Af borgmester Lars Storgaard på vegne af Økonomiudvalget i Favrskov Kommune
Når debatindlæg løber af sporet og sandheden bliver fordrejet, så bliver man nødt til at reagere. Netop den situation synes vi som samlet Økonomiudvalg i Favrskov kommune er sket i Anders G. Christensens indlæg om det mulige fremtidige solcelleanlæg ved Hadsten.

Vi anerkender, at det er både naturligt og legitimt, at der er forskellige holdninger til, om der skal etableres flere solceller i Favrskov Kommune. Ikke mindst fra borgere og naboer, der bliver berørt af projektet.
Men debat forpligter også. Til at holde fast i fakta. Og til at holde proportionerne.
Når Anders G. Christensen hævder, at byrådet og Favrskov Kommune er “i lommen på” en projektudvikler, så er det en alvorlig beskyldning, som vi klart og tydeligt må afvise.
Og beskyldningen bliver jo ikke mindre alvorlig af, at den kommer fra en tidligere borgmester, tidligere udvalgsformand og nuværende regionsrådsformand, som udmærket kender de kommunale processer.
Planlægning af alle større projekter, som solcellerne ved Hadsten, sker efter faste regler og i fuld åbenhed. Og det er almindelig praksis, at en udvikler bidrager til og finansierer det materiale, der ligger til grund for planlægning på jord, som de selv ejer.
For så vidt sagen om solceller mellem Hadsten, Hadbjerg og Nørre Galten, så har der været en meget omfattende proces med borgermøder, høring, dialog og løbende tilpasninger af projektet.
Det betyder ikke, at alle synspunkter kan imødekommes. Men det betyder, at de bliver hørt.
At fremstille processen som usaglig, styret af enkeltinteresser eller uden reel borgerinddragelse giver derfor ikke et retvisende billede.
Endnu mere problematisk er sammenligningen med Tjernobyl. Den er ude af proportioner og hører ikke hjemme i en seriøs lokalpolitisk debat.
Vi har fuld forståelse for, at man er kritisk over for projektet. Det er en legitim del af demokratiet. Men kritik bør bygge på fakta og respekt for den opgavedeling og de processer, der bærer det lokale demokrati.
Vi ønsker en fortsat åben, saglig og respektfuld debat om projektet, og vi opfordrer alle til at tage del i den igangværende høringsproces.
Det skylder vi både borgerne, processen og hinanden.
Læserbreve og debatindlæg er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.