed fra København i telefonen. Vi betragter episoden som et udslag af kådhed, og Rigspolitimesteren vil gerne slå en streg over bataljen, men tror De, vi kan få de to herrer til at lægge den røde uniform og trække i vores i stedet for – det er sgu´ da den slags mænd, politistyrken har brug for, så kald dem lige ind til en samtale…
