|

Årsberetning fra Østjyllands Politi

I virksomhedsberetningen for 2024 finder man et udpluk af de begivenheder og opgaver, som har tegnet året i Østjyllands Politi

I virksomhedsberetningen for 2024 finder man et udpluk af de begivenheder og opgaver, som har tegnet året i Østjyllands Politi

Østjyllands Politi modtog i 2024 over 94.000 anmeldelser om straffesager.

Hertil kommer daglige opgaver med tilsyn, sikkerhed, forebyggelse og meget andet.

Der er stor efterspørgsel på politiet og flere opgaver, end der er hænder til. Det kræver en daglig prioritering i forhold til antallet af opgaver, opgavens karakter og løsningen af den enkelte opgave.

I virksomhedsberetningen for 2024 kan du læse om nogle af de større begivenheder og opgaveområder, som i særlige grad har fyldt i Østjyllands Politi i løbet af året:

https://politi.dk/-/media/mediefiler/oejyl/dokumenter/aarsberetninger/virksomhedsberetning-2024–stjyllands-politi.pdf

 

Tema: Hjernen

I marts sætter Favrskov Bibliotekerne fokus på hjernen. Her er tre anbefalinger af bøger, som har fokus på hjernen og hvad den er i stand til.

Af Tina Hagstrøm, Hammel Bibliotek

 

17Faglitteratur. Besidder vi fri vilje, eller er vi bare et resultat af vores hjernes processer? Dette spørgsmål belyses i denne lille quickguide om hjernen. Vidste du, at når mennesker stilles en opgave, er det mængden af dopamin, som frigives fra det limbiske system, der afgør vores grad af motivation og vedholdenhed? At unges hjerner frigiver enorme mængder dopamin, når de spiller computerspil og derfor har svært ved at løsrive sig? Vidste du, at vores reaktion på pludselig opstået fare styres af amygdala, og at vi ikke selv kan styre vores reaktion, når vi reagerer ved at flygte, fryse eller slå fra os? I denne udgave af Tænkepauser får du en gennemgang af hjernens opbygning og funktioner, krydret med historiske fakta og små kuriosa om hjernen.

Hjernen. (Tænkepauser nr. 35) Af Leif Østergaard

 

Faglitteratur. Ønsker du at dykke endnu mere ned i hjernen, er denne bog et godt bud. Her får du en gennemgang af hjernens evolutionære udvikling, dens opbygning, og af hvad hjernen er i stand til. Den dykker også ned i emner som hvordan vores personlighed dannes, hvordan vi husker, hvordan vi lærer, hvordan krop og psyke hænger sammen. Er mænd virkelig bedre til at finde vej? Bliver man glad af at smile? Og kan man tænke sig sund eller spise sig klog? Det og meget mere kan du finde svar på i denne underholdende bog. Den er skrevet i et spiseligt sprog, så alle kan være med.

Hjernen er stjernen : dit eneste uerstattelige organ. Af Kaja Nordengen

 

Faglitteratur. Tanken har trange kår! Det mener i hvert tilfælde Svend Brinkmann.  Denne tankevækkende bog handler ikke om hjernens opbygning, men om hvad vi som mennesker kan bruge den til – nemlig at tænke. Selvom vi også er impulsstyrede, så er det, der adskiller os fra dyrene, evnen til at vælge og fravælge hvad vi vil agere på. Vi evner at tænke og at tænke abstrakt. Brinkmann skelner mellem problemløsningstanker og tanker, som handler om at skabe mening. Det er netop de tanker, der omhandler at skabe mening, han mener har trange kår. I en verden der ikke giver megen plads til stille eftertænksomhed, men hvor evnen til kritisk tænkning måske aldrig har været vigtigere.

Tænk: Til forsvar for et tankefuldt liv. Af Svend Brinkmann

 

|

”Dybt fjollet”

Man skal være varsom med at kaste med sten, når man selv sidder inde i et kommunalt glashus…

(AI-genereret illustration)

Ifølge direktøren for Teknik og Miljø I Favrskov Kommune, er et påbud om at fjerne en ulovligt anlagt asfalteret cykelsti gennem et stykke fredskov i Hammel ”dybt fjollet”.

Det skriver Min Avis Favrskov.

Direktøren for Teknik og Miljø remser flere ”gode” argumenter op i selvsamme avis, bl.a.:

– ”Det er et sted, mange færdes”

– ”Det er en del af et supercykelsti-netværk”

– ”Der er gammel asfalt nedenunder fra en gammel vej”

Problemet er bare, at såvel Miljøstyrelsen som Miljø- og Fødevareklagenævnet har givet kommunen påbud om at fjerne asfalten på det pågældende stykke af cykelstien, der løber gennem fredskov. Cykelstien med asfaltbelægningen blev anlagt i 2021.

Kommunen har efterfølgende søgt dispensation fra Skovlovens § 11, men altså fået afslag og nu påbud om at bryde asfalten op og evt. anlægge en grusbelagt cykelsti i stedet for.

Dybt Fjollet”? Tjaee…

Der er næppe mange med sund fornuft, der synes, at det er rimeligt og særlig fornuftigt at bryde en asfaltbelagt cykelsti op og anlægge en grusbelagt ditto på samme strækning. Specielt da der i forvejen har været asfalt på strækningen siden Ruder Konge var knægt. Her er PingvinNyt.dk helt på kommunens side.

Men ”rimeligt” og ”sund fornuft” er ofte fraværende i offentlige forvaltninger.

Også i Favrskov Kommune, der selv nidkært praktiserer rigide regler, der ikke tåler møde med virkeligheden. ”Dybt fjollet” er kommunen selv nemlig helt med på…

Det måtte denne redaktør og hans hustru smerteligt selv konstatere, da han for mindre end et år siden rakte ud til kommunen om hjælp, men fik blankt afslag fra Social- og sundhedsforvaltningen.

Kort fortalt så kom min kone ud for et alvorligt uheld i Region Syddanmark, men blev hjemsendt til eget hjem til viderebehandling i Region Midtjylland. Ved en fejl fik hun ikke en helt nødvendig kørestol med fra sygehuset i Svendborg. Og da ”papirgangen” (epikrise, røntgenbilleder mv.) mellem regionerne tog et par dage, før det var på plads i vores ”egen” region, var behovet for en kørestol akut.

Derfor rakte vi ud til kommunen om midlertidigt lån af en kørestol fra hjælpemiddeldepotet i Hadsten i højst 2-3 dage. Men hverken visitation eller forvaltningsdirektør ville bevilge dette.

Der er regler ”mejslet i sten” om regionalt og kommunalt ansvar… Og rigid kassetænkning… En regional fejl lader kommunen derfor uden betænkelighed gå ud over en borger i kommunen…

Der var heller ikke forståelse fra kommunalt politisk hold til fremadrettet at se de rigide regler efter i sømmene. Tværtimod.

Et lønligt håb for et flertal i det nye byråd, vi vælger til november, må være, at ”rimelighed” og ”sund fornuft” finder vej ind i byrådssalen. Alt andet vil være …  ”dybt fjollet”!

|

Erhvervsorganisation: Indvandrere er med til at redde danske jobs

Tilflytterne gør især en forskel langt væk fra de store byer

Tilflytterne gør især en forskel langt væk fra de store byer

Hvis ikke det var for indvandrere fra lande som f.eks. Ukraine, ville der mangle arbejdskraft i mange kommuner. Også i Favrskov, hvorover halvdelen af de nye jobs i perioden 2008 – 2024 er besat af ikke-vestlige indvandrere:

Det viser en analyse, som erhvervs-interesseorganisationen SMVdanmark har lavet.

I tredje kvartal af 2024 var der knap 214.000 flere lønmodtagere i Danmark, end der var i 2008.

104.000 af dem var indvandrere fra ikke-vestlige lande, og især i kommuner langt fra de største byer gør tilflytterne en stor forskel.

– Der bliver kort sagt færre og færre danskere i den arbejdsdygtige alder. Så hvis ikke der er en tilgang af ikke-vestlige indvandrere, vil de jobs forsvinde, siger Thomas Gress, der er seniorøkonom i SMVdanmark.

Hvis ikke det var for ikke-vestlige indvandrere, ville antallet af lønmodtagere ifølge analysen være faldet siden 2008.

Landbruget er et af de erhverv, der har flest ansatte fra ikke-vestlige lande.

H.C. Gæmelke driver en svineproduktion i Gesten ved Vejen med seks ansatte.

To af dem er ukrainere, og dem er han glad for.

– Vi er rigtigt glade for dem, der kommer her. De er dygtige og produktive, og de er stålsatte på at gøre et godt stykke arbejde, siger han, der også er formand for Landbrug og Fødevarer Svin.

Stjæler ikke jobs                                                                                                  Ifølge SMVdanmark er der ikke noget, der tyder på at danskere bliver fyret til fordel for ikke-vestlige indvandrere.

– Man behøver ikke være nervøs for, at indvandrere kommer og tager danskeres jobs. Når der kommer flere personer, kommer der også flere jobs, siger seniorøkonom Thomas Gress.

    1. Fakta: Hvad er en ikke-vestlig indvandrer?

SMVdanmark følger Danmarks Statistiks definition af vestlige og ikke-vestlige lande.

  • Alle EU-lande samt Andorra, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Storbritannien, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien og New Zealand defineres som vestlige.

  • Alle øvrige lande defineres som ikke-vestlige.

|

Oprydning af parkerede cykler

Kig efter din cykel, hvis du ikke vil risikere at få den fjernet

Kig efter din cykel, hvis du ikke vil risikere at få den fjernet

foto: © Favrskov Kommune

Så er det igen tid til forårsoprydning i cyklerne. Vi sætter strips på cykler ved stationerne i Hadsten og Hinnerup samt busstationen i Hammel. Det er derfor nu, du skal se til din cykel, hvis du har glemt alt om den

De cykler, der åbenlyst ikke er i brug, fjernes i begyndelsen af april. Herefter kan cyklen hentes som hittegods ved kontakt til Østjyllands Politi på 87 31 14 03.

Har du spørgsmål til cykeloprydningen, er du velkommen til at kontakte trafikogveje@favrskov.dk

|

Ejendomsvirksomheder i Hadsten bliver overset i nyt lovforslag

Nyt lovforslag skal give ejendomsvirksomheder samme fordele som andre virksomheder ved generationsskifte. Revisor fra Hadsten mener dog, at særlige krav, som ikke stilles til andre brancher, giver ulige vilkår

Nyt lovforslag skal give ejendomsvirksomheder samme fordele som andre virksomheder ved generationsskifte. Revisor fra Hadsten mener dog, at særlige krav, som ikke stilles til andre brancher, giver ulige vilkår

Ejendomsvirksomheder ligestilles nu med andre erhvervsvirksomheder, når det gælder adgang til at overdrage virksomheden med succession. Det er resultatet af et nyt forslag, der tidligere på måneden blev førstebehandlet i Folketinget. Med de nye regler lægger Regeringen op til, at det skal være skattefrit også i ejendomsbranchen at give stafetten videre til næste generation.

Ifølge ejendomsekspert fra revisionsvirksomheden Redmark i Hadsten har Danmark et velfungerende regelsæt, som sikrer, at der kan gennemføres generationsskifte i erhvervsvirksomheder, og ejendomsbranchen får nu også muligheden for at lave generationsskifte. Særkrav i det nye lovforslag betyder imidlertid, at en særlig type ejendomsselskaber efterlades på perronen.                                                             Det fremgår af en pressemeddelelse fra revisionsvirksomheden.

Ejendomsbranchen har traditionelt været betragtet som en passiv sektor, hvilket har forhindret ejendomsselskaber i at nyde de samme skattemæssige fordele ved generationsskifte som andre virksomheder. Der er nu udsigt til ændringer, men med særlige betingelser for ejendomsselskaber: Ejeren skal eje mere end 50 procent og deltage aktivt i driften for at opnå skattefritagelse, forklarer Peter Ingemann Jensen, registreret revisor og partner, hos Redmark i Hadsten, og uddyber:

Da det kræver store kapitalinvesteringer at drive et ejendomsselskab, er det typisk, at virksomheden ejes i fællesskab af to ejere med en 50/50-fordeling. I branchen er det almindeligt, at flere ejere, som er aktivt involveret i driften, deler ansvaret. Med de nye regler vil disse partnerskaber imidlertid ikke længere have mulighed for at gennemføre et generationsskifte.

Reglerne kan koste lokale arbejdspladser

Ifølge Peter Ingemann Jensen kan reglerne, hvis lovforslaget vedtages af Regeringen, ende med at skubbe ejendomme ud af hænderne på familievirksomheder med base i Hadsten:

Manglende mulighed for generationsskifte kan tvinge mange ejendomsselskaber til at sælge deres ejendomme og lukke. Dette kan resultere i en øget koncentration af ejendomme hos store kapital- og pensionsfonde. Samtidig kan lukningen af selskaberne føre til tab af lokale arbejdspladser – en konsekvens, der måske ikke var tilsigtet, men som kan blive en realitet, siger Peter Ingemann Jensen.

Folketingets første behandling af Regeringens lovforslag fandt sted den 5. februar 2025. Redmark forventer en vedtagelse i april eller maj måned.

|

Færre forretninger – detailhandlen under pres

I perioden 2012 – 2022 er 42 fysiske forretninger i Favrskov lukket

Danmark har mistet 3.752 forretninger fra 2012 til 2022. Kun få kommuner har oplevet vækst i antallet af forretninger, mens langt de fleste har set en markant nedgang, fremgår det af en analyse fra SMVdanmark

Det er især inden for tøj og elektronik, at detailhandlen har været hårdt ramt af udviklingen. Ifølge seniorøkonom Thomas Gress fra SMVdanmark skyldes tilbagegangen primært ændrede forbrugsmønstre og den stigende internethandel. 

“Små forretninger og virksomheder har historisk set svære vilkår, og udviklingen skyldes i høj grad ændrede forbrugsmønstre. Internethandlen udgør nu en væsentlig del af danskernes indkøb, hvilket udfordrer de fysiske forretninger og det lokale byliv,” siger Thomas Gress. 

Tilbagegang i hele landet 

Både store og små kommuner mærker, at forretninger lukker. I Østjylland er det især gået ud over Favrskov og Horsens kommuner:

Ifølge Thomas Gress er detailhandlen i mindre byer særligt sårbar, da mange danskere flytter fra provinsen til storbyerne. 

“Når folk flytter væk fra mindre byer, falder forretningernes kundegrundlag. Det gør det sværere at drive en virksomhed, og flere forretninger må lukke. Færre forretninger og mindre byliv kan så være en medvirkende årsag til, at flere søger mod de større byer, og så risikerer småbyerne at havne i en negativ spiral,” siger Thomas Gress. 

Specialbutikker kan være vejen frem 

Fysiske forretninger har svært ved at konkurrere på pris og bekvemmelighed mod internethandlen. Ifølge Thomas Gress bør de i stedet fokusere på at tilbyde kunderne en unik oplevelse, som ikke kan opnås online. 

“Fysiske forretningers styrke ligger i den fysiske oplevelse. At kunne smage, dufte og røre ved varerne samt tage dem med hjem med det samme – det er noget, nettet ikke kan matche, og det er her, detailhandlen kan levere en overlegen handelsoplevelse,” siger Thomas Gress. 

Han understreger dog, at forbrugerne også har et ansvar for at handle lokalt, hvis de vil bevare deres forretninger.  

“Selvom det er nemt og bekvemt at handle på internettet, så er mange forbrugere stadig glade for de fysiske butikker. Derfor skal danskerne blive bedre til at bruge flere penge, hvis de ønsker, at forretninger skal overleve. Især i de små byer,” siger Thomas Gress. 

|

Urimeligt vilkår for dagplejere i Favrskov

Af Lone Glarbo, Spidskandidat for Danmarksdemokraterne (DD) KV25, Århusvej 55, 8382 Hinnerup

Af Lone Glarbo, Spidskandidat for Danmarksdemokraterne (DD) KV25, Århusvej 55, 8382 Hinnerup

I Favrskov er det rigtig uklogt for en dagplejer at sælge sit hus, så er man nemlig automatisk fyret!!! 

–  OGSÅ, selvom man har den næste bolig klar, hvor der er taget højde for jobbet som dagplejer.  

Det sker endda over telefonen sidst på dagen, mens dagplejebørnene er ved at blive hentet.  

“Der er to dagplejere med tomme pladser lige nu”, lød begrundelsen. Der kan være mange grunde til, at man sælger sit hus, men at man i den sammenhæng også skal miste sit arbejde. Det er mig helt uforståeligt og uacceptabelt. Det er naturligvis underforstået, at man har en godkendt bolig til pasningen efter fraflytning, det er klart. 

Men hvordan skal man kunne finde en bolig med plads til dagplejebørn, hvis man er fyret, og svaret er, “ Du kan jo altid søge igen, når der bliver mangel på dagplejere igen.

Lige i dette tilfælde taler vi om en erfaren dagplejer, med 4 indskrevne børn og børn på venteliste. 

Hvordan, skal vi kunne tiltrække nye dagplejere i Favrskov, når vi byder dem sådanne forhold? Det er jo heller ikke verdens bedst betalte job, så hvorfor gå ind i sådan et job, med sådanne udsigter?

I Danmarksdemokraterne Favrskov, er vi af den overbevisning, at børn og forældre skal have denne valgmulighed, og at det i perioder med færre børn, må være vuggestuen som har en underbelægning.

Læserbreve er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.

Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.

|

UGENS NATURBILLEDER nr. 118

Sidste weekend kom foråret på besøg og medbragte en pæn stor pose D-vitamin og lune temperaturer til stor glæde for mange 👍

Sidste weekend kom foråret på besøg og medbragte en pæn stor pose D-vitamin og lune temperaturer til stor glæde for mange 👍

Insekterne vågnede også op😊

 

Skovsøen ved Faurskov Hovedgård.

 

Her ser det lidt tamt ud, men snart er der liv igen.🌱

 

Spejlinger giver altid liv😊

 

 

Der er liv og de små ting tæller!

 


 

Herunder – når efterår og forår står side om side:

 

 

Ved mark og skov.

 

I haven.

 


 

Når det lune forårsvejr sættes på pause.

 

Naturlige forårshilsner

Pingvinnyt – Tove Skipper

 

|

Hold øje med elpriserne: Nu rykker de billigste timer ud i dagslyset

I marts er tendensen for, hvornår strømmen er billigst skiftet. Nu gælder det derfor om at bruge strøm midt på dagen, hvis man vil ramme de billigste elpriser, hvor det i januar og februar var om natten

I marts er tendensen for, hvornår strømmen er billigst skiftet. Nu gælder det derfor om at bruge strøm midt på dagen, hvis man vil ramme de billigste elpriser, hvor det i januar og februar var om natten

Foto: © Norlys

Er du en af dem, der sætter vaskemaskinen til at køre eller elbilen til at lade, når strømmen er billigst?  Så er det nu du skal til at ændre vaner.

For med overgangen til marts, så er det ikke længere i nattetimerne, at du oftest finder den billigste elpris til tøjvasken, men i stedet midt på dagen fra klokken 12 og et par timer frem.

-Elpriserne reagerer også på foråret, og det betyder, at solcellerne nu for alvor kommer på banen efter nogle mørke vintermåneder. Solen skinner som bekendt mest om dagen, og derfor er det med til at drive elproduktionen, hvilket giver billigere priser. Derfor kan det være fordelagtigt som elkunde at holde øje med elpriser, så man udnytter de billigste timer bedst muligt, siger Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.

Overgangen har været helt tydelig her i de første dage af marts. For hvor den rene elpris* i timerne fra 12 – 15 i gennemsnit lå mellem 71 og 74 øre/kWh i januar og februar, er de faldet til mellem 24 og 29 øre/kWh i marts.

Ny udvikling

Det er en relativt ny udvikling, at vi ser et skifte i, hvornår på døgnet, at elprisen rammer bunden.

Går man bare få år tilbage i tiden, lå de billigste timer konsekvent om natten, uanset hvornår på året. Fra 2020 begyndte middagsperioden i dele af året at være billigst, og den udvikling er blot taget til. I 2022 var det fx i september, at priserne atter skiftede til at være billigst om natten, mens det i 2023 var i oktober, og i 2024 skulle vi helt hen til november, før skiftet fandt sted.

– Elpriserne har flere udsving og opfører sig anderledes, end vi historisk har været vant til. Vi vil rigtig gerne hjælpe elkunderne med at tilpasse deres forbrug til det, og derfor kan de gennem vores energi-app få et godt overblik over både deres forbrug og priserne. Vi giver også vores ladekunder med egen ladeboks mulighed for at lade deres elbil op klogt – de skal bare sætte ladekablet i bilen og så sørger vores system for automatisk at lade bilen op, når prisen er lavest, så den er klar til afgang, når det passer dem.

FAKTA:

Oveni den rene elpris skal der pålægges moms, den statslige elafgift, eltarif til statslige Energinet, abonnementer, spottillæg og nettarif til det lokale elnetselskab for at finde den fulde pris, som elkunder betaler. Tarifferne kan også svinge fra time til time alt efter, hvilken tarifmodel de enkelte selskaber bruger.

|

Nyt udstyr støttet af Nordea-fonden sikrer praksisnær undervisning på DJH

Seks nye talevarslingsanlæg bruges nu i stor stil i undervisningen på Den Jyske Håndværkerskole

Seks nye talevarslingsanlæg bruges nu i stor stil i undervisningen på Den Jyske Håndværkerskole

”Vi er taknemmelige for donationen fra Nordea-fondens Værkstedspulje, der har betydet mere praksisnær undervisning til vores lærlinge på modulerne,” siger underviser Claus Hinge, der i disse dage for første gang bruger udstyret i undervisningen. 

 På elmodulet 3.7, Integration af sikringsanlæg, som kører lige nu, har ellærerne endelig fået mulighed for at benytte de nye TAVA 604-anlæg, som er leveret sammen med højttalere, brandtryk og mikrofoner. At få mulighed for at arbejde med det nyeste udstyr gør det nemlig mere attraktivt at vælge at blive elektriker, siger en af eleverne.

 ”I forhold til andre steder, hvor man kun har et enkelt anlæg, man kan øve sig på, er det en helt anden verden på Modul 3.7 her på DJH. Der er så meget elektronisk udstyr, vi kan øve os på, at vi er nødt til at prioritere vores tid, for vi kan ikke nå i dybden med det hele,” siger Ahmed Maher Chaabi, der går på Modul 3.7. Han står i lære i Almsten Sikring ApS i Rønde.

”Samtidig viser skolen os en kæmpe tillid ved at lade os arbejde på anlæggene efter skoletid, så vi kan få mest ud af modulerne. Jeg har selv siddet efter skoletid og arbejdet videre i min stand.”

 Underviser Claus Hinge sætter stor pris på at tilbyde eleverne mere praksisnær undervisning i værkstedet.

 ”Det er jo håndværkere vi uddanner, så de skal da naturligvis lære ved en kombination af teori og praktik. Dette udstyr giver den bedste mulighed for at prøve den praktiske del. Det kan jo være svært at høre tone- og talevarsling i teoretiske opgaver,” siger han med et smil på læben.

 Den Jyske Håndværkerskole har på el- og køleområdet i alt fået doneret 1.900.640 kr. fra Nordea-fondens Værkstedspulje. Ud over talevarslingsanlæggene er der investeret i bæredygtige nødbelysningsanlæg og klimavenlige øvelsesvogne til køleuddannelsen. Ud over indkøbene bliver der også investeret massivt i kompetenceudvikling af underviserne.

|

Sådan fordeler ansøgerne sig til ungdomsuddannelserne

Ansøgertallene for ungdomsuddannelserne i Region Midtjylland er nu opgjort, og det står klart, hvordan unge har fordelt sig på de forskellige uddannelsesretninger.
Lidt større søgning til Favrskov Gymnasium

Foto: Region Midtjylland

Hvordan har ansøgerne til ungdomsuddannelserne STX, HHX, HTX, HF og Pre-IB fordelt sig i Region Midtjylland 2025?

Det står nu klart efter seneste opgørelse fra Region Midtjylland. For de fleste uddannelser ses færre ansøgere end tidligere år, hvilket hænger sammen med de mindre ungdomsårgange. Dette gør sig dog ikke gældende for HF og Pre-IB.

Ansøgertal for 2025 sammenlignet med foregående år:
–    STX: 5469 (5.511 i 2024 og 5.441 i 2023)
–    HHX: 3332 (3.572 i 2024 og 3.159 i 2023)
–    HTX: 714 (784 i 2024 og 893 i 2023)
–    HF: 1930 (1.922 i 2024 og 1.999 i 2023)
–    Pre-IB: 341 (335 i 2024 og 260 i 2023)

Den generelle tendens viser, at STX og HF fastholder en stabil søgning. Søgningen til HHX er faldet i forhold til 2024, men steget i forhold til tidligere år. Til gengæld fortsætter HTX med at miste ansøgere. Dog har enkelte oplevet enten en stigning eller bevaret status quo.

Favrskov Gymnasium Den1. marts havde 265 elever søgt om optagelse på STX-uddannelsen på Favrskov Gymnasium. Det er en lille stigning fra 2024, hvor 250 elever søgte om optagelse. Gymnasiets foreløbige tildelte kapacitet er på 280 pladser.

|

Det er ikke nok at sørge for (god) mad

Af Clément Blain, kontaktperson for EL i Favrskov

Nylige undersøgelser og rapporter fra Sundhedsdatastyrelsen og Menon Economics viste, at der i 2023 døde 30 mennesker af underernæring i Danmark. Alle var 60+ år gamle, 20 af dem var 85+ år gamle. Det anslås, at underernæring er et problem for 203.000 borgere i Danmark (3 % af befolkningen), hvoraf 77.000 bor på plejehjem eller i hjemmeplejen.

Der er ofte fokus på kvaliteten af den mad, man får. Men det er måske ikke den eneste forklaring.

Jeg oplevede det på den hårde måde, ikke i Danmark, men i Frankrig, i min familie, da min mor viste tegn på demens måneder efter en blodprop og den intense, COVID-relaterede, isolation.

Mens hun kunne opretholde illusionen om normalitet i korte interaktioner, var der én ting, hun ikke kunne lade som om: sit fysiske helbred. Hun glemte ofte at spise og mistede i det hele taget lysten og evnen til at lave mad.Da vi indså, at hun havde brug for øjeblikkelig hjælp, besluttede vi at bestille tilpassede retter for at hjælpe hende med at blive i sit hjem med et godt helbred så længe som muligt.

Det så ud til at fungere godt. I et kort stykke tid. Hun blev hurtigt dårlig igen, og så opdagede vi, at hun ikke spiste den mad, der blev leveret.

Ikke at det var dårligt, selv om hun nogle gange ikke kunne lide en sauce eller en kombination af grøntsager. Det blev bare glemt i dagevis på bordet eller i køleskabet. Eller smidt ud, når det næsten ikke var spist.

Hun kunne ikke spise alene. Hun kunne ikke være alene længere. I hvert fald ikke ved måltiderne. Den eneste løsning, vi fandt, var at flytte hende i al hast til en institution.

Det er en let institution, men beboerne inviteres til at spise sammen, hvis de vil. Resultaterne var øjeblikkelige på hendes fysiske helbred.

At spise sammen med andre beboere i en bistrolignende atmosfære motiverede hende til at være en del af det og give sig selv næring. Og nogle gange med ekstra motivation fra en medarbejder.

Jeg er ikke i tvivl om, at uden denne radikale ændring i hendes liv ville hendes underernæring være kommet ud af kontrol og have haft fatale konsekvenser. Derfor vil jeg foreslå, at Favrskov Kommune ikke kun fokuserer på velsmagende, varierede måltider, men også på, hvordan de bliver spist. At fremme socialt samvær og fællesskab omkring måltiderne i ældreboligerne kan være nøglen til at holde vores ældre fysisk og mentalt sunde længere.

Dette vigtige arbejde kan udføres i ældreboligerne med hjælp fra ekstra personale eller ved at støtte lokale initiativer, som i Hadsten Hallen.

Det bør gøres i hele kommunen og opskaleres. Ikke kun når folk er blevet dårlige og afhængige, men også før, for deres mentale og fysiske sundhed.

Læserbreve er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.

Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.

|

To fonde donerer helt ny legeplads

Børnene i Hadsten – og især dem i Hadsten Børnehave – kan godt begynde at glæde sig: om et par måneder står en ny flot legeplads klar til at tage i brug

Børnene i Hadsten – og især dem i Hadsten Børnehave – kan godt begynde at glæde sig: om et par måneder står en ny flot legeplads klar til at tage i brug

Foto: Pædagog Marlene G. Bach på den gamle legeplads. Om nogle uger står der en helt ny legeplads klar til 300.000 kr., takket være to velvillige fonde og en række arbejdsomme forældre og pædagoger

Af Sven Erik Ginge, jour. emer.:

Takket være en aktiv forældregruppe er der skaffet hele 300.000 kr. til projektet, og de næste mange weekender knokler forældre og personale med at nedtage de gamle legeredskaber, og montere alt det nye.

Norlys Vækstpulje og Gl. Skanderborg Fonden har doneret det flotte beløb, som vi er lykkelige for. Det giver os mulighed for at lave noget rigtig godt uden at slide på børnehavens eget budget. Vi er helt overvældede over beløbet, og også over forældrenes engagement”, forklarer pædagog Marlene G. Bach, der er børnehavens tovholder på legeplads-projektet.

Den nye legeplads, der står klar til indvielse den 10. maj, kan ikke kun bruges af de 50 børn i selve børnehaven. Også andre børn fra byen er velkomne, samt dagplejerne, som i forvejen benytter børnehaven ude og inde et par formiddage om ugen.

Hadsten Børnehave har til huse i en smuk gammel patricier-villa på Lindevej. Det var Hadstens første børnehave da den åbnede i 1966, og dengang som nu er det en selvejende institution. Til næste år kan børnehaven således fejre sin 60 års fødselsdag.

Men selv 60-årige kan forny sig. Børnehaven vil for fremtiden slå lidt mere på både sang og science.

For nogle måneder siden ansatte man en musikpædagog, og det har straks smittet af på både personale og børn. Nu synges og danses der endnu mere hver eneste dag, og alle har opdaget, at musik og sang også medfører sund bevægelse. Børnehaven har endda indkøbt ekstra musikinstrumenter til den kommende tid.

Det der med science er lidt mere flydende, men i børnehaven har man valgt at oversætte det svære ord til ”nysgerrighed”. Fremtiden byder på sjove og spændende eksperimenter for børn og voksne.

Og når nysgerrigheden og sangene har lagt sig, venter den helt nye legeplads lige uden for døren.

|

Ny genbrugsplads: Uenighed om placeringen i Plan- og landistriktsudvalget

Teknik og Miljø vurderer, at placeringen ved Lynghøjvej er den placering, der bedst afvejer de mange forskellige hensyn, der skal tages i placeringen af en genbrugsplads. Der er indkommet ikke færre end 46 høringssvar til placeringen

Teknik og Miljø vurderer, at placeringen ved Lynghøjvej er den placering, der bedst afvejer de mange forskellige hensyn, der skal tages i placeringen af en genbrugsplads. Der er indkommet ikke færre end 46 høringssvar til placeringen

Byrådet skal nu tage stilling til igangsætning af en lokalplan med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2021-32 for en ny genbrugsplads som erstatning for genbrugspladserne i Hadsten og Hinnerup.

Det følger desuden af miljøvurderingsloven, at der skal udarbejdes en miljøvurdering af planforslagene og eventuelt en miljøkonsekvensrapport for projektet, hvorfor Byrådet desuden skal tage stilling til igangsætning af disse.

Baggrunden for igangsætning af planlægningen af en ny genbrugsplads er Byrådets beslutning i november 2022 om at ændre strukturen for og antallet af genbrugspladserne fra fire til tre. Igangsætningen tager udgangspunkt i Favrskov Forsyning A/S’ konkrete behov for at etablere en ny samlet genbrugsplads, som erstatning for genbrugspladserne i Hadsten og Hinnerup, samt i de høringssvar, der er indkommet i forbindelse med en gennemført idéfase om placering af en ny genbrugsplads ved Lynghøjvej.

Den forudgående idéfase blev gennemført i perioden 2. december 2024 til 26. januar 2025. Der indkom i perioden i alt 46 høringssvar.

Der er i forbindelse med høringssvarene indkommet et konkret forslag til en alternativ placering af genbrugspladsen længere mod nord i området mellem Skanderborgvej og Sandby.

VURDERING

Teknik og Miljø vurderer, at placeringen ved Lynghøjvej er den placering, der bedst afvejer de mange forskellige hensyn, der skal tages i placeringen af en genbrugsplads.

I vurderingen lægges særlig vægt på, at placeringen ved Lynghøjvej er langt fra aktuelt og potentielt indvindingsopland. Det er dermed den placering, der vurderes bedst muligt at sikre de fremtidige grundvandsressourcer.

Placeringen ved Lynghøjvej vil tilgodese, at Favrskov Forsyning A/S kan tilbyde flest mulige borgere i den østlige del af kommunen en afstand til genbrugspladsen, som i store træk vil svare til det serviceniveau, som Favrskov Forsyning A/S tilbyder i dag.

I placeringen og afgrænsningen af genbrugspladsen er hensynet til de nærmeste naboer søgt varetaget ved at skabe afstand til genbrugspladsen samt ved at udlægge arealerne mellem boligerne langs Skanderborgvej og i Haldum som bufferzone til jordvolde, beplantning, regnvandsbassin og åbne grønne arealer.

Bekymring for den fremtidige trafikbelastning

Der er i høringssvarene angivet mange bekymringer for den fremtidige trafik i området. Udover en genbrugsplads mellem Hadsten og Hinnerup vil trafikken i området i endnu højere grad blive påvirket af den planlagte byudvikling i særligt Hinnerup Nord. Der vil derfor sideløbende med lokalplanprocessen blive udarbejdet en trafikmodel for området med henblik på at vurdere, hvordan trafikken i området mest hensigtsmæssigt kan afvikles.

Borgerinddragelse

Borgerinddragelse og kommunikation sker efter reglerne i planloven og miljøvurderingsloven. Det er et selvstændigt mål med planloven, at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet.

Projektforslaget har været fremlagt i en forudgående idéfase i perioden 2. december 2024 til 26. januar 2025.

I forbindelse med idefasen blev der afholdt et borgermøde 15. januar 2025. Ved en senere godkendelse af forslag til lokalplan med kommuneplantillæg vil planforslag og miljørapporter blive fremlagt i offentlig høring i otte uger.

Uenighed i Plan- og landdistriktsudvalget

Eva Damsgaard (DF) stillede på vegne af Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Birgit Liin forslag om, at det videre arbejde med lokalplanen for en ny genbrugsplads baseres på en øst-vestlig placering ved Lynghøjvej. Dette dog under forudsætning af, at der kan indgås en bindende aftale med lodsejer om salg af det nødvendige jordareal i vestlig retning til landbrugsjordspris, og at denne aftale er på plads inden Byrådets behandling af sagen 25. marts 2025.

Hvis det ikke er muligt at opnå en sådan aftale med lodsejer, anbefales det, at der arbejdes videre med den i startredegørelsen foreslåede placering nord-syd ved Lynghøjvej.

Forslaget fra Eva Damsgaard blev godkendt.

Thake Fogh Cort (Ø) kunne ikke tiltræde indstillingen, idet han foretrækker den alternative nordlige placering ved Skanderborgvej 101.

Thomas Storm (V) undlod at stemme.

Tema: Paradisiske haver

Inden havesæsonen for alvor går i gang, kan man bruge tiden på planlægning og inspiration fra andres haver.  Her præsenteres 3 forskellige bud på skønne bøger til sofarejsen.

Af Christine Ellebæk Sørensen, Hammel Bibliotek

Fagbog Åhh, at rejse til Sydengland for at kigge på haver! Bare at sidde med denne vidunderlige bog og drømme sig væk er næsten nok (men også kun næsten!), for efter at have bladret i den, forestillet mig at dufte den fugtige muldjord og set de storslåede udsigter udover de langstrakte landskaber omkring de herskabelige ’manor houses’ i det frodige Sydengland, må min næste rejse da gå hertil! Jeg vil gerne bede om en indkvartering på Gravetye Manor, hvor haven er anlagt af den vidtberømte gartner og journalist William Robinson, som har været med til at udvikle stilarten ’cottage gardens’. I dag er det et hotel, og et ja tak herfra…
En haverejse til Sydengland. Af Hans Peder Christiansen

Fagbog Øm Kloster ligger kun en spytklat væk fra Favrskov – omkring Ry – og alligevel er der nok mange af os herfra der aldrig har været der. Men når vi taler om paradisiske haver, kan vi på ingen måde komme udenom klosterhaverne, for de er anlagt med inspiration fra selve Paradisets Have. Munkene skulle undgå kød fra firefodede dyr, og derfor fyldte plantebaseret kost mere end normalt for tiden, og en køkkenhave var essentiel. Derudover dyrkede man planter til medicin, til smagsløgene, til drikkelse, pesticider, blomster og urter til brug i kirken. Så hvis man har interesse for historiske haver, anbefales det stærkt at tage på studietur til Øm Klostermuseum – og at studere bogen her først for at være godt forberedt.
Klosterhaven ved Øm. Af Lene Mollerup

Fagbog Hvis du drømmer om fællesskab, solskin, evig kaffe på kanden og muld mellem tæerne er det denne bog, du skal tage fat i. For nogle vil paradisets have være det stort anlagte, snorlige og ukrudtsfrie anlæg, for andre vil det være følelsen af at du kan være lige den du er – du er hjemme i din have. Og hvor er det mere tydeligt end i kolonihaven, som man gerne rykker ind i flere måneder ad gangen i sommerhalvåret, hvor børnene kan løbe frit, finde nye venner og forstå, at kartofler er andet end pommes fritter og chips? Julia Lahme har skrevet en vidunderlig bog, man får lyst til at flytte ind i, om både sin egen kolonihaverejse og om flere andres måder at elske deres kolonihaver.
Kolonihaveliv. Af Julia Lahme10

|

Lokaldysten er godt for sammenholdet i de mindre landsbyer

Af René Schneider, Rækkevej 4, 8370 Hadsten
Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti
www.reneschneider.dk
rsch@favrskov.dk

Af René Schneider, Rækkevej 4, 8370 Hadsten Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti www.reneschneider.dk rsch@favrskov.dk

Som konservativt medlem af Kultur- & Fritidsudvalget glædede det mig overordentligt meget, at vi i udvalget var enige om at fordoble støtten til Lokaldysten 2025 fra kr. 24.000 i 2024 til kr. 50.000 i år.

Den øgede støtte er betinget af, at Landsbyrådet også afsætter kr. 50.000 til afvikling af Lokaldysten 2025 i Favrskov Kommune, hvilket jeg glædeligvis konstaterer, at Landsbyrådets forretningsudvalg indstiller til Landsbyrådet at gøre.

Lokaldysten er et motionsevent for lokalsamfund med op til 2.000 indbyggere, hvor landsbyer dyster om titlen som det mest aktive lokalsamfund i Favrskov Kommune og handler i al sin enkelthed om at konkurrere om, hvor mange kilometer en landsby kan gå, løbe og cykle tilsammen på to timer.

Favrskov Kommune deltog i 2023 for første gang i lokaldysten. I 2024 deltog borgerne fra Thorsø, Svenstrup, Houlbjerg, Lyngå, Nr. Galten og Lerbjerg-Svejstrup i konkurrencen om at tilbagelægge flest kilometer, og Lyngå som deltog for første gang, løb med sejren.

Lad os håbe, at det fordoblede tilskud får endnu flere landsbyer i kommunen til at tilmelde sig årets Lokaldyst.

Læserbreve er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.

Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.

|

100.000 kroner (måske) på vej til Lokaldysten

Det er op til Landsbyrådet om der i år skal bevilges 100.000 kr. eller om beløbet skal være det samme som i 2024, nemlig kr. kr. 50.000

Det er op til Landsbyrådet om der i år skal bevilges 100.000 kr. eller om beløbet skal være det samme som i 2024, nemlig kr. kr. 50.000

Lokaldysten er et motionsevent for lokalsamfund med op til 2.000 indbyggere, hvor landsbyer dyster om titlen som det mest aktive lokalsamfund i Favrskov Kommune.

Lokaldysten handler i al sin enkelthed om at se, hvor mange kilometer en landsby kan gå, løbe og cykle tilsammen på to timer. Lokaldysten faciliteres af DGI Østjylland og blev sidste år afviklet i lokalsamfund på tværs af syv østjyske kommuner.

Favrskov Kommune deltog i 2023 for første gang i lokaldysten I 2024 deltog borgerne fra Thorsø, Svenstrup, Houlbjerg, Lyngå, Nr. Galten og Lerbjerg-Svejstrup i konkurrencen om at tilbagelægge flest kilometer, og Lyngå som deltog for første gang, løb med sejren.

Favrskov Kommune og DGI Østjylland afholder i foråret 2025 et informationsmøde for interesserede landsbyer. Efter informationsmødet udpeges landsbyer til at deltage i lokaldysten. Landsbyerne vælger herefter hver især en dato i løbet af august/september (helst en hverdagsaften), hvor motionseventet skal gennemføres. Lokaldysten kan planlægges som en selvstændig begivenhed, eller den kan kombineres med en anden begivenhed i landsbyen – for eksempel i forlængelse af en festuge, som optakt til en fællesspisning eller noget helt tredje.

Lokaldysten er en venskabelig kappestrid mellem lokalsamfundene, som kan samle landsbyens borgere og styrke det lokale sammenhold i en festdag, hvor motion, samvær og fællesskaber er i højsædet. Alle kan deltage i lokaldysten – uanset alder og fysisk formåen.

ØKONOMI I 2023 og 24 har Landsbyrådet og Kultur- og Fritidsudvalget støttet Lokaldysten med hver 25.000 kr. Kultur- & Fritidsudvalget har besluttet at bevillige 50.000 kr. til Lokaldysten 2025, hvis Landsbyrådet vil gøre det samme. Ønsker Landsbyrådet at være med på samme niveau som i 2024, med 25.000 kr., bevilliger Kultur- og Fritidsudvalget ligeledes 25.000 kr.

|

Staten er vokset med 1.800 flere ’kolde hænder’ i 2024

Trods finansminister Nicolai Wammens erklærede ambition om at reducere antallet af administrative ansatte i staten, går udviklingen i præcis den modsatte retning, viser ny CEPOS-analyse

I løbet af 2024 er antallet af statslige ledere og administratorer steget med 1.800 fuldtidsbeskæftigede – heraf 874 alene i andet halvår. Dermed er regeringens planlagte reduktion i 2025 allerede udhulet, inden den overhovedet er trådt i kraft.

“Regeringen har sagt, at den vil gøre noget aktivt for at bekæmpe væksten i bureaukratiet. Men det er i hvert fald indtil nu ikke lykkedes. Tværtimod ser vi, at staten fortsætter med at ansætte flere administrative medarbejdere i stedet for at prioritere pengene til borgernær velfærd,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

CEPOS’ analyse, baseret på statens egne løndata, viser, at antallet af administrative fuldtidsstillinger er steget markant.

Siden 2011 er der kommet 23.600 flere bureaukrater i staten – alene under SVM-regeringen er tallet steget med 5.400. Stigningen fortsatte også efter regeringens egen udmelding om, at der skulle skæres ned.

“Regeringen har brugt en masse tid og ressourcer på at identificere stillinger, der kunne nedlægges. Og imens er antallet af bureaukrater blot vokset yderligere. Det giver jo ikke mening. Planen om at reducere med 1.000 årsværk i 2025 vil ikke engang bringe niveauet ned på begyndelsen af 2024,” siger Karsten Bo Larsen og fortsætter: “Jeg betvivler ikke regeringens gode intentioner, men erfaringen viser, at der er behov for langt hårdere midler, hvis man reelt vil nedbringe bureaukratiet. Jeg foreslår, at politikerne binder sig til masten og lovgiver om, hvor mange administrative ansatte der maksimalt må være i staten.”

|

Kvindernes Kampdag: En dag med blomster, brunch og en smule ligestilling

Så blev det 8. marts igen – dagen, hvor vi i et helt døgn husker, at kvinder faktisk findes og har nogle små ønsker om ligeløn, respekt og ikke at blive overdænget med kønsbaserede stereotyper

Så blev det 8. marts igen – dagen, hvor vi i et helt døgn husker, at kvinder faktisk findes og har nogle små ønsker om ligeløn, respekt og ikke at blive overdænget med kønsbaserede stereotyper

Lad os dykke lidt ned i de festlige traditioner, der har udviklet sig omkring denne historiske mærkedag.

Kampen for brunch

Den moderne kvinde ved, at den bedste måde at fejre sine hårdt tilkæmpede rettigheder på er med en overdådig brunch, hvor man i fællesskab kan diskutere lønforskelle, manglen på kvinder i ledelse og hvorfor mænd stadig tror, at “hjælper du til derhjemme?” er et kompliment. Mange caféer byder gavmildt ind med lyserøde drinks og rabatter på avokadomadder, så kvinder rigtigt kan mærke, at samfundet ser dem.

Blomster – den ultimative sejr?

Intet siger “vi respekterer kvinder” som en buket blomster fra manden, der dog stadig leder efter husets køkken. På denne dag ser vi, at mange mænd pludselig husker at værdsætte deres hustruer – i hvert fald længe nok til at skrive “Stærke kvinder fortjener anerkendelse!” på LinkedIn, inden de vender tilbage til bold i tosekassen.

De sociale medier svømmer over

Hashtaggen #InternationalWomensDay trender naturligvis, og virksomheder kaster sig ud i at fejre kvinder ved at poste inspirerende citater – ofte uden at tage stilling til egne (manglende) ligestillingspolitikker. Hvem elsker ikke en god hyklerisk hyldest fra firmaer, der stadig har én kvinde i bestyrelsen og en barselspolitik?

Lidt fremskridt, men ikke for meget!

Det er selvfølgelig vigtigt at anerkende, at verden har rykket sig. Vi ser flere kvinder i magtfulde stillinger, og visse steder får kvinder næsten lige så meget i løn som deres mandlige kolleger. Hurra! Men vi må heller ikke gå for hurtigt frem – der er stadig en del mænd, der føler sig truet af begrebet “ligestilling”, og hvem ønsker at forstyrre deres komfortzone unødigt.

Glædelig kampdag – vi ses næste år!

Når dagen er omme, og de sidste “power quotes” er delt på Instagram, kan vi alle ånde lettet op. Kvinder kan vende tilbage til hverdagen med ubetalt overarbejde, “uskyldige” sexisme-kommentarer og følelsen af, at ligestilling stadig er noget, vi primært snakker om én dag om året.

Men fortvivl ikke – næste år er der igen rabat på bobler og croissanter!

Indtil da, husk at smile kvinde – du vil jo ikke virke for vred, vel?

|

Kærlighedsbreve, feriekort, gækkebreve, julekort og fødselsdagsinvitationer i PostNords ikoniske, røde postkasser forsvinder

Fra årsskiftet er det ikke længere PostNord, der kommer til at levere dine breve, da virksomheden trækker sig fra brevmarkedet i Danmark

Fra årsskiftet er det ikke længere PostNord, der kommer til at levere dine breve, da virksomheden trækker sig fra brevmarkedet i Danmark

Danmark har haft et postvæsen siden 1624, hvor det blev indstiftet af Christian 4.

Dengang tog det 5 dage at sende et brev fra den en ende af Danmark til den anden. Det gør det også i dag…

Med en vis ironi kan man sige, at Den Statslige Postetat ikke har udviklet sig i mere end 400 år. Og det er vel de færreste virksomheder, der overlever en 400-årig stilstand. Derfor er der heller ikke noget underligt i, at PostNord smider håndklædet i ringen og opgiver brevomdeling i Danmark.

Digitaliseringens triumf

Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, og flertallet af danskerne har for længst opgivet PostNord, når det gælder breve og postkort. Man kan jo i dagens Danmark nå at fortryde indholdet i et kærlighedsbrev mange gange i løbet af 5 dage… Og hvem gider at smide 29 kroner efter en ”snail-mail”, når man kan sende den samme kærlighedserklæring digitalt til den eneste ene på et splitsekund. Helt gratis.

Over 200.000 danskere er fritaget digital post – men fortvivl ikke

I dag er 95 procent af danskerne tilmeldt Digital Post, mens de resterede 271.000 danskere er fritaget fra Digital Post. Dem smider PostNord under postbilen fra årsskiftet.

Men fortvivl ikke.

Distributionsfirmaet DAO har allerede meldt sig på banen og er helt klar til at overtage brevleveringen, når PostNord efter nytår opgiver. DAO tilbyder allerede i dag landsdækkende omdeling af breve.

Det kan nemlig kombineres med levering af pakker, aviser og magasiner, som virksomheden i forvejen gør det rigtigt godt.

Jo mere man har med i en levering, jo billigere bliver det. Derfor er det rigtig smart, når man kan matche de her fire ting sammen. Borgere vil tilmed opleve en forbedret service og billigere priser,” siger Daos administrerende direktør, Hans Peter Nissen.

Daos priser for at sende et brev i Danmark starter ved 23 kroner, mens PostNords priser som nævnt starter ved 29 kroner.

|

Opfordring efter tyverier fra varebiler

3 anmeldelser om tyverier af værktøj fra varebiler det seneste døgn

(AI-genereret illustration)

Østjyllands Politi har de seneste fire døgn modtaget et stigende antal anmeldelser om tyverier af værktøjer fra varebiler, heraf tre anmeldelser det seneste døgn:

• På Lyngtoften i Laurbjerg begået mellem tirsdag d. 4/3 kl. 16.00 og onsdag d. 5/3 kl. 6.30
• På Vittenvej i Hinnerup begået mellem mandag d. 3/3 kl. 18.00 og tirsdag d. 4/3 kl. 8.00
• På Kvædevej i Hornslet begået mellem tirsdag d. 4/3 kl. 18.00 og onsdag d. 5/3 kl. 9.00

Anmeldelserne om tyveri fra varevogne er igennem længere tid især kommet fra de mindre byer i Favrskov Kommune, og de seneste fire dages tyverier fra varevogne er primært anmeldt i Thorsø og Laurbjerg.

Det varierer, hvordan tyvene bryder ind i varebilerne. Ofte får de adgang ved at bore hul i sidedøren.

Østjyllands Politi opfordrer borgere til at holde øje og ringe, hvis nogen ser noget mistænkeligt, og til at kontakte politiet, hvis man bliver tilbudt at købe værktøj, der er meget billigt eller mærket med et firmanavn.

Derudover opfordrer Østjyllands Politi alle med værktøj i varebiler til følgende:

• Lås din varebil, når du forlader den.
• Parker tæt op ad en mur, så det bliver vanskeligt at komme ind igennem låsen i sidedøren, eller sikr på anden vis din varebil.
• Parker et sted med belysning og evt. overvågning hvis muligt.
• Mærk værktøjet med DNA-mærkning eller navn og telefonnummer.

|
Af Alex Vanopslagh (LA)

Det må selv for de sidste Trump-apologeter være tydeligt, at USA under Trump vender Ukraine og dermed Europa ryggen.

Trump-administrationen har brugt de seneste uger på at presse Ukraine til at indgå en fred på dårlige betingelser – og give efter for alskens krav, som Putin disker op med.

Nu har Trump taget det til næste niveau og indstillet den militære støtte til Ukraine for at presse dem til at makke ret, så Trump og Putin kan få det, som de ønsker.

Det stiller krav til Europa.

Vi skal handle hurtigt. Det er helt afgørende at Ukraine kan forsvare sig mod Ruslands invasion, selv når USA viser sig utilregnelig.

Det er absurd, at det er kommet hertil. For det burde være omvendt. Vesten burde kunne forene sig om at hjælpe et andet vestligt og demokratisk land, som på brutal vis er blevet invaderet.

Det er russerne, som har set stort på den regelbaserede verdensorden. Rusland er aggressoren. Parterne er IKKE lige gode om det. Der skal IKKE ”to til tango”, som Trump har sagt flere gange.

Der var engang, hvor USA var den frie verdens ledestjerne – og derfor gjorde vi europæere som regel det, som USA ønskede af os.

Det hverken kan eller skal vi her.

Vi må opjustere yderligere med støtten til Ukraine. Her kunne mange europæiske lande lære af Danmark. Hvis det er muligt at købe våbensystemer af USA for så at donere dem til Ukraine, kunne det være en vej frem.

Vi skal opruste Europa militært, teknologisk og økonomisk.

Hvis der skal være nogen som helst chance for, at Europa i fremtiden kan påtage sig det lederskab af den frie verden, som USA engang bestred, så kræver det, at vi kan bakke det op med hård (militær) magt.

Der er lang vej igen. Men målet bør være klart – og det er bare at komme i gang.

Læserbreve er altid velkomne her på PingvinNyt.dk. Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.

|

Lokale håndværkere skal have bedre mulighed for at bygge lokalt

Af Mette Nøhr, Byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti i Favrskov

Når Favrskov Kommune bygger eller renoverer, bør projektet i videst muligt omfang udbydes i fagentreprise. Det betyder, at lokale tømrervirksomheder kan byde på tømrerarbejdet, lokale murerfirmaer på murerarbejdet osv. Fagentreprise gør det nemlig lettere at bringe vores dygtige håndværksvirksomheder, som der heldigvis er mange af i Favrskov, i spil til lokale projekter. Jeg synes, det giver rigtig god mening, at lokale håndværkere er med til at bygge lokalt.

Alternativet til fagentreprise er hovedentreprise, hvor det er én virksomhed, der får den samlede opgave. En virksomhed skal typisk have en vis størrelse, før den har mulighed for at komme i spil til større projekter, og dermed udelukker man reelt en lang række mindre håndværksvirksomheder fra at kunne komme i betragtning til opgaverne.  

Der er selvfølgelig projekter, der er så store og komplekse, at det giver mening at samle alle trådene i en hovedentreprise. Men mange projekter er ikke større, end at de sagtens kan udbydes i fagentreprise. Forleden blev spørgsmålet aktuelt i byrådssalen i Favrskov. Her skulle vi tage stilling til en 82 kvadratmeter stor udbygning af indskolingsafdelingen Kærhuset på Præstemarksskolen i Søften. Vi endte med at stemme om, hvorvidt projektet skulle udbydes i hoved- eller fagentreprise. Samtlige borgerlige partier samt SF, Enhedslisten og et par socialdemokrater sikrede, at der var bredt flertal for at udbyde i fagentreprise, mens et mindretal ønskede hovedentreprise.

Læserbreve er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.

Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.

|

14-årig udsat for vold på skole i Hinnerup

Østjyllands Politi modtog tirsdag ved middagstid en anmeldelse om, at to jævnaldrende drenge angiveligt kl. 12.07 var mødt op på ved en skole i Hinnerup, hvorefter den ene af dem havde slået en 14-årig dreng i hovedet med et par knytnæveslag

Østjyllands Politi modtog tirsdag ved middagstid en anmeldelse om, at to jævnaldrende drenge angiveligt kl. 12.07 var mødt op på ved en skole i Hinnerup, hvorefter den ene af dem havde slået en 14-årig dreng i hovedet med et par knytnæveslag

Episoden var, ifølge anmeldelsen, opstået på baggrund af nogle forudgående konfrontationer mellem de to drenge og den 14-årige elev, men da politiet nåede frem med en patrulje kort tid efter, var de to udefrakommende drenge forsvundet fra stedet.

På baggrund af et signalement og videoovervågning fra området ved skolen har politiet en god formodning om, hvem de to udefrakommende personer er. Der er tale om to drenge, der er nogenlunde jævnaldrende med den forurettede, men som altså ikke går på skolen.

 

Sagen vil nu blive håndteret af lokalpolitiet i Hadsten i tæt samarbejde med skolens personale, og Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.

|

Enhedslisten Favrskov har valgt spidskandidater til kommunalvalget 2025

På sin årlige generalforsamling har Enhedslisten Favrskov genvalgt Thake Fogh Cordt som spidskandidat til kommunalvalget i november 2025. Samtidig er Maria Sørensen blevet valgt som nummer to på listen

På sin årlige generalforsamling har Enhedslisten Favrskov genvalgt Thake Fogh Cordt som spidskandidat til kommunalvalget i november 2025. Samtidig er Maria Sørensen blevet valgt som nummer to på listen

Sammen vil de udgøre et stærkt hold for en mere retfærdig, grøn og solidarisk kommune.  Det skriver Enhedslisten i Favrskov i en pressemeddelelse.

Thake, 46 år, bor på et lille økologisk jordbrug nær Skjød og arbejder til daglig som økonomikonsulent i Randers Kommune.

Maria, 39 år, bor i Laurbjerg og arbejder som socialrådgiver i Favrskov Kommune.

Med hver deres baggrund og erfaring vil de arbejde for en kommune, hvor mennesker sættes før profit, og hvor velfærd og grøn omstilling prioriteres. 

“Favrskov Kommune skal være et sted, hvor mennesker kommer før profit, hvor velfærd prioriteres over skattelettelser, og hvor klimaomstillingen sker på en retfærdig måde, der ikke efterlader nogen bagude. Vi stiller op for at kæmpe for en kommune, hvor vi investerer i fællesskabet frem for at skære ned på det” siger Thake. 

En stærkere venstrefløj i Favrskov                                                                                       Enhedslisten Favrskov vil styrke venstrefløjen lokalt og sikre mere borgerinddragelse i politiske beslutninger.

“Alt for ofte træffes beslutninger over hovedet på borgerne. Vi skal sikre, at almindelige mennesker får reel indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres hverdag – uanset om det handler om velfærd, boligpolitik eller grøn omstilling” siger Thake. 

Maria tilføjer: “Som mor til 3 børn i folkeskolen og som socialrådgiver, ser jeg frem til i løbet af valgkampen og forhåbentlig i byrådet, at bidrage til og implementere politik som vil få en positiv indflydelse på alle borgere i Favrskov, både unge, ældre, sårbare og socialt udsatte. En af mine prioriteter vil også være at støtte biodiversitetsvenlige projekter og initiativer”

I de kommende uger og måneder vil de to kandidater få følgeskab af flere medstillere, der bidrager med deres erfaringer og energi til kampagnen og det politiske arbejde. Målet er at opbygge stærke røde og grønne politikker til fordel for alle – ikke profit for de få. 

Med kommunalvalget i november 2025 står Enhedslisten Favrskov over for en vigtig opgave: At styrke opbakningen til en progressiv dagsorden i kommunen. 

“Vi skal bygge en stærkere bevægelse og vise, at der findes et reelt alternativ til status quo. Derfor håber vi, at så mange som muligt vil være med – både i debatten og i den kommende valgkamp” siger Thake. 

|

Stort antal borgere får besked om databrud

En fejl i opsætningen af en it-platform har givet ansatte i Region Midtjylland potentiel adgang til følsomme personoplysninger for et stort antal borgere

En fejl i opsætningen af en it-platform har givet ansatte i Region Midtjylland potentiel adgang til følsomme personoplysninger for et stort antal borgere

335 ansatte har set på data, hvor formålet ikke umiddelbart kan forklares. Intet tyder dog på, at data er misbrugt.

Et internt sikkerhedsbrud i en digital samarbejdsplatform til forskningsprojekter betyder, at cirka 100.000 borgere har fået en besked via digital post om brud på deres datasikkerhed fra enten Region Midtjylland eller Region Hovedstaden.  

Databruddet skyldes en fejl i Region Midtjyllands opsætning af platformen, der i visse tilfælde har givet regionens ansatte potentiel adgang til følsomme personoplysninger, når nye mapper blev oprettet på platformen. Fejlen er rettet, og sagen blev med det samme indberettet til Datatilsynet.  

– Det er afgørende for os, at borgerne kan være trygge ved den måde, vi behandler deres data på. Derfor tager vi sagen meget alvorligt, og jeg vil gerne kraftigt beklage, at der er sket et databrud. Vi gennemgår nu vores procedurer for at sikre, at noget lignende ikke kan gentage sig. Selvom vi ikke har konstateret misbrug, forstår vi naturligvis, at det kan skabe bekymring. Derfor orienterer vi de berørte borgere direkte. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at data kun har været tilgængelige for personer underlagt tavshedspligt, og at der ikke på nuværende tidspunkt er noget, der tyder på, at borgernes data er blevet misbrugt, siger koncerndirektør i Region Midtjylland, Poul Michaelsen    

Samlet set berører fejlen data for cirka 260.000 borgere fra flere regioner. Men for størstedelen af de berørte personer er der tale om data, hvor borgerne ikke umiddelbart kan identificeres. De resterende er blevet underrettet via digital post i går. Region Midtjylland har sendt breve til cirka 60.000 borgere, mens Region Hovedstaden har orienteret alle de berørte borgere, de er dataansvarlige for. Region Hovedstaden har dataansvar for cirka 40.000 berørte borgere, mens selve databehandlingen er foregået i Region Midtjylland.  

Kun personer med tavshedspligt  

Det er kun personer underlagt tavshedspligt i Region Midtjylland, der har haft adgang til data. Det ændrer dog ikke ved, at der er tale om et databrud. Den uhensigtsmæssige standardindstilling, der førte til databruddet, blev erkendt i november 2024. Bruddet blev med det samme indberettet til Datatilsynet. Samtidig sørgede regionens it-folk for at rette fejlen, så der blev lukket for adgang til data. Siden har regionen haft et omfattende arbejde med at få et samlet overblik over er alle loggede aktiviteter på platformen blevet undersøgt.  

– Vi ved, at 335 ansatte har været inde og se data, hvor vi ikke umiddelbart kan forklare, hvad deres formål har været. Det betyder ikke, at der har været tale om uretmæssig adgang, men at vi undersøger de konkrete tilfælde nærmere. Samtidig har vi altså orienteret de borgere, der er omfattet af databruddet, direkte, og i den forbindelse står regionen selvfølgelig klar til at svare på eventuelle spørgsmål fra berørte borgere via et særligt telefonnummer, der fremgår af brevene, siger Poul Michaelsen.  

|

Grundlovsforhør ved Retten i Randers tirsdag

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede tirsdag to mænd på 21 og 22 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De er sigtet for mandag formiddag i forening at have begået to indbrud i henholdsvis Hadsten og Haurum ved Hammel

De to mænd blev anholdt i forbindelse med en anmeldelse om et igangværende indbrud på en adresse i Haurum ved Hammel. En række patruljer blev kl. 11.07 sendt til adressen, og på vej dertil observerede en patrulje et køretøj med de formodede gerningsmænd i.

Patruljen eftersatte køretøjet, hvorfra gerningsmændene stak af til fods. Den ene af de to mænd blev indhentet og anholdt kl. 11.24, mens den anden fik lov at være lidt længere på fri fod, inden han kl. 11.41 også blev anholdt og sigtet i sagen.

Mændene er herefter blevet sigtet for yderligere et indbrud begået mandag omkring kl. 10.40 på en adresse i Hadsten.

Af hensyn til den fortsatte efterforskning anmodede Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi om lukkede døre til dagens grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor de to mænd blev fremstillet med henblik på varetægtsfængsling.

|

CEPOS lancerer ‘Forsvars- og fremskridtsreform’

Danmark står over for en markant stigning i forsvarsudgifterne, og behovet for finansiering er afgørende. Men hvor skal pengene komme fra?

CEPOS præsenterer nu en Forsvars- og fremskridtsreform, der vil give knap 70 milliarder kroner – uden at indføre en ny skat. Reformen sikrer både en langsigtet og bæredygtig finansiering af Forsvaret samt strukturelle forbedringer af dansk økonomi.

“Modsat en krigsskat, der trækker arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet, sikrer vores reform finansiering til Forsvaret, samtidig med at vi styrker dansk økonomi strukturelt,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom hos CEPOS.

Reformen indeholder en række forslag, der blandt andet omfatter en reduktion af overførselsindkomster, afskaffelse af Arne-pensionen og efterløn samt en reduktion af statslig administration.

Reformpakken sikrer en ansvarlig og vækstvenlig finansiering af Danmarks forsvarsudgifter, uden at danskerne skal betale en ny krigsskat.

“Vi mener, at en krigsskat, som vil hæmme vækst, velstand og fremskridt, er fuldstændig unødvendig. Danmark har en af verdens største offentlige sektorer, og der er betydeligt rum til reformer, der kan styrke både Forsvar, vækst og velstand,” siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom i CEPOS.

|

Regionshospitalet Randers skal fremover lave endnu flere nye knæ og hofter

For at imødekomme stigende efterspørgsel og ventelister investerer Regionshospitalet Randers i at kunne lave endnu flere nye knæ og hofter fremover

For at imødekomme stigende efterspørgsel og ventelister investerer Regionshospitalet Randers i at kunne lave endnu flere nye knæ og hofter fremover

Foto: Michael Tjørnild (tv.) opererer en ny hofte. © Helle Brandstrup Larsen

Flere og flere får behov for en ny hofte eller et nyt knæ. Derfor har Regionshospitalet Randers besluttet at investere ekstra midler til at kunne operere endnu flere knæ- og hofter fremover. Tiltaget sker for at imødekomme stigende ventelister.

Det glæder formanden for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Purnima Erichsen (K):“Det er en rigtig god nyhed, at Regionshospitalet Randers kan øge kapaciteten og hjælpe flere borgere. Det gavner både patienterne og styrker hospitalet”, siger Purnima Erichsen. 

Kapacitetsstigning på 25 procent
Siden 2023 har hospitalet løbende investeret i at øge kapaciteten på området. I år øges der med yderligere 120 ekstra kunstige knæ/hofter, hvilket betyder, at den samlede kapacitet er vokset med 300 flere operationer fra 2023 til 2025. Det svarer til en kapacitetsstigning på 25 procent.

“I Randers kan vi rekruttere det personale, vi har brug for, og det gør det muligt for os at smøge ærmerne op og hjælpe endnu flere borgere, uden at det skal være som ekstraarbejde eller tidsbegrænset pukkelafvikling,” fortæller cheflæge i Ortopædkirurgi Michael Tjørnild.

Han glæder sig over, at en investering i at lave flere operationer er med til at fremtidssikre, at flere borgere kan få den hjælp, de har brug for på Regionshospitalet Randers. Og så peger han på, at den øgede kapacitet også giver hospitalet et godt grundlag til at kunne uddanne fremtidens sundhedsfaglige personale.

-“Jo flere patienter vi behandler på hospitalet, jo bedre bliver vi også til det. Derfor er det fantastisk at arbejde på et hospital, hvor vi hjælpes ad med at finde de gode og konstruktive løsninger, der kommer både patienter og personale til gavn”, siger han.