Cykelløbet Kids Tour er for børn i alderen 3-10 år, så de små cykelben skal ikke prøve kræfter med Pøt Mølle Bakken, Søndergade i Hadsten eller andre stejle stigninger. Det hele foregår nemlig i Hammel midtby, hvor der er planlagt en rute på cirka én kilometer. Alt efter børnenes alder kører de ruten to eller flere gange, og undervejs har familie og venner rig mulighed for at heppe på rytterne.
En masse aktiviteter
Kids Tour afvikles lørdag 27. august, og de deltagende børn kan ikke bare glæde sig til at suse afsted på deres cykel. Der vil også være fri adgang til en masse sjove aktiviteter på en eventplads indrettet på parkeringsområdet mellem Østergade og Mindevej i Hammel.
Borgmester Lars Storgaard holder en kort åbningstale, og inden cykelløbet skydes i gang, kan hele familien være med i Helteløbet. Alle deltagere bliver forvandlet til ægte superhelte med kapper og masker, og ruten kan tilbagelægges helt i eget tempo – på gåben, hoppende eller måske i klapvogn.
Cykel-feber i Favrskov
De handlende vil være med til at skabe en festlig Tour-stemning i byen, og Hammel Cykle Klub er også på banen for at sikre, at det store cykelløb afvikles på sikker vis.
Morten Bang (V), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune, glæder sig over, at Favrskov bliver vært for Kids Tour, som er det største cykelløb for børn i Danmark.
– Vi er jo rigtig mange, der med begejstring har fulgt Jonas Vingegaard og de andre danske rytteres præstationer i Tour de France – og i går i vores eget Hadsten Gade Grand Prix – og det vil være fantastisk, hvis cykelfeberen kan sprede sig til børnene. I Favrskov Kommune har vi fokus på, at både store og små skal være fysisk aktive og gerne dyrke idræt. Vi ønsker at inspirere flere til at bevæge sig, og den store opmærksomhed, der lige nu er på cykelløb, kan helt sikkert give børn og unge lyst til selv at mærke suset og glæden ved at cykle, siger Morten Bang.
Sikker i trafikken
Kids Tour afholdes i samarbejde med Børneulykkesfonden. Salg af startnumre til cykelløbet går ubeskåret til at fremme fondens arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark, herunder med at nedbringe antallet af børneulykker i trafikken. Deltagere i Helteløbet støtter Legeheltene, som sætter gang i leg og bevægelse på danske børneafdelinger.
Cykelløbet er en landsdækkende begivenhed, hvor børnene er i fokus med cykling, leg og sjove aktiviteter. En række danske byer skiftes til at være værtsby for løbet, hvis hovedtemaer er glæde og trafiksikkerhed.
Tilmelding til cykelløb og helteløb kan ske via www.børneulykkesfonden.dk/kidstour/tilmelding/kids-tour-hammel/
Yderligere informationer:
Morten Bang, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, 31 62 82 26
Peter Studstrup, kultur- og fritidskonsulent, 89 64 51 14