SPIS, DRIK OG VÆR GLAD…
Af Kurt Villy Svendsen
Man bør ikke være karrig med ønskerne, hvad julemad angår, og som jeg tidligere har nævnt på PingvinNyt, skortede det ikke på lækre juleretter i ”Høkerhjørnets” menukort for omkring 40 år siden.
I ”Høkerhjørnet” på Østergade 9 kunne Niels Wolf Møller i 1979 præsentere det måbende – og savlende – publikum for ikke mindre end 40 spændende retter til julefrokosten; heraf 10 forskellige slags fisk.
Foruden de gængse – sild i flere afskygninger, fiskefilet, andesteg og flæskesteg samt hamburgerryg og medister og naturligvis dansk bøf med masser af bløde løg – fristedes man af cognacpaté, stuvet hvidkål, gravad skinke med sennepssovs, mørbradbøf, romfromager og islagkager med meget, meget mere.
En bunke spændende og gedigne anretninger, heraf mange specialiteter, blev det til, men alligevel dukkede en uges tid før juleaften en usædvanlig kunde op. Han lignede faktisk Gammelnissen Uffe.
-Jeg har hørt om køkkenets fortræffelige julefærdigheder, indledte han og fortsatte:
-Men jeg vil bare have bacon og æg; æggene ikke for bløde og baconen ikke hård. Brødet må ikke være med mørke kanter og smørlaget endelig ikke for tykt, men gerne saltet. Og så skal jeg have en kop te, helst meget stærk, juleudgaven fra Ceylons højlandshøst, men kun hvis De kan servere den skoldhed. Bring mig desuden en håndvarm snaps, en tysk Bommerlunder, men den skal være fra Flensborg og gylden og i et glas med tyk bund…
-Ja, så gerne, svarede værten: -Ønsker De noget bestemt mønster på dugen..?