Aldrig har vi stået over for et folketingsvalg med så mange kriser. Kriser som er så åbenlyse, at alle kan se dem, men ingen kan gøre ret meget ved dem. Heller ikke politikerne, selv om de forsøger at foregøgle os ”almindelige danskere”, at netop de hver især har løsningen…
Afmagten er slående, og de politiske løfter og de gaveboder, som alle partier efterhånden har åbnet, fremstår mere og mere uærlige og forløjede.
Udfordringerne er enten globale og komplekse og derfor ude af vore danske politikeres hænder at løse. Og de problemer og kriser, som kan løses nationalt er for upopulære at gøre noget effektivt ved…
Vi står især over for disse kriser:
Krigen i Ukraine
Putins uhyggelige angreb på et europæisk land har pludseligt bragt krigen ind i vores ”baghave”. Utryghed og militær oprustning med deraf følgende militære spændinger er igen blevet en del af vores hverdag. Og formentlig i endnu højere grad end under den kolde krig, som vi stadigvæk er nogle, der kan huske.
Jobkrisen
Der mangler folk alle steder.
På sygehusene og i den kommunale hjemmepleje. Og private virksomheder mangler arbejdskraft og mister indtægter for milliarder, fordi de ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft.
”Arne-pension”, deltidsarbejde og modvilje mod at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft øger problemet.
Det gør den vildt voksende offentlige administration med titusindvis af flere bureaukrater også…
Inflationskrisen
Alle politikere står i kø ved håndvasken for at bortforklare deres manglende evner og muligheder for at afhjælpe danskernes problemer med de galoperende voksende priser på snart set al ting.
Og politikerne er havnet i et alvorligt dilemma.
Hvorfor?
Fordi størstedelen af inflationen her i landet kommer udefra.
Hvis de sender flere hjælpepakker og checks til fattige danskere og konkurstruede virksomheder, bliver inflationen kun værre og værre.
Og hvis de strammer statsfinanserne så markant, som Nationalbanken har anbefalet, så vil rigtig mange danskere blive ramt endnu hårdere.
Klimakrisen
Også den er ude af danske politikeres hænder.
Klimakrisen kender som bekendt ingen grænser og med en samlet klimabelastning på under en promille af den globale belastning, er danske reduktioner en dråbe i havet og er mere symbolpolitik og følelsesladet retorik.
Den grønne omstilling er et ”buzzword” for alle politikere, men reelt en narresut til folket…
Energikrisen
– går ikke over, før Ukraine med i særdeleshed NATO-landenes hjælp har vundet over Rusland, og der derefter kommer ro på verdensmarkedet igen.
Priserne er styret af verdensmarkedet, og det kan selv ikke danske politikere gøre noget ved…
Bureaukratkrisen
Det offentlige bureaukrati fortsætter med at vokse helt uhæmmet. Både staten, regionerne og kommunerne har også i indeværende regeringstid haft travlt med at ansætte endnu flere bureaukrater. Også selv om intentionerne officielt har været, at der skulle skæres ned.
Alene i staten er der kommet 16.000 flere bureaukrater til i de forløbne 3,5 år. Og yderligere omkring 20.000 i regioner og kommuner.
Men der er blevet 450 færre sygeplejersker på vores sygehuse…
Udkantskrisen
Lukkede skoler, lukkede købmænd, lukkede institutioner og lukkede nærpolitistationer affolker landdistrikterne.
Det er grunden til, at Danmarksdemokraterne ser ud til at få ”medvind på cykelstien” til valget 1. november.
Urbaniseringen – vandringen fra land til by – er og bliver et faktum, som ingen dansk politiker for alvor evner at ændre på.
Lidt symbolpolitik med lidt udflytning af ganske få statslige arbejdspladser kommer ikke til at ændre på udviklingen. Og det er forkert at bilde ”udkanten” andet ind…
Trivselskrisen
De unges dårlige trivsel står højt på politikernes dagsorden.
Men hvad stiller man op?
Fjerner karakterer i skolen? Indfører gratis psykologihjælp (hvor skal psykologerne findes)? Eller noget helt tredje?
Der er mange bud, men indtil videre er der vistnok ikke nogen politikere, der har turdet stille spørgsmålet: Hvad er årsagen til den dårlige trivsel?
Er det for meget rundkredspædagogik, pylrede curlingforældre eller de sociale mediers negative indflydelse på de unge?
Ingen kender årsagerne, og ingen har evnet (eller turdet) at stille diagnosen.
Men politikerne står i kø for at symptombehandle og tilbyde netop deres kur på sygdommen – dog uden at kende diagnosen…
Tillidskrisen
Danskernes tillid til politikere er stort set ikke eksisterende!
År efter år rangerer politikere helt i bund i samtlige tillidsanalyser. Ingen anden gruppe har så lav troværdighed..
Selv brugtvognsforhandleres og journalisters troværdighed rangerer med betydelig afstand ned til politikere langt højere i danskernes opfattelse.
Så tilliden til at vores politikere kan løse ovennævnte 8 svære kriser er desværre ikke til stede…
Sammenlagt står danskerne ansigt til ansigt med 9 alvorlige kriser
Så mange kriser på en gang har danskerne ikke stået over for ved noget andet valg i vores tid.
Så det er et regulært Halloween-valg.
Og det er fand’me uhyggeligt du!
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af Eigil Jacobsen,
og som oftest både respektløst og unuanceret sætter fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser,
og hvor navnlig politik og politikere fylder meget.
Både lokalt, regionalt og nationalt.
Hensigten med klummen er at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
