Noget kunne tyde på det…
Bør der kunne udvises en vis grad af fleksibilitet fra Social og Sundheds side, hvis borgere bogstaveligt talt ”falder ned mellem to regionale stole” og derfor akut har brug for lån af en kommunal stol i 2-3 dage? Det bør der ikke, hvis man spørger forvaltningen…
Ill:: Klumme fra 23. maj
Pingvinnyt.dk spurgte derfor i et åbent brev til samtlige medlemmer af Favrskov Byråd, om det er politisk acceptabelt at borgere der rækker ud efter akut hjælp hos Favrskov Kommunes Social og Sundhed får afslag med henvisning til ”den klare kompetencefordeling mellem regionens og kommunens ansvar.
19 af byrådets 25 medlemmer har ikke ønsket at svare.
”Ikke se – ikke høre – ikke tale” – ligesom de berømte aber…
6 byrådsmedlemmer har svaret således:
Birgit Liin (uden for partierne): ”Jeg henholder mig til svaret fra forvaltningen og udvalgsformanden”
Morten Bang (uden for partierne): ”Jeg kan ikke berige den enkelte sag yderligere”
Simon B Olsen (LA): ”Jeg vender det lige med gruppeformand Erling Høj Sørensen, og vender retur”
Thomas Storm (V): ”Som du beskriver i din mail, har du fremsendt til hele byrådet med dette indhold. Jeg tænker derfor du så rigeligt får besvaret dine mails”
Isabell Friis Madsen (S): ”Jeg kan også godt forstå, at I finder forløbet ufleksibelt. Jeg er sikker på, at visitationen har handlet i overensstemmelse med gældende regler og samarbejdsaftaler. Om vi som kommune har praktisk mulighed for at indrette os, så vi kan gøre det mere fleksibelt for borgerne – det har jeg ikke den konkrete viden til at sige noget om på nuværende tidspunkt ”
Thake Fogh Cordt (Ø): ”Vi skal ikke have regler, der forhindrer os i at sikre vores borgeres helbred, sikkerhed og tryghed. Som lokalsamfund skal vi kunne reagere hurtigt og tilbyde effektiv hjælp” (forkortet – red.).
Det er slående, at medlemmerne af byrådets største parti med borgmesteren i spidsen har valgt total ”radiotavshed” som svar…
Op til kommunalvalg er der ikke grænser for de opstillede politikeres uforbeholdne meninger og både dit og dat. Det gælder ikke mindst løse slagord som ”borgernær velfærd”, ”mennesker før systemer”, ”tryghed for borgerne” og andre luftige postulater.
Så snart valgplakaterne bliver taget ned, så bliver de fine ord også pakket ned og glemt.
Indtil næste valgkamp…
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af PingvinNyt.dk’s redaktør, Eigil Jacobsen,
og klummen sætter som oftest respektløst og unuanceret fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser, og hvor navnlig politik
og politikere fylder meget. Både lokalt, regionalt og nationalt.
Hensigten med klummen er først og fremmest at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for skribentens egne holdninger.